Læsetid: 6 min.

Ny lyd på tapetet

17. februar 1999

I gamle dage var identitet noget man fik ved at være sig selv - nu køber radioprogrammerne den i form af smart 'lyddesign'

RADIO
"God aften og tak fordi jeg må komme ind i Deres stue." Med denne indledning til en tv-optræden demonstrerede politikeren Viggo Starcke engang i 1950'erne en medieopfattelse så langt som tænkes kan fra den, der hersker hos nutidens professionelle i radio og tv. De kunne ikke drømme om at sætte sig i gæstens rolle. Tværtimod - det er os seere og lyttere, der er gæster hos dem!
Når jeg åbner for klassisk morgenmusik på P1 er det ikke usædvanligt, at udsendelseslederen præsenterer sig som "din studievært." Før jeg har fået søvnen ud af øjnene, endsige er blevet klædt anstændigt på, er jeg gjort til gæst i mit eget hjem.
I samme ånd er overskriften i januarudgaven af P1-bladet Emil til kanalchef Finn Slumstrups præsentation af nye tiltag i P1: "Velkommen til P1 99". Personligt ved jeg snart ikke om jeg med Starcke skal svare: "Tak fordi jeg må komme ind i P1 99", eller snarere: "Undskyld, jeg er vist gået forkert". Det, kanalchefen præsenterer, - og måden - er nemlig ikke lige det, der kan overbevise mig om, at han taler om den radio, jeg gerne vil høre.

Vision om vision
'Visionen' bag P1 formulerer Slumstrup således: "P1 skal virkeliggøre visionen om, at det nytter at skabe folkeligt forpligtet radio og multimedie for at styrke borgernes handleevne i et demokratisk samfund." En vision om at virkeliggøre en vision om at det nytter... Kan man kalde det vision i anden potens? Slumstrup er meget glad for ordet vision: "Vort såkaldte lyddesign er blevet fornyet ud fra en helhedsvision". Den forkærlighed for allitteration som også mærkes i disse citater tager ind imellem magten på bekostning af det sproglige indhold: "P1 skal skærpe kanalens kendte kvaliteter". Nemlig! Det går ikke an at de kendte kvaliteter går hen og bliver sløve.
Mellem disse luftige målformuleringer dukker pludselig en anderledes nøgtern og konkret op: "P1 skal tiltrække nye lyttergrupper". Og det er nok snarere dem end en gammel lytter som mig, den håbefulde velkomst er rettet til. Slumstrup synes selv, en halv million lyttere om dagen er imponerende. Det synes jeg egentlig også; det er da vist et tegn på, at P1 ikke er så ringe endda. Alligevel vil Slumstrup gerne gøre det bedre, hvilket er prisværdigt. At gøre noget godt og forsøge at gøre det bedre - kan man tænke sig nogen mere positiv beskrivelse af menneskelig stræben?
Men læs lige igen hvad det er, Slumstrup vil forbedre. Ikke programmerne, men lyttertallet! Umiddelbart en mærkelig ting at bekymre sig om for en kanal med en prestige som P1's, med public service status, og med et så imponerende lyttertal allerede. Men der er jo det med de 'yngre lyttere' som man er bange for at man ikke har tag i. P1 har "ambition om at skabe tilbud til yngre lyttere." Det skulle bare mangle. På den anden side er det en farlig og indsnævrende tankegang at lave radio med blikket stift rettet mod bestemte aldersgrupper.
P1-ledelsen er tilsyneladende skræmt af, at P1 for flertallet af danskere ikke længere står som radiokanalen; - den position holdes nu helt sikkert af P3. Derfor har den sendt sine medieforskere ud for at spørge disse danskere, som ikke hører P1, hvad de nok tror måske ville kunne få dem til at gøre det.
Man ser det for sig. Medieforsker: "Hører du P1?" Yngre lytter: "Nej." Medieforsker: "Hvad tror du kunne få dig til det?" Yngre lytter: "Ikke noget. Jo, at det var som P3..."
Spørgsmålet er så, om man tror på den. P1-ledelsen og dens medieforskere gør tilsyneladende - det gør jeg ikke. Jo, hvis P1 virkelig blev lavet om til P3. Men det er absurd at tro at man kan narre nogen til at høre på P1 ved at 'låne' formelementer fra P3.

Sats på det formelle
Alligevel er det karakteristisk nok netop hvad man satser på: det formelle. F.eks. dette 'lyddesign' som får en selvstændig introduktion ved siden af kanalchefens artikel. "Fuzzy har lavet indpakningen" lyder overskriften, som dermed overraskende ligefremt får sagt at det er udenværkerne, der er på dagsordenen. Idéen om et nyt lyddesign skyldes "...ønsket om at tydeliggøre P1's kendte kvaliteter på den ene side og samtidig virke mere tidssvarende." Sådan en gang management-sprogligt vand ud af ørerne kan man jo få til at betyde hvad som helst - det er det, der er meningen med det. Hvad det faktisk kom til at betyde, har man nu kunnet bedømme i nogle uger: Fuzzy har 'designet' nogle lydtapeter som speakerne kan tale hen over.
At tale hen over musik eller lyde er en tvangstanke hos radiofolk, som tilsyneladende ikke tror på det talte ord - heller ikke i 'ordkanalen' P1. Jeg kan forsikre at min irritation over fænomenet deles - i større eller mindre grad - af de fleste jeg har spurgt (jeg påstår naturligvis ikke at jeg har lavet en repræsentativ lytterundersøgelse). Én gik dog varmt ind for det. Han laver selv radio. Og han ville sikkert sige, at disse signaler aldeles ikke er irrelevante.
For det er jo hvad dette lyddesign-cirkus koger ned til. Afsendelse af signaler. Og det som skal signaleres er identitet. I gamle, præ-postmoderne dage var identitet noget, man fik ved at være sig selv - alt for kedeligt og besværligt når man kan signalere sig til det! Og den idé er skam ikke ny! Jeg tror nok, det var Orientering, som var først med en kending der kører i uendelig sløjfe mens indholdsoversigten bliver læst op, og som tilsyneladende skal signalere at det er Orientering, vi lytter til og at det er oversigten, der bliver læst op. (Det er aldrig gået op for mig, hvorfor de tror, lytterne ikke udmærket ved begge dele).

Bøvet jingle
Men denne idé om signalering af identitet er blevet grebet som en åbenbaring af det ene magasinprogram efter det andet: Kulturnyt, Harddisken (et specielt uheldigt eksempel, fordi det faktisk her er en ret iørefaldende melodi, man har valgt at forstyrre talen med i de ofte meget lange oversigter) - og de nye magasinprogrammer som er kommet til i 'P1 99' er naturligvis udstyret med hver sin karakteristiske, gnækkende lydsløjfe.
Det nye er at kanalen selv nu også skal have sit identitetssignal, så det under f.eks. programoversigterne hele tidensignaleres, at man lytter til P1.
Det fremgår ikke om Fuzzys indsats begrænser sig til tapeterne, eller om han også har andel i en ualmindeligt bøvet jingle: "P1" udtalt af en smørdyb mandestemme lige ud af en Bounty-reklame. Den må tage kegler hos kvindelige lyttere af modnere årgange når den sendes som optakt til morgenandagten!
Som sagt tror jeg ikke, den slags gøgl trækker nye lyttere til. Folk der foretrækker P3 kan godt kende forskel på den ægte vare og en efterligning. Derimod kan man måske have held til at jage nogle af de gamle lyttere væk. For mit eget vedkommende tror jeg nok, at jeg oftere end tidligere drejer over på andre kanaler når skaberiet bliver for anstrengende. Men med fødselsår 1947 kan jeg jo heller ikke kaldes en yngre lytter - så det er nok ikke så væsentligt om jeg føler mig hjemme eller hjemløs i "P1 99".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu