Læsetid: 4 min.

Læserdebat

Debat
19. februar 1999

Gå en tur i bibliotekshaven

11. FEB. - Midt i landets bankende hjerte, hvor folketing, højesteret, ministerier og børs sørger for at Danmark fungerer ligger den smukke bibliotekshave med sit springvand, sine ænder, statuer og træer som et lille kongerige af fred og fordragelighed. Kongen over riget er Søren Kierkegaard der med vanlig dansk beskedenhed er blevet gemt af vejen herinde. Siddende på sin sokkel med fjerpen og papir nedskriver han de tanker der senere har gjort ham berømt på hele jordkloden, og os andre stolte af at være hans landsmænd. Denne humanist er beviset på at fordybelse, ånd og store tanker er uendeligt meget vigtigere end nomineret studietid og økonomistyringssystemer.
Det er mit håb, at Mogens Lykketoft og Margrethe Vestager snart vil tage hinanden i hånden og gå ned i bibliotekshaven for at mindes Søren Kierkegaard og fatte, at Danmark aldrig bliver 'foregangsland' eller rigt at spare på uddannelserne.
Det er desværre blevet de studerendes forbandede pligt at sørge for, at dette lands vigtigste råvare, nemlig os selv og den viden vi under latterlige arbejdsmæssige og økonomiske vilkår tilegner os på landets universiteter, ikke tabes på gulvet i regeringens forsøg på at lave vores uddannelse om til en metervare.
En metervare der tælles i pris og produktionstid per færdigproduceret enhed. Jo hurtigere, jo mere ensrettede og jo billigere jo bedre. Regeringen er vist ene om ikke at have fattet, at Danmark ikke kan konkurrere i den fagre nye verden på pris men derimod på kvalitet og viden.

Jens Ole Bach Hansen
c/o Brændstrup
Vennemindevej 2, 1.tv
2100 København Ø

Smid kæresten ud og tjen 600 kr

11. FEB. - "Smid din kæreste ud og få godt 600 kr. skattefri pr. mdr. Den besked fik jeg, da jeg søgte om boligstøtte til vores lejlighed i boligforeningen. Første måned var vi berettiget til støtte. Jeg får SU, min kæreste tjente 4.000 på småjobs, men anden måned gik det galt. Min kæreste kom til at få et fuldtidsarbejde med 14.000 brutto pr. måned. Så forsvandt støtten - nu boede jeg med en rig kæreste, så ikke mere støtte. Problemet er bare, at vi ikke har fællesøkonomi. Vi er et af de mange par, der er midt i tyverne og bor sammen, mens vi håber, at det er os to for livet. Vi kigger forelsket på hinanden, men at slå økonomien sammen bare fordi vi har boet sammen en måned - det er alligevel lidt for drastisk.
For øjeblikket fungerer støtteordningen således, at det er beboerne i lejlighedens samlede indkomst, der bestemmer, om man får boligstøtte eller ej. Har du en lejer (en kæreste), eller bor du i et bofællesskab, og en af dine samboer pludselig er så uforskammet at tjene for meget, kan det spolere støtteordningen for dig selv, og de andre fattigrøve i lejligheden. At den rige sambo skulle betale til fattiglemmerne er næppe tænkeligt. Det er fint, at vi har en boligstøtteorning, men hvorfor bedømmer ordningen folk ud fra en forestilling om fællesøkonomi - når de nu ikke har det?"

Kåre Rysgaard Møller
Rydevænget 3, 3th
8210 Århus V

Venstres kulturkamp

12. FEB. - Medieordføreren fra Venstre, Jens Rohde, skylder os at forklare mere forståeligt, hvad alternativet til monopolbruddet med Danmarks Radio skal være. Tilsyneladende forestiller han sig, at det lyksalige nybrud må være en privat og reklamefinansieret organisation, der døgnet rundt kan sprøjte sin mentale forurening ud i hovederne på os. Det er bedrøveligt og meget pauvert, at det gamle højskoleparti åbenbart fuldstændig har givet sig hen til den skære populisme. Folket skal have brød og især skuespil - og så lidt indflydelse som muligt. Det er hvad, der er synligt som budskab i den nyliberale bølge.
Jeg kunne godt forestille mig et ønskværdigt monopolbrud. Danmarks Radio har siden Erhard Jakobsens kampagner mod de røde lejesvende været så stækket, at institutionen ikke potent har kunnet forholde sig kritisk og dybdeborende til noget som helst. Vi har bl.a. på det seneste ikke fået ordentlige oplysninger om, hvad det egentlig er Venstre og Anders Fogh Rasmussen vil med os, hvis partiet og han skulle gå hen og vinde et valg om to-tre år. Hvad kan vi vente os?
Hvis der skulle iværksættes et alternativ til ronkedoren på Rosenørns Alle - ville jeg da foreslå, at de unge i de nye journalist- og medieuddannelser på universiteterne, konservatorieuddannelserne, læreruddannelserne osv. fik en lejlighed til at afprøve mediernes muligheder for at vække til eftertænksomhed, engagement, oplysning.

Hans Henning Nielsen
Sct.Clemens Vej 28,
9990 Skagen

Hyklerisk accent

13. FEB. - I Informations leder den 13. februar om "Monicas eftermæle" afslører burch intet mindre end en lingvistisk sensation: De republikanske anklageres hykleri "blev understreget af en tyk sydstatsaccent."
Kunne lederskribenten ikke uddybe denne interessante iagttagelse?

Allan Hilton Andersen
Westend 7
1661 København V

Svar: Godt set, der skulle selvfølgelig have stået "suppleret af." burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her