Læsetid: 5 min.

Kvinder uden karriere er kulturløse

Debat
16. februar 1999

Tilsyneladende giver kun lønarbejde ægte selvværd

FAMILIESKAB
Det er muligt, at det forholder sig tilsvarende inden for andre fagområder - men det har i hvert fald slået mig, hvor få røster, der markerer sig i den kønspolitiske debat i sen-90'erne. At antallet af mandlige aktører på banen er iøjnespringende lavt, kan ikke undre nogen. Emnet har i diskussionsform bundprioritet i forhold til pinsepakker, pensionsordninger og Palæstina-konflikt. Men hvorfor stikker så relativt få kvinder snuden frem?
Jeg tror, der først og fremmest er to grunde. Den første lyder, at virkeligt ambitiøse kvinder er for kloge til at skade karrieren med bare en vag antydning af fy-ord i retning af kønsdiskriminering og feminisme. Denne gruppe af kvinder, som er veluddannet og velformuleret, og dermed har kvalifikationerne til at profilere sig i debatten, vælger klogt den individuelle opstignings-strategi i det samfundsmæssige hierarki. Den anden grund er, at det store flertal af kvinder kæmper en daglig kamp for at få arbejdsliv og familieliv til at gå op i en højere enhed. Denne gruppe har enten ikke tid og/eller de nødvendige forudsætninger for at være med i front. Det er de kvinder, jeg i mangel af bedre kalder ikke-karriere-kvinderne, og som efter min opfattelse fylder alt for lidt i det kønspolitiske debat-landskab.
Jeg vil derfor tillade mig det utilladelige: Lade hånt om alle nyhedskriterier til fordel for en lille rask historisk eksercits.

Markedets krav til en ændret socialisering af kvinder i nyere tid har betydet, at de erfaringer og den viden og den ekspertise, kvinder igennem historien har været bærere af, enten er gået i glemmebogen eller er blevet marginaliseret, nedvurderet og usynliggjort. Sagt med andre ord: Kvinder, som ikke gør såkaldt karriere, er i stort omfang blevet kulturløse.
Da kvinderne i 1960'erne på grund af markedsøkonomiske kræfter fik mulighed for egen indtjening, skete der en gradvis og snigende usynliggørelse af det reproduktive arbejde i hjemmet. Arbejdet, der består i at passe og opdrage børn, gøre rent, vaske, stryge, tage sig af de gamle, købe ind, lave mad, vaske op, købe tøj og ting til hjemmet, stoppe og reparere, holde juleaften osv. osv.
Rødstrømpebevægelsen var i 70'erne med til at skamme husmoderforeningerne ud ved at insistere på, at husmorjobbet var blevet overflødiggjort af alskens husholdnings-maskiner, nye teknologier og færdigmad. Jobbet kunne klares med venstre hånd i baglommen, og kvinder skulle realisere sig selv på arbejdsmarkedet og ikke i hjemmet. I konkurrence med mændene om positioner.
Men man glemte at tage misteltenen i ed.
Børn slår stadig hul på bukserne, og der kan ikke bare hele tiden købes nyt. Fast food smager sjældent så godt, som fødevarer, der er friske og ordentligt tilberedt. Men tilberedningen tager tid. Engangsbleer er fine, men skal stadigvæk skiftes. Og nullermændene lever i bedste velgående. Værst af alt: Mændene var og er i en del tilfælde tilsyneladende ikke indstillet på at gå ind og tage halvdelen af ansvaret for, at familien kunne/kan hænge sammen. Med skilsmisser til følge.

Kulturløsheden - og dermed identitetstabet - for mange kvinder, der ikke er i karriere-jobs, udspringer af, at områder som rengøring, børnepasning, madlavning, håndarbejde, omsorg for gamle og syge i realiteten ikke bliver værdsat af samfundet. Dokumentationen ligger i arbejdets placering på bundpladsen for så vidt angår status og penge. Arbejdets værdi annulleres, og efterlader ikke-karriere-kvinder i et tomrum. Der er grænser for, hvor meget prestige og identitet, der er at hente i være kassedame i Netto eller rengørings-assistent eller sekretær med rutineprægede opgaver.
Der eksisterer fortsat en kvindekultur i form af en kvindepraksis, der ikke er identisk med mænds. Man kan så se, at det i nogle tilfælde er en kvindekultur, som udfolder sig på markedets præmisser, nærmest i form af et forsvar. Når kvinderne på et typisk kvindeområde som f.eks. sygeplejerskerne udtaler, hvordan de går ind og dækker for hinanden i arbejdstiden, ses solidariteten ikke som en styrke, der bliver talt højt om. Samarbejde har ikke samme prestige og status som konkurrenceevne.

Men er den traditionelle kvindekultur så helt forsvundet i dag? Nej, men næsten. Man kan få færten af reminiscenserne af den ved at kaste sig over de ugeblade, der har kvinder som klart defineret målgruppe: Alt for Damerne, Femina, FamilieJournalen og Søndag er gode eksempler. Der aftegner sig et klart mønster i emnevalg inden for et velkendt kvinderegister: Mad og madlavning, syning, strikning, broderi, børn og børnepasning, hjemmets indretning og vedligeholdelse, krops- og skønhedspleje, slankekure, mode, hvordan få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen?
Hvad angår områder som madlavning, tøj, hjemmets indretning og vedligeholdelse samt børnepasning, er der tale om arbejdsområder, som ikke bliver respekteret på lige fod med det mest banale lønarbejde. Den påstand henter først og fremmest argumentationskraft i, at inden for hjemmets fire vægge er arbejdet ulønnet, uden for hjemmet er tilsvarende arbejde lavtlønnet kvindearbejde.
I et samfund, hvor indtjeningens størrelse afgør betydningen af et stykke arbejde, er det indlysende, at kvinders arbejdsområder ikke bliver regnet for lige så vigtige som mænds. Det er finere at designe broer end at passe børn. Det er mere samfundsnyttigt at være datalog end at gøre rent. Og at interessere sig for korsstingsbroderi, servietfoldning og madlavning à la Kirsten Hüttemeier er nærmest udtryk for ubegavethed og manglende bevidsthed om livets rette værdier.

Men når den traditionelle kvindekultur i sin nuværende damebladsform kun i begrænset omfang kan tilbyde identitet til kvinderne, hvad kan så? Hvad er blevet sat i stedet?
Er der blevet sat andet end et arbejdsmarked, hvor kvinderne mestendels indtager de ikke-prestige-fyldte jobs og i forlængelse heraf: mandekulturen? For hvis der er noget, vi kvinder har skullet være igennem de sidste 25 år, så er det lige med mændene.
Der er grund til at understrege, at der ikke er nogen skurke og heltinder i denne historie. Kvinderne har selv været med til at smide barnet - kvindekulturen - ud med badevandet ved at latterliggøre bærerne af de gammeldaws dyder: Husmoderforeningerne og de kvinder, der blev hjemme og passede deres børn.
Sagen er bare i dag den beklagelige, at kvindekulturen og mandekulturen ikke står som to ligeværdige modstykker til hinanden. Hvilket har som konsekvens, at kan kvinder ikke finde identitet på arbejdsmarkedet og i mandekulturen, så har vi ikke umiddelbart andre steder at gå hen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her