Kronik

Kobberbæltet, Zambia

Debat
6. februar 1999

Problemet er at den ene afrikaner ikke vil den anden det godt. Hvis en afrikaner har ni biler, vil han hellere købe bil nummer ti end at give gartneren lønforhøjelse

Så snart vi er ude af Lusaka begynder koncerten. Nu skal vi høre al chaufførens yndlingsmusik, og det for fuld ud-blæsning. Det meste er rumba fra Congo. Og hvis man starter med at synes at al rumba lyder ens, så skal en 30-40 busture nok overbevise en om noget andet. Man kommer til at holde af det.
Senere, da jeg på et marked skal købe et kassettebånd med en af landeplagerne, spørger jeg sælgeren hvordan man i grunden bevæger sig til det her rumba. Og han er skam ikke bleg for at give mig en demonstration på stedet. Man stiller sig på tæerne og smækker knæene sammen i takt til musikken. Af en eller anden grund siger man gerne Musuku! til sig selv og andre, men hverken sælgeren eller nogen andre ved hvad det betyder. Sig det bare alligevel.
Det med at stå på tæerne og smække hælene sammen skal man kunne gøre uden at blinke. For samtidig skal man lade underlivet rotere i store cirkler, hvor hofterne befinder sig i en afstand fra rotationsaksen på cirka fem-ti centimeter. Når man så har fået smurt de cirkler, kan man begynde at sætte sit eget personlige præg på dansen, gerne i passende pauser i musikken. Hvis man synes det er svært skal man bare lukke øjnene og tænke 'elastik'. Hvor man i andre danse kan tale om en vis bevægelighed er der her tale om ren elastik. Det er først og fremmest et spørgsmål om at give slip, forsikrer sælgeren mig.

Ankommet til Kitwe får jeg pludselig den fikse idé at jeg vil indkvarteres afrikansk. Når nu man er i Afrika, hvorfor så ikke finde et sted hvor man bor hos en afrikaner, og ikke hos en englænder eller en inder?
Og denne gennempløjning af gæstehuse viser et helt andet Kitwe end det man ser fra bussen, her er dobbelte carporte og drinks ved pølen. Til sidst kommer jeg til et sted, hvor jeg bliver vist rundt af en sort mand, der senere viser sig at være præst.
Jeg indkvarterer mig, og så såre jeg træder ud af mit værelse, møder jeg den hvide ejer. Som er stum. Men manden der viste mig rundt er alle pengene værd. Han ser bestyrtet på mig da jeg ind-rømmer at jeg ikke er troende. Levende udmaler han for mig hvordan troen lægger sig beskyttende om ens sjæl, og vi er jo kun i denne verden midlertidigt, forklarer han, vi må tænke på hvad der skal ske med os i den næste. Desuden synes han at jeg skal slå mig ned i Zambia permanent, ja, det synes han faktisk ikke at der kan være nogen tvivl om at jeg skal.
- Vi zambianere er meget ydmyge mennesker, forklarer han, og det er ikke godt at slå sig ned her hvis man ikke er ydmyg. Det er ikke godt. Nogle hvide optræder som om de ejer Zambia, og det kommer ikke til at gå godt, frue. Men du kan bare komme, åh ja, frue, kom du bare herned og lav forretninger med os.
Det er langt fra første eller sidste gang at jeg modtager dette tilbud om at gøre forretninger i Zambia, selv på de mest fjerne, utænkelige steder siger de, nærmest som om de ville forføre én:
- Oh yes, do business with me, madam.

Problemet er at den ene afrikaner ikke vil den anden det godt. Hvis en afrikaner har ni biler, vil han hellere købe bil nummer ti end at give gartneren lønforhøjelse. Han undertrykker sine brødre og holder dem i en skruestik.
Det er den korte version af Zambias problem som det udlægges af en bankassistent i Kitwe. Han skal alligevel udfylde de første 14 bilag før jeg kan få udbetalt nogle penge, så hvorfor ikke benytte lejligheden til at lære hinanden at kende.
Privatiseringen af de kobberminer som jeg lige har været nede at se, er efter hans mening ikke nogen god idé. Ikke engang amerikanerne ville slippen kontrollen med en så vital del af deres økonomi.
- Her i banken, forklarer han, følger jeg hele tiden prisen på kobber, og det gør mig meget, meget urolig. Jeg klarer mig fint. Jeg har en universitetsuddannelse i økonomi og arbejder som bankassistent. Men 90 pct. af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Hvad angår privatiseringerne i Zambia, er det ikke kun kobberminerne der står for skud. Chiluba har allerede privatiseret over 200 selskaber, og flere af dem er blevet tømt for værdier og lukket.
Inden jeg gik i banken, var jeg nede i en af de kobberminer en by som Kitwe er opstået omkring. Minerne har længe været et problem for Zambia, for det er år siden de har givet overskud, og alligevel har man ikke kunne få sig selv til at sælge dem.
Men nu er man faktisk tvunget til det, for flere donorlande har annonceret, at der bliver lukket for kassen hvis ikke minerne bliver solgt. De står i øjeblikket og dræner statskassen for omkring en million dollar. Om dagen. Men forhandlingerne er da også i fuld sving, og det ser ud som om de snart bliver lukket med Anglo American som køber. Det vil betyde en 3-400 nye, hvide familier til Chingolo og 6-700 nye, hvide familier til Kitwe.
- Så kan vi endelig få spillet noget ordentligt kricket, som en englænder betror mig. Det bliver en tilbagevenden til koloniale tider hvor bossen var hvid og alle minearbejderne sorte. Men det er faktisk en udvikling som selv minearbejdernes velnærede formand støtter, erfarer jeg senere.

Nu skal jeg foreløbig ned i minen, og jeg udstyres med hjelm og et par gummistøvler der er tre numre for små. Det er først da jeg står stuvet ind i en elevator med 20 minearbejdere og det lys fra overfladen som forsvinder, at jeg bliver en smule urolig. Men man skal nu være dygtig for at få klaustrofobi her, for her er masser af plads.
Formiddagsholdet er i gang med at bore huller til de eksplosiver der ankommer ved 12-tiden. Vi er omkring en kilometer nede, og hvis vi havde arbejdstilsynet med, ville vi alle sammen blive anholdt på stedet. Og det er endda den pæne del af minen vi befinder os i, i gangene længere nede foregår alt manuelt, med skovle og trillebøre. Hele systemet af gange er temmelig stort.
Her er varmt. Når minearbejdere altid sveder på billeder, er det ikke nødvendigvis fordi de bestiller noget, for der er temmelig varmt i en mine, og jo længere ned, jo varmere. Ved de tre boringer vi skal se, arbejdes der faktisk ikke. Udstyret er så gammelt og slidt at det hele tiden bryder sammen.
Pludselig spørger jeg hvordan minearbejderne egentlig får frokost, og min guide slår en skraldlatter op. Frokost! De vil da hellere sulte end at spilde tid på den slags! Hver minearbejder forsørger i gennemsnit 10 mennesker, og sommetider arbejder han 10-12 timer uden mad.

På årets sidste dag skal jeg mødes med en repræsentant for minearbejdernes fagforening. Da jeg ankommer, er hele fagforeningen tilsyneladende lukket, hverken Mr. Mwamba eller hans sekretær er der. Men kontorerne er åbne og på en eller andet måde lykkes det mig at lave så meget larm, at der pludselig dukker en mand op og spørger hvem jeg er. Han viser sig at være selve formanden og så er der ingen smalle steder. Efter et par opringninger får han samlet de få mennesker der er på arbejde, og nu skal jeg bare spørge løs. Hjælpsomheden er stor. Et enkelt spørgsmål om minearbejdernes boligforhold afføder en tre timer lang rundvisning i minearbejderkvartererne.
Det kommer som en stor overraskelse for mig, at minearbejderne har støttet privatiseringen hele vejen igennem. For det vil sandsynligvis betyde fyringer, og det vil under alle omstændigheder betyde at det er slut med den zambianisering, man lancerede efter uafhængigheden.
- Men hvad gik der egentlig galt med den zambianisering, spørger jeg formanden. Nu har der jo først og fremmest været det problem at man ikke har haft penge nok til at investere i minerne, så al teknikken er langsomt blevet slidt ned.
Desuden har der været det problem, at de kvikke hoveder flygtede til andre stillinger i andre lande, simpelthen fordi de var bedre betalt. Alligevel er det ikke hele forklaringen. Men nærmere kommer vi ikke med minearbejdernes formand, som siger at fagforeningen har set det som sin opgave at beskytte mineindustrien, så ikke den blev kørt helt i sænk.
- A bird in the hand is better than two in the bush, forklarer han, og han synes naturligvis at det er bedre at nogle få tusinde bliver fyret, end at hele industrien må dreje nøglen om.
I en underafdeling af fagforeningen møder jeg senere samme dag de samme holdninger. Det er nærmest som om man glæder sig til, at de hvide kommer tilbage, og hver gang jeg taler om fyringer, taler de andre om rationalisering. Det er den omvendte verden.

Vi kører ud og ser hvordan minearbejderne bor, og de bor godt. Traditionelt er minearbejdernes fagforening den stærkeste i landet, og minearbejderne får stillet huse til rådighed af mineselskabet. Men mad kniber det med, for der har ikke været nogen lønforhøjelser i tre år, og priserne er eksploderet.
I stedet for at tale med disse fagforeningsmænd vil jeg gerne tale med nogen af konerne og høre, hvordan de får det hele til at hænge sammen. Straks bliver jeg ført over til en af konerne, og hun fortæller at det faktisk kniber ganske meget med fødevarerne, det er ikke hver dag, børnene får mad. I regntiden kan man dyrke noget i haven, men i den tørre tid kniber det virkelig.
En efter en bliver fnisende kvinder sendt ned ad havegangen til mig, og fagforeningsmanden råber til mig: Nu kan du spørge hvordan minearbejderne egentlig har det! Ude på gaden har mændene samlet sig. Vi går ind i huset og sætter os. Det er både et pænt hus og pæne møbler.
- Men vi kan jo ikke spise møblerne, som en af konerne siger.

Katrine Marie Guldager er forfatter og boede i Zambia som barn. Siden har hun været der flere gange, senest ved årsskiftet. Udgivelser (bl.a.): Digtsamlingen Styrt og her i efteråret romanen Det grønne øje, hvis mange små historier blandt andet foregår i Afrika.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her