Kronik

Kustodernes By

27. februar 1999

Ren retro: Stilleveje, tuttenuttede provinsbyer og moderniseret arbejderidyl er tilsyneladende 90'ernes bedste bud på en moderne by

København forandres. Overalt, hvor man bevæger sig hen, løber man ind i byggepladser. Men hvordan ændres den? Giver byggeriet udtryk for vor tid og for hvordan vi ønsker at en by skal se ud? Det gør det, for så vidt som det er en nostalgisk retro-tid vi lever i, men kunne det ikke være anderledes?
Det vil jeg forsøge at undersøge med udgangspunkt i et stykke ny dansk prosa, Efterårsmanden af Sanne Graakjær Petersen (bragt i tidsskriftet Passage nr. 25) - se boksen. Derfor kan der i det følgende være passager, som kan være uegnede for sarte tekstlæsere.
Teksten er et stykke kortprosa, en mobil genre, som man kan tage med sig overalt, også på en tur over avissiden. Jeg bringer den med forfatterens tilladelse i dens fulde længde. Det, jeg især vil hæfte mig ved, er den bevægelse og det blik, der optræder i slutningen. Jeg vil tillade mig at læse teksten som en allegori over 90'ernes byggesituation i København.
Efterårsmanden vil her være et billede på en tendens i byggekulturen, som kan kaldes Det Bekymrede Bliks Boligkultur. Personen, der kommer og overhaler indenom med raske fjed, vil være en allegori på det der kan kaldes Det Raske Fjeds Boligideal. Jeg vil ikke eksemplificere det Raske Fjed, da det er at regne for en utopi, man kun kan stræbe mod. Ideelt set vil det være det byggeri, som udtrykker sin tid og inkarnerer de behov og drømme, en bestemt kultur besidder.

Lad os se på nogle konkrete eksempler på spændingen mellem den glidende bevægelse og det bekymrede blik:
HT-terminalen blev opført på Rådhuspladsen til Kulturbyåret 1996. Straks fra den stod klar var der et ramaskrig over dens udseende, og i september 1997 besluttede Borgerrepræsentationen at den skulle rives ned igen - formentlig ud fra tanken: "Så bygger vi en bygning så ligegyldig at der aldrig kommer noget ramaskrig igen".
Jeg vil selvfølgelig ikke se HT-terminalen som et uproblematisk eksempel på utopien Det Raske Fjed, men den er dog en opført bygning som der er blevet brugt penge på. Nye bygninger på kendte steder vil i kraft af deres nyhed ofte medføre ramaskrig, derfor skulle de folkevalgte gerne være i stand til at beslutte, hvad der skal bygges, når der nu en gang skal bygges, og hvis befolkningen ikke er tilfreds med deres beslutning, må den bare stemme på nye politikere, som næste gang der skal opføres nyt et andet sted kan vise hvad de duer til.
Men på grund af taburetrysten valgte et flertal i Borgerrepræsentationen at stemme for nedrivning af bygningen, hvorfor det samme flertal efter valget stemtes ind igen. Udover tidspres-begrundelsen med at der ikke var tid nok til at prøve terminal-modeller nok før det store Kulturby-bal ("skal jeg tage den her på - eller skal jeg tage den her på?"), brugte mange medlemmer det såkaldte fantasi-underskudsargument; at de ikke kunne forestille sig, hvordan bygningen ville komme til at se ud i virkeligheden ud fra modellen.
Dette argument har logisk en strukturel lighed med deres manglende tiltro til det repræsenta-
tionssystem, deres egen magt er baseret på: Ligesom den lille model ikke ordentligt repræsenterer den færdige bygning, således repræsenterer de folkevalgte repræ-sentanter ikke den befolkning, der har stemt dem ind. Snakken om at lægge nedrivningsbeslutningen ud til folkeafstemning er heldigvis stoppet ved, at en lejeaftale, som giver HT retten til terminalen frem til år 2020, har gjort en eventuel nedrivning betydeligt dyrere - og dermed forhåbentlig urealistisk.
Frygten for at gøre noget upopulært kan i et større perspektiv ses som et eksempel på magt, der ikke vil stå ved at være magt. Men magten er der alligevel, for noget skal besluttes, og det skal gøres af nogen.

I stedet for at bygge nyt kan man vælge at restaurere det gamle, og det er den løsningsmodel, man har valgt i forbindelse med byfornyelsen på Vesterbro. Bydelen har gennemgået en rivende udvikling i byfornyelsens år: Smarte caféer, restauranter, frisører, delikatesse- og modeforretninger dukker op alle vegne, og det ene smukke gamle hus efter det andet dukker frem under vanens og bilosens sorte lag.
Også mange ligegyldige mur-stenshuse dukker dog op, shinet op for millionbeløb, men med de samme smalle trappeopgange, små rum og lave kældre som de havde, da de blev bygget i slutningen af sidste eller i begyndelsen af dette århundrede. For de fleste bygninger er jo bygget på det tidspunkt til fattige arbejderfamilier i det nye brokvarter med das i går-den og koldt vand i hanen. Den fornuftige indstilling, da byfornyelsen blev vedtaget var, at man enten skulle rive lortet ned, eller også gå hele vejen og betale, hvad det måtte koste at bygge om til ordentlige boliger.
Jeg tror ikke, Det Bekymrede Blik kiggede længe efter det Raske Fjed, før det besluttede sig for at skue bagud. Den første løsning ville da også have været en upopulær beslutning, der ville indebære en voldsom magtdemonstration, men der kunne være kommet et spændende nutidigt kvarter og udfordringer til mange arkitekter ud af den.

Et argument for bevarelse af de gamle boliger kan være, at de i modsætning til 60'ernes vulgærmodernisme har rum, som er behagelige at opholde sig i. Men man kunne vel også finde ud af hvilke rum, der passer til vore informationssamfundskroppe og er behagelige at befinde sig i for os?
I disse retro-rammer flytter vi identitetsadrætte børn af informationssamfundet ind og griber tilbage efter en Arbejder-Anstændighed: Tager den blå skjorte på og siger "Hør, du smager da ikke som de andre" til vores piger. Men man dykker ikke ned i den samme rendesten to gange, og det iscenesatte stenbroliv foregår denne gang med fjernvarme, toilet og varmt vand i lejligheden.
Hvor man tidligere har bevaret slottene, borgene og de store købmænds huse, ligger beslutningen om at bevare arbejderkvarteret Vesterbro for eftertiden i ideologisk forlængelse af 70'ernes pædagogiske skift fra de store mænds historie til folkets historie. Spørgsmålet er, hvad man vil bevare for eftertiden: Skal alle historiske lag i byen bevares på lige fod for eftertiden?
Det virker som om, der i Danmark generelt og i København specifikt er en frygt for for alvor at bygge nyt. I fortvivlelse over det nyes åbne land skuer man så tilbage og restaurerer eller efterligner ældre bygninger. Det skal bemærkes, at dette i Københavns tilfælde ikke er enestående for vores periode, men historisk set snarere er reglen. Og hvad ville København være uden de nyklassicistiske bygninger eller efterligningerne af middelalderlige borge og af romanske kirker?
Mens skaberne af disse bygningsværker så sig tilbage efter en ideal-tid at identificere sig med, er der i vor tid snarere tale om, at man ikke tør bygge nyt, men ser det som sin opgave at bevare fortiden. Sammen med byfornyelsen på Vesterbro er de mange tuttenuttede provinsstrøg med mærkeforretninger i kolorerede, restaurerede bygninger tegn på denne forvalter-mentalitet. Museet og byen bytter funktion: Mens museerne forlader deres gamle funktion som listevis forskningsudstilling af genstande fra historiens forskellige lag og bliver til kurator-styrede bud på samtiden, forvandler samfundet sig omvendt til ét stort frilandsmuseum, hvor alle tidligere historiske lag er dokumenterede og fredede.
Men lad ikke Danmark blive til et frilandsmuseum! Lad os til sammenligning et kort øjeblik vende blikket mod Byernes By. I 1850'erne og 1860'ernes Paris udførte præfekten Haussmann under Napoleon den III's styre en gennemgående byfornyelse af Paris. Den gamle krogede middelalderlige bystruktur blev hårdhændet fjernet og erstattet af brede boulevarder med tilhørende hierarkisk laginddelte byhuse med indlagt vand og gas. Boulevarderne skulle dels lede trafikken lettere gennem Paris, dels skabe shopping-områder, dels gøre det lettere for hæren at nedkæmpe eventuelle optøjer.
I dette Paris bevæger det lyriske jeg i Baudelaires digt 'Svanen' fra digtsamlingen Les fleurs du mal (da. overs.: Syndens Blomster / Helvedsblomsterne) sig rundt, ser forandringerne og mindes melankolsk det Paris, der var: "Det gamle Paris er ej mer (en bys form/ ændres hurtigere - ak - end en dødeligs hjerte)" (...) "Paris forandres! Men intet i min melankoli/ er ændret! Nye huse, stilladser, blokke/ forstæder, alt bliver allegori for mig/ og mine kære minder er tungere end klipper" (min prosa-oversættelse). Jeg'et beklager tabet af byen, som den var før og må konstatere, at et menneskeligt hjerte ikke kan følge med i forhold til byudviklingen. I hans melankolske tilstand kommer byens nye elementer til blot at være allegoriske tegn som fremkalder hans minder om byen, som den var. En autoritær byfornyelse har af byplanmæssige grunde ønsket at skabe om ikke fremtidens by, så sin samtids by, hvilket af det enkelte individ opleves som et stort tab, fordi hans hjerte nu engang er knyttet til det, der var, og ikke har så nemt ved at omstille sig.
Hvis vi kombinerer digtet med kortprosa-teksten, er det lyriske jeg i 'Svanen' dermed Efterårs-manden der bliver trukket afsted i sin Jeva-rygsæk af personen med det raske fjed og savner sin gamle adstadige gang.

Men det, som på det tidspunkt bliver opfattet som nyt og uoverskueligt, er det samme Paris, som vi opfatter som den gode gamle 'Byernes By' og som i tv altid præsenteres med nostalgisk vise-sang og harmonikamusik. Dette Paris opleves tilbageskuende af os som smukt - netop fordi det er opført som sin tids visionære blik fremad.
Det, der er smukt at kigge tilbage på, er altså det blik, der kigger fremad og ikke det blik der stirrer bagud, da der i det sidste tilfælde ikke er noget blik at møde, men en nakke. Boulevarderne i Paris, det modernistiske kvarter mellem Hovedbanegården og Vesterport Station i København samt Århus Universitet er smukke bebyggelser, fordi de ville et andet sted hen end hvor de kom fra. Det er dette ønske om at bevæge sig med sine egne bevægelser, som jeg har betegnet Det Raske Fjed, hvorimod jeg modstillede Det Bekymrede Blik.
Der er selvfølgelig mange bygningsværker i disse år der kan ses som udtryk for Det Raske Fjed, men der er en vis tendens til at stoppe op med Det Bekymrede Blik og lade sig nøje med mock-ups af hypotetiske bygninger, med tilbygninger, hvor den oprindelige bygning konserveres under glas så vi ikke går glip af noget, eller med bevarelse af de oprindelige bygninger som kulisser i et frilandsmuseum med temaudstilling om 'Oprindelighed & Autencitet'.
Mens vi sådan fejer blade sammen bruger vi tiden på at opføre krogede farthindringer og oprette stillezoner (ssshh!) på alt hvad vi har af dejlige, lange lige veje, som modernisterne bankede udad i racervogne.
Måske vi burde forlade kustodementaliteten? Det kræver beslutningsdygtighed at skabe nyt byggeri, for byen ændrer sig hurtigere end de dødeliges hjerter. Men hellere bevægelsens melankoli end den forcerede stilstands velbehagelige tryghed.
Derfor har vi visse magtstrukturer i samfundet, som hviler på repræsentativt demokrati, og som gør nogle beslutningsdygtige på andres vegne. De folkevalgte burde, når der bygges nyt, erkende disse magtstrukturer og hellere selv falde end de bygninger, de lader opføre.
Måske vi så kunne skabe bygninger, der udtrykker vores drømme om en fremtid og visioner om det ideelle byliv. Måske det er en utopi. Men om ikke andet er utopien god at sende foruroligede blikke efter.

Anders Toftgaard er stud.mag. i litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

*Den der mand på fortovet gik og sparkede de mange visne blade væk, så han kunne komme forbi. Den strikkede hue var lidt for stor hvorfor skyggen hvilede på brynene, og et øjeblik måtte jeg overveje, om hans ordenssans skyldtes et indskrænket udsyn. Men han så bladene meget nøje, og de måtte væk. Ud i rendestenen, hvorefter en bil snart ville passere det satans blad og atter hvirvle det op på fortovet to meter længere fremme. To meter væk er imidlertid langt væk, og indtil videre var vejen banet. Gudskelov. Lygtepælen skulle også klappes - blidt men bestemt, med ti centimeters mellemrum, bare lige for at sikre at den stod fast, og at den ikke, når han havde passeret den, ville tippe ganske sagte og følge hans lige linie hen ad fortovet for til sidst at ramme ham i nakken. Og måske huen ville blive beskadiget. Han skred frem - langsomt, men sikkert, og inden længe ville han nå til et centrum med alle de mange ulykker, han måtte nå at afværge. Idet jeg overhalede ham indenom, strejfede jeg svagt hans Jeva-rygsæk - han stivnede og sendte mig et foruroliget blik, der fortalte mig om de farer, der ventede mig forude.

Sanne Graakjær Petersen: Efterårsmanden. Tidligere bragt i tidsskriftet Passage nr. 25.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu