Kronik

Kosova - et selvstændigt land

Debat
8. februar 1999

Lørdag begyndte Paris-forhandlingerne om fred i Kosova, som albanerne kalder området. Men hvordan skal freden kunne holde?

Har Kosovo i det hele taget ret til at kræve selvstændighed, eller hører området folkeretligt og politisk til under Serbien, Jugoslavien - eller noget helt tredje?
Et uafhængigt Kosova, gerne så hurtigt som muligt, vil løse krisen, antydes det kraftigt i en aktuel rapport fra International Crisis Group (ICG) med titlen Intermediate Sovereignty as a Basis for Resolving the Kosovo Crisis. Rapporten, der er udarbejdet af ni amerikanske og tyske advokater og juridiske professorer, alle specialister i folkeret, behandler først og fremmest de juridiske, folkeretlige aspekter, men også en del af de politiske spørgsmål.
I resuméet skriver ICG, at "midlertidig selvstændighed i et tidsrum af fem år for Kosova vil udløse en række virkninger, hvorefter Kosovos befolkning vil få lov til at udøve selvstændige rettigheder, samtidig med at der opretholdes en forbindelse til den selv-udråbte Forbundsrepu-blik Jugoslavien og en bekenden sig til en respekt for de grundlæggende folkeretsprincipper. Efter denne tid skal Kosovo have ret til at afholde en internationalt overvåget folkeafstemning inden for Kosovo, for dermed at kunne søge international anerkendelse."
"I denne interim-periode skulle Kosovo have ret til at udøve fuldstændig lovgivende, udøvende og retlig kontrol over deres interne anliggender m.h.t. økonomisk udvikling, intern sikkerhed, uddannelse, skat, udnyttelse og udvikling af naturressourcer, transport, sundhedsvæsen, medier og nyhedsudsendelser, kulturel udvikling og beskyttelse af minoritetsrettigheder. Kosovas befolkning skulle efterhånden også have ret til at styre deres egne internationale forhold og udnævne internationale repræsentanter".
En ordentlig mundfuld, der nok burde kunne få hårene til at rejse sig på hovederne af både de serbiske ledere, og på de meget albaner-venlige vestlige ledere, heriblandt vor egen Niels Helveg Petersen: Nu går ICG vidst da for vidt på kosovo-albanernes vegne! Det vil aldrig kunne komme til at gå, fordi serberne vil modsætte sig med alt - og det er ikke lidt - de har. Og er det i hele taget folkeretligt korrekt?

Situationen er i dag den, at vestligt militær, der nærmest står parat ved grænsen, ikke griber ind over for de serbiske overgreb på civilbefolkningen. Ca. en tredjedel af landsbyhusene er brændt ned eller bort-sprængt. Genopbygningen kan ikke begyndes, før de serbiske styrker og Kosovas Befrielseshær UCK er fjernet fra området. Uden genopbygning vender de fordrevne ikke tilbage, og Serbien vil kunne fortsætte den serbiske indvandring.
Man kan, som folk i området flittigt har gjort det (se også Karsten Fledelius' artikel i Information den 5. februar), diskutere hvem der har mest historisk krav på området, albanere eller serbere. Tager man derimod udgangspunkt i den nuværende etniske fordeling, viser alle undersøgelser, at 80 procent af Kosovas befolkning siden begyndelsen af århundredet har haft etnisk albansk tilhørsforhold. - Undersøgelser vel at mærke foretaget af kilder, der hverken kan knyttes til albanere eller serbere.
På denne baggrund fremlægger ICG-rapporten da forslaget: "Midlertidigt selvstyre som grundlag for at løse Kosovo-krisen". Umiddelbart kunne det se ud som om, ICG følger i Kosovas Befrielseshærs, UCK's, fodspor. Det er dog ikke tilfældet.
International Crisis Group foreslår netop ikke øjeblikkelig selvstændighed, men "midlertidigt selvstyre". Derved menes, at Kosova skal have en periode på 3-5 års selvstyre med bånd til den stærkt reducerede selvudråbte Forbundsrepublik Jugoslavien, hvorunder Kosova skulle bekende sig til folkerettens grundlæggende principper.
Det Kosova, der her er tale om, følger de grænser, som ifølge den jugoslaviske forfatning fra 1974, gjorde Kosova til en autonom provins i Den Socialistiske Forbundsrepublik Jugoslavien - inden for republikken Serbien.
ICG foreslår, at Kosovas befolkning i selvstyreperioden skal have fuld lovgivende, udøvende og retlig kontrol over deres interne forhold - sikkerhed, uddannelse, skatteforhold, udnyttelse og forarbejdning af deres naturressourcer, transportsystem, sundhedsvæsen, nyhedsmedier, kulturelle forhold og beskyttelse af minoritetsrettigheder.
I denne periode skulle Kosovas befolkning i stigende grad have mulighed for at styre deres egne internationale relationer og udnævne internationale repræsentanter.
Det må understreges, at Kosovas nye regering ikke må falde i den grøft at tage hævn over de serbere, der bor - og vil vedblive at bo - i Kosova, hvoraf mange indtil for nylig levede et normalt og fornuftigt liv med deres albanske naboer. Der må en international kontrol af disse forhold.
Kosova må naturligvis respektere de internationale grænser, herunder i høj grad grænsen til Albanien og afstå fra enhver sammenlægning med Albanien og for den sags skyld med dele af Makedonien, hvor der også bor mange albanere. ICG foreslår, at det ny Kosova får repræsentation i Forbundsrepublikken Jugoslaviens ledelse, så meget som selvstyret kræver.
Kosovas selvstyre skulle overvåges af internationale observatører fra OSCE og EU og fra NGO'er. De skulle også påse, at alle jugoslaviske og serbiske militære og paramilitære tropper og politi, og andre udefra kommende styrker trækkes tilbage inden for seks måneder.
Efter de 3-5 års forløb skal Kosova kunne blive anerkendt som stat af Det Internationale Samfund. Anerkendelsen vil dermed følge de almindelige regler, som også Danmark normalt anvender, nemlig en fungerende regering, der kan og vil udskrive skatter hos en befolkning, der lever på et veldefineret territorium, en regering som også har styrken til at opretholde internationale forbindelser og til at forpligte sig til at overholde menneskerettighederne også over for den serbiske minoritet.

For at en etnisk befolkningsgruppe som Kosova-albanerne kan gøre krav på selvstyre, må de dog efter folkerettens nyeste praksis bevise, at de er blevet nægtet retten til demokratisk selvstyre og til fundamentale menneskerettigheder og at de har kontrollen over et veldefineret og velafgrænset landområde efter det folkerettens princip "uti possedetis" (som man har rådighed over).
Det er ikke svært for Kosova-albanerne. Selvom de bor på et velafgrænset område og har afklaret deres etniske tilhørsforhold, har den serbiske regering systematisk nægtet dem retten til i fællesskab at have et selvstyre - se også dagens Apropos.
I den forbindelse skal det i øvrigt nævnes, at noget lignende ikke er tilfældet for serberne i Bosnien-Hercegovina. For det første boede serberne - med få undtagelser - spredt imellem andre etniske grupper. Den nuværende situation i Bosnien, med serberne som den klart dominerende etnisk gruppe i Republika Srpska, har ikke ændret på dette forhold. De bosniske serbere er ikke blevet nægtet ret til udøvelse af deres politiske rettigheder på demokratisk vis, og de besad ikke en intern republik med et velaf-grænset område.
Disse forudsætninger for anerkendelse af nye stater blev anvendt ved anerkendelsen af republikkerne Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Makedonien. Man lagde i det øvrige Europa især vægt på, at de administrative grænser fra det tidligere Jugoslavien skulle overholdes.
I kølvandet på stalinismens sammenbrud i Østeuropa, der også forårsagede vældige politiske bølger i det ikke-stalinistiske, daværende Jugoslavien, lagde Det Internationale Samfund vægt på, at befolkningerne i de nævnte tidligere jugoslaviske delrepublikker ikke kunne få lov til at være demokratisk selvbestemmende på deres eget område. Den serbiske regering brugte sin kontrol over Den Jugoslaviske Nationale Hær til at forsøge at undertrykke delrepublikkernes ønsker om demokratisk selvstyre ved at lade hæren angribe i 'ulydige' delrepublikker.
Ganske vist var Kosova/ Kosovo ingen delrepublik i det gamle Jugoslavien, men Kosovas etniske identitet blev anerkendt i det nye Jugoslaviens forfatning efter krigen i 1949, og i den sidste forfatning i 1974. Selvom albanerne efter serbere og kroater udgjorde den tredjestørste etniske gruppe (tre millioner mennesker) i det daværende Jugoslavien, fik Kosovo ikke titel af delrepublik. Men dets grænser blev anerkendt som historisk korrekte og kunne ifølge forfatningen ikke æn-dres uden en godkendelse af Kosovos parlament.
Kosovo var en integreret del af den Jugoslaviske Føderation og var ligesom repu-blikkerne selvstændig ansvarlig for implimentering og overholdelse af den jugoslaviske forfatning og ratificering af internationale aftaler og udformning af Jugoslaviens udenrigspolitik. Kosovo var også som delrepublikkerne repræsenteret i Den Jugoslaviske Føderations institu-
tioner som Forbundsparlamentet, Præsidentrådet, Forbundsdomstolen og Forbundsforfatningsdomstolen.
Ligesom de øvrige delrepublikker havde Kosovo 'republikrettigheder' som egen forfatning, parlament, domstole og kunne oprette egen bank indenfor de føderale rammer. Borgerne i de to selvstyrende provinser (Kosovo og Vojvodina) havde ret til beskyttelse af deres sprog, kultur og nationale minoritets rettigheder ligesom for delrepublikkernes borgere.
I 80'erne, da undertrykkelsen begyndte, holdt den albanske befolkning i Kosovo en folkeafstemning med 87 pct. vælgerdeltagelse. Af dem stemte 99 pct. for dannelse af en selvstændig stat.
Lad os derfor på god demokratisk vis følge befolkningens udtrykte ønske og arbejde for selvstændighed for Kosovo, en selvstændighed, der giver befolkningen ret til selv at afgøre sin politiske skæbne og til at blive fri for undertrykkelse af de mest fundamentale politiske og menneskelige rettigheder. Og lad os give landet det albanske navn Kosova for fremtiden.

Kilder:
*International Crisis Group, Balkan Report # 46, 09 November 1998: Intermediate Sovereignty as a Basis for Resoving the Kosovo Crisis
*Noel Malcolm: Kosovo - A Short History, Macmillan 1998.

Ole Richter er cand.jur., generalsekretær for Lad Bosnien Leve og medlem af Kosova Komiteen.

Apropos - At være albaner i Serbien

Den serbiske regering har ikke tilladt albanerne i Kosova at nyde rettigheder som borgere i Serbien. Albanerne, hvis andel af Kosova-områdets befolkning anslås til 90 pct., nægtes 'at udtrykke sig demokratisk'. I strid med Jugoslaviens forfatning fik Kosova-albanerne for et par år siden lukket deres parlament, deres albansk-sprogede universitet og skoler. Serbisk politi eksekverede serbisk lov og orden i Kosovas byer og landområder.
Området er nærmest blevet betragtet som en koloni eller udmark, hvortil man efter behag kunne sende serbere, der skulle vinde nyt land, senest i forbindelse med kroaternes fordrivelse af Kraina-serberne, som i visse tilfælde er blevet lokket/ tvunget til at rejse til Kosova for med vå-ben i hånd at forsvare 'serbernes historiske ret til området'.
Milosevic' forsøg på at 'succedere' det tidligere Jugoslavien gennem konstruktionen Forbundsrepublikken Jugoslavien er ikke historisk eller folkeretligt velbegrundet.
Folkeretligt er det meget tvivlsomt, om serberne kan forsvare deres påståede ret til Kosova. I henhold til almindelige anerkendte folkeretlige principper har alle selvdefinerede folkegrupper, som har en genkendelig identitet og som befinder sig på et af-grænset territorium, ret til i fællesskab at bestemme deres politiske skæbne på en demokratisk måde, og til at være foruden systematisk forfølgelse.
Hvis en sådan gruppe nægtes ret til demokratisk selvbestemmelse og får deres menneskerettigheder undertrykt, accepterer folkeretten, at gruppen ikke forbliver på sit oprindelige afgrænsede område.
Men det må være klart, at befolkningsgruppen af 'moderstaten' nægtes at organisere sig og andre demokratiske rettigheder.
Det er jo netop tilfældet i Kosova.

Ole Richter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her