Læsetid: 4 min.

Leif Davidsens knækkede film

6. februar 1999

Reportere skal grave historierne fri, ikke dække dem til af misforstået hensyn til rettens gang

SIGNATURLIGT
EN LÆSER i Politiken er blevet chokeret over at læse en bog af Ole Lange. Den oplevelse er vi mange, der deler, men O.B. Thomsen i Charlottenlund har ved selvgranskning fundet ud af hvorfor:
Før en rejse til Thailand læste han Den Hvide Elefant af hin Lange. Heri fandt læser Thomsen skildringer af etatsråd H.N. Andersens fiflerier med ØK's regnskaber for hundrede år siden. Bestyrelsens formand, bankdirektør Isak Glückstadt kendte til falsknerierne, og de andre medlemmer blamerede sig "ved i årevis at underskrive og fremlægge falske regnskaber, samtidig med at de på dette grundlag rejste kapital hos den intetanende investerende offentlighed. Fy for en skandale omkring forrige århundredeskifte", udbryder Thomsen.
Jeg forstår vor læser, men hvor er det godt, at affæren endelig kom frem. Salig Poul Hammerich sagde, at en historiker er en journalist, der er stået for sent op, men her har historikeren Ole Lange virkelig overhalet journalisten af samme navn.
Ryd forsiden, venner: Glückstadt Kendte Sandheden!

NUVEL. Bedre sent end aldrig. Det er værre, når journalister slet ikke kommer ud af fjerene.
Det så man med de nordiske (fjer, förstås) og nu med de falske underskrifter, der flakker hvileløst rundt på lånetilsagn for milliardbeløb fra pensionskundernes sparebøsser.
Før bomben sprang, lod pressen sig fodre med hånden af en jovial århusiansk spra-debasse. Kameraerne spandt som en sofakat, når den trinde gambler lokkede society-gæster i teater eller klippede snore over til sine castles in Spain. Med tiden skabtes myten om en finansiel tumling, der kunne rejse en koncern på karisma og lommeuld og få en salærsyg parfumesælger i gyngen. Lidt af en oser, med andre ord.
Men det skal ikke lokke reportere på afveje, mener den afdankende TV-A journalist Leif Davidsen. På vej ud af sine danske drømme stødte han i DR-2 på Mister Deadline, der med kammerat Esmanns stemme spurgte, hvad han i givet fald ville stille op med en historie som PFA-sagen.
Ingenting, lød svaret. De sigtede er jo ikke dømt endnu.
Næh, lige så lidt som Pinochet. Eller Clinton, eller Radovan Karadzic eller H.N. Andersen, for eksempel. Måske bliver de det aldrig, og så er der altså ingen historie?

HER KNÆKKER filmen for Hammerichs lærling. Han er faret vild mellem journalistens pligt til at give offentligheden besked og princippet om ikke at kende nogen skyldige, før de er dømt.
Davidsen mumlede noget om 'Plejebo', men det er en falsk parallel. I sagen fra Vesterbro gik ukritiske pressehylere i selvsving over en sigtelse, der aldrig holdt. Uden at lade sig distrahere af utidig research halsede skamløse blodhunde ud på en klapjagt, der fremstillede en ukendt plejehjemsassistent som et monster af en massemorder. Politiet og pressen tog grueligt fejl og kan nu skændes om skammen.
Moralen i dén historie er ikke, at medierne skal nære sig, til dommen er faldet. Det er pløresnak, der i sin konsekvens vil erstatte reporteren med en kanariefugl.
I så fald havde tamilsagen været uberørt af mediehånd til den 22. juni 1995, da Niels Pontoppidan afsagde Rigsrettens dom, hvilket i sig selv viser logikkens fallit:
Uden de nævenyttige medier var tamilsagen aldrig kommet til doms.
Moralen er derimod, at journalister ikke skal være håndlangere for andet end Sandheden.
Amen.

DET DISKUTABLE er sjældent, om journalisterne dækker en sag, men hvordan. Alligevel er der tilfælde, hvor fortielser kan volde større fortræd end fordrejelser.
Bemeldte Ole Lange og jeg interviewede engang entreprenøren Kay Wilhelmsen til Dette Distingverede Blad, efter at han (Wilhelmsen, ikke Lange!) på dramatisk vis var blevet sigtet og sat i isolation i Vestre Fængsel. På den kendte landsretssagfører Kristian Mogensens anmeldelse sendte politiet i Hillerød 16 betjente ud for at hasteanholde den målløse entreprenør.
Kay Wilhelmsen var faktisk glad for endelig at få lov til at komme til orde med sin version. Indtil da havde han kun set sine modstanderes sigtelser (der viste sig vildt overdrevne) stå uanfægtet i medierne.
Retssikkerheden trues ikke af reportere, der kan deres metier og har talent for at opsnuse en brand, før der kommer ild.
Det tør jeg godt skrive under på!

PFA-HISTORIEN med de visionære naturer og flyvske signaturer er ingen undtagelse.
Stillet over for et Gefion-springvand af tvivlsomme transaktioner må reporterne naturligvis trække i røjserne - som TV-A's Pengemagasinet så udmærket har gjort det.
Alene den litterære symbolik burde næsten sætte reporterne på sporet. Gefion var den nordiske gudinde, der forvandlede sine fire sønner til okser, så de på én dag kunne pløje et hul i jorden, der i Sverige blev til Mäleren, i Danmark til Sjælland og i Villajoyosa til en dansk-spansk drøm om en sorgløs ferieby med 5.430 nye lejligheder, heraf 700 rejst af fire hvide elefanter trukket af danske plovmænd med forfalskede underskrifter.
Skulle det ikke være grund nok til, at danske reportere får spaden frem og begynder at grave?
Om de også får skovlen under en eller anden flovmand - ja, det er en helt anden historie, som de gerne kan overlade til dommeren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu