Kronik

Kunsten i det offentlige rum

20. februar 1999

Gavner det mon Kunsten at opstille en moderne skulptur på vejen til posthuset?

I 1953 vedtog man loven om Statens Kunstfond, der formelt har gjort det lovligt for staten at støtte billedkunsten økonomisk.
En af støtteordningerne er, at man bruger kunstnernes arbejder som dekoration på gader, torve og i offentlige bygninger. Herved bliver udsmykning af det offentlige rum altså formelt billedkunstens bord. Historisk set er ideen en gammel vane. En stenstøtte til erindring om noget eller nogen, som vi af en eller anden grund fremhæver, er samtidig en praktisk måde at adskille én plads fra en anden.
Kunst til offentlige rum er en af billedkunstnernes få, gedigne indkomstkilder. Ingen kunstner med forstanden i behold siger derfor nej til et tilbud om at lave en udsmykning - næsten lige meget, hvordan pladsen ser ud.
Men i de senere år er vi begyndt at se klare tegn på, at udsmykningen i praksis ikke er helt i trit med samfundet i øvrigt. En afstand, som ikke mindst blev understreget af den langtrukne kamp mellem kunstinstitutionen og borgerne i Århus, i anledning af Hein Heinsens forslag til en stor offentlig skulptur.

Et moderne offentligt rum er et neutralt territorium i byrummet. Det tilhører ikke den enkelte, og det, vi placerer dér, forventes være noget, vi alle er enige om at give en særlig fremskudt position.
Men loven om Statens Kunstfond fra 1953 går i en lidt anden retning. Den tager afsæt i troen på, at samfundet har godt af, at give plads til den helt subjektive kunst. Loven bestemmer også at kunstnerens udsagn obligatorisk skal produceres med evigheden for øje - altså fordi vi skal have tid til at vænne os til det.
Loven sikrer dog samtidig at de borgere bliver hørt, som skal modtage kunstværket. Derfor må Staten ikke betale alle omkostninger for et kunstværk. Der skal være en betalende modtager, som også kan nægte at godkende et forslag til en udsmykning. Allerede her anes en kløft mellem kunstner og borger. En kløft som Statens Kunstfonds Udsmykningudvalg forventes at bygge bro over ved pædagogik og overtalelser.
Der er flere forskellige forståelser af, hvad offentlig kunst egentlig skal være. Lovteksten spejler for sin del opfattelsen af, at dét staten betaler for, er et begrænset indgreb, der skal pynte - efter princippet med en blomstervase på bordet. Alene betegnelsen "udsmykning" rummer en direkte henvisning til dekoration. Også bygherrerne ser "udsmykninger" som noget, der skal fungere som fyld af et til formålet passende tomrum. Men helst et tomrum som man udpeger efter at omgivelserne er færdigtegnet - eller endda færdigbygget. Ved at holde tilskuddene på et relativt beskedent niveau viser Statens Kunstfond på sin side, at man opfatter loven som en form for kunststøtte, administreret således at man får flere kunstnere i arbejde.
Spændte relationer mellem de involverede parter fører til kompromisløsninger og kunstnerne får kun sjældent råderum til at udarbejde helhedsløsninger. Man kommer oftest ind for sent. Man har kun råd til at producere enkelte elementer, osv.
Måske er det ikke så underligt, at mange udsmykninger får karakter af et fremmedlegeme på pladsen. Uden økonomi eller vilje til en helhedsløsning opstår, for eksempel, en paradoksal situation for den moderne skulptur, som kun sjældent følger en gammeldags monumental tradition. Den står direkte på belægningen, 'forestiller' kun sig selv, og hvordan den er bygget. Den vil heller ikke minde os om noget andet end sin poetisk abstrakte dimension. Hvis en sådan skulptur ikke er ordentligt 'bagt ind i' det rum, den står i, opleves den som dét, den ikke vil være - nemlig som et klassisk monument.
Frihedens port ved Friheden Station i København af Møller/ Brøgger/ Heinsen, er efter min mening et eksempel på denne problematik. Det, vi faktisk ser, er en tonstung granitklump balancerende på en meget stor, kvadratisk port i rå beton. Som dernæst er placeret midt på en cirkel af græs, en sokkel.
Monumental størrelse, der afkodes i en monumental logik, - men skulpturen peger kun på sig selv som et hyperkondensat af en lang, frugtbar tankekæde om skulptur, om stedløshed og skala. Spændende for den som får en forklaring, men lidet meningsbærende for den, som ikke får det.

Gavner det virkelig billedkunsten, at udsmykning af samfundets fælles arealer partout skal være en billedkunstens ret, men uden billedkunstens vilkår? Er det ikke et problem at hævde både kunstens autonomi og samtidig skulle være enefortolker af vores kulturs fællesgods? Kunne kunst produceret til fællesrummet være brugsorienteret?
Selv hælder jeg til det sidste. Det er ikke mit ærinde her at afvise tanken om billedkunst i det offentlige miljø. Der findes for mange eksempler på gode udsmykninger, som fungerer netop i et brugsperspektiv.
Hvad man fra kunstens institutioner indtil nu har gjort for at overbygge skellet mellem borgerne og kunsten er naturligt nok - at gøre modstand og fastholde kunstens værdi i det lange løb. Ligesom lovteksten tilbyder man den kritiske almenhed en pædagogisk garanti - at kunstens egne institutioner nok skal holde et vågent øje med kunstens udtryk.
Man hævder, at det kun er kunstens egne institutioner, der har evnen at afgøre, hvad der er gyldigt nok til at bruges som dekorativt indslag i bybilledet. Og at det, som borgerne i dag ikke kan godtage som 'tilstrækkeligt fælles' til at stå på den offentlige plads, alligevel nok skal blive det med tiden.
Men dette er en strategi med en indbygget indre spaltning. Dels har vi allerede problemer med at forklare for folk, hvorfor et kunstværk faktisk er godt eller skidt, fordi vores kriterier ikke er aflæselige for andre. Men vi har endnu et problem - hvorfor folk overhovedet skulle lytte til vores faglige sværvægtere - Akademirådet og Statens Kunstfond?
Det naturlige svar på spørgsmålene ville være - fordi de var på pletten. Fordi de kom med løsninger som var klart aflæselige for alle, som suveræne løsninger. Eller, fordi der konkret var noget attraktivt at hente hos dem - anbefalinger, formelle godkendelser eller penge. Men noget tyder på, at de i dag ikke står så højt i kurs.
Dette fører os frem til den største kløft mellem kunsten og det offentlige rum, nemlig at det sidstnævnte langsomt er ved at blive solgt ud.
I takt med kommunernes tiltagende lommesmerter er der dukket hybridformer op for finansiering af helt basale udgifter i en kommune. Kreative krydsbefrugtninger af kommunale og private interesser, der langsomt men sikkert fører til at fællesarealet bliver en Politisk Arena for nogle få, men uhyre pengestærke interesser.
I Københavns kommune, har man således indgået en byttehandel med et reklamefirma, der leverer og vedligeholder læskure til Københavns kommunes busstoppesteder. Til gengæld får det ret til at reklamere i buslæskurene. Men herudover får de ret til at udplacere yderligere ca. 500 oplyste reklamestandere, samt 65 oplyste reklamesøjler på næsten fem meters højde rundt om i byen. Samt, eneret på tyve meters radius omkring alle sine installationer - i femten år. Når de femten år så er gået, ejer kommunen ikke de berømte læskure. Nej, så skal der genforhandles...

Reklamernes faktiske placeringer - der nu skal påvirke byrummet i femten år - afgjorde man ved en mundtlig aftale mellem folk fra kommunen og folk fra reklamefirmaet på tur i byrummet. Især reklamesøjlerne står - ikke overraskende - yderst fremtrædende på lige de steder, hvor vi normalt stiller "det ophøjede, vi alle er fælles om."
Men hvorfor har kunstens tunge institutioner ikke reageret overfor denne åbenlyse indtrængen i det offentlige rum? - Jo, ganske enkelt fordi deres organisationsform ikke i dag tager højde for denne problematik. Enten ligger det uden for deres kompetence, uden for deres ressourcer eller begge dele. Akademirådet rådgiver staten, og dette er en kommunal sag. Statens Kunstfond må kun reagere på henvendelse fra kommunen osv.
Det er en uhyre vigtig opgave for kunsten at fastholde sit ansvar i det offentlige rum. Men jeg sætter spørgsmålstegn ved, at det fortsat skal gøres udelukkende ved, at vi kunstnere hævder retten til at sælge vores kunstværker. Vi har en kompetence, som hellere skal bruges til synligt at øve modstand mod de tendenser til fællesskabets ophør, der reducerer alle overordnede værdier i livet til rent forbrug. Vi bør revidere, hvordan kunsten udnytter det lovrum den allerede nu har erobret. En revurdering af vores tunge institutioners organisationsform kunne frigøre nye muligheder.
Statens Kunstfonds Udsmykningsudvalg og Akademirådets Udvalg for Offentligt rum kunne, intakte, skilles ud fra deres nuværende organisationer. Sammen kunne de danne en lille, selvstændigt opererende organisation med den opgave at våge over det Offentlige Rum - jævnfør tanken om naturfredning.
Et Råd for Offentligt Rum skulle overtage Udsmykningsudvalgets nuværende midler. Rådet skal fordele arbejdsopgaver i offentligt rum til den for hver lejlighed mest egnede faggruppe.
Kunstnerne ville lide et midlertidigt tab af indtægter, men i et længere perspektiv ville Kunsten stå styrket, som en helt naturlig samarbejdspartner i det offentlige rum.

*Kerstin Bergendal er billedkunstner. Kronikken er et koncentrat af en længere artikel i bogen STEDET II, Statens Kunstfond 1999.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu