Læsetid: 2 min.

Læserdebat

15. februar 1999

Dårlig research i anmeldelse

5. feb. - Ofte skimmer vi kun anmeldelserne i Information, som ser ud til at være vældig seriøse og københavnske. Det er o.k., men anmeldelsen af Corner udstilllingen den 30. - 31. fik brynene til at rynke.
Den bar præg af, at anmelderen Gertrud Købke Sutton ikke havde læst på lektien. Anders Åbergs miniaturesamfund irriterede tydeligt anmelderen, som betragtede dem som slidte og gammeldags. De negativt ladede ord - "besat" og "outsider" må reflektere, at anmelderen ikke har set hans udstillinger i Arlanda lufthavn, på tunnelbanen i Stockholm eller Skoghögskolan i Umeå.
Desværre er minisamfundene en utrolig god gengivelse af de vejrbidte huse i Norrland. Det minisamfund, som er opbygget i Höga Kusten, som korrekt stavet hedder Mannaminne, afspejler ikke blot Norrlands kultur med sit fiskeri- og indvandrermuseum. Der viser også Åberg som en ildsjæl, en stockholmer, der med stor entusiasme og flid har skabt en særpræget blanding af museum og kunstnercafe/restaurant med skiftende udstillinger. Det er tænkt som en slags levende kulturcentrum med udstillinger, koncerter og god mad i et område, der er så tyndt befolket at Vest-lolland virker tætbefolket. Faktisk er Höga Kusten vel nok den populæreste kunstnerenklave nord for Stockholm pga. det meget smukke landskab og lyset.
De fleste bygninger på Mannaminne - og der kommer hele tiden nye til - er bygninger, der har været truet af nedrivning, og som Åberg har pillet ned og genopbygget her. Kystmuseet med gamle både og redskaber og landbrugsmuseet med værktøj. Kun Åbergs fantasi og pengepung afgør, hvad der bliver det næste.

Carl-Otto Ottosen & Eva Rosenqvist
Skæretvej 3
5856 Ryslinge

Alle der sørger er velkomne

7. FEB. - Tak til Camilla Elg for den stærke, personlige og meget ærlige refleksion 27.1.99 over sorgen efter en abort - og mindelunden i Vedersø. Det er sjældent at møde så fordomsfrit og ærligt et ønske om at bringe forståelse ind i en forkrampet og ofte hadefuld debat.
Camilla Elg spørger: Hvad nu, hvis det var rigtigt at få abort, men at man alligevel sørger over det barn, man gik glip af? Er man så velkommen i mindelunden i Vedersø?
Mindelunden er også en protest imod den fri abort. Ikke på grund af juraen, men på grund af de holdninger, der ligger bag. Folkementaliteten hylder den fri seksualmoral, men er helst fri for dens afkom. Abortloven efterlader kvinden ensom med valget mellem to dårlige løsninger, for ingen tilbyder den gode løsning. Fri abort er samfundets billige aflad for at svigte sit ansvar.
Mindet om de dræbte ufødte er desperat nødvendig i en selvtilfreds nation, før sidste erindring om Paradis forsvinder. Derfor er enhver, der mindes og sørger over sit barn, velkommen i mindelunden i Vedersø uanset, hvordan man på samfundets præmisser har lært at leve med sit tab.

Kerstin Hoffmann, læge og landssekrtetær i foreningen Retten til Liv
Stubbevej 9B, Østby
4050 Skibby

Flere stjerner til Salo

5. FEB. - Skyldes det bornerthed eller angst for egen indre svinehund, at foreløbig to af Informations filmanmeldere ikke kan tildele Pasolinis Salo mesterværkstitlen for sin kunstneriske (teknisk og billedmæssigt) værdi og gyldige og sørgeligt aktuelle upåtagede nærmest dokumentariske beskrivelse af menneskelig fornedrelse og magtmenneskers perverse liderlighed?
At filmen kan føles kvalmende er vel kun et tegn på menneskelighed. I al beskedenhed, sikke noget lort.

Mikkel Schou,
Møllegade 36,
2200 København N

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu