Kronik

O, at være et dyr

13. februar 1999

Forfatteren Peter Seeberg, der døde for nylig, beskrev meningsløshedens problem. Måske er hans mærkelige dyrefabler hans bud på at løse det

Hos forfatteren Peter Seeberg får man tilsyneladende ingen hjælp til at tackle livets grundlæggende mangel på mening. Se bare på temaerne i nogle af hans særprægede historier: En eftersøgning af en person, der ikke eksisterer; en mand der finder livets mening i at trille med et hjul; et hold arbejdsmænd der i fællesskab graver et hul uden at vide hvor, hvorfor og hvordan.
- Alt peger på, at livet er meningsløst, og at det eneste, mennesket kan gøre, er at tage meningsløsheden på sig og elske den.
Dog opstår der i Seebergs sene forfatterskab faktisk en lille åbning. Nemlig i dyrefablerne.
Karakteristisk nok er naturen og dyrene fraværende i første del af Seebergs forfatterskab, fra debutromanen Bipersonerne (1956) til novellesamlingen Eftersøgningen (1962). Historierne foregår i byer, og naturen forekommer kun i form af enkelte eksotiske indslag. Først i romanen Hyrder (1970), der indleder anden del af forfatterskabet, træder dyrene for første gang ind på scenen.
Det sker, da hovedpersonen Leo Gray drømmer, at han bliver til et får. Baggrunden for drømmen er, at Leo Gray har været udsat for et biluheld og er kommet på hospitalet. Han er blevet lam og har ingen kontakt med omverdenen. Læseren får imidlertid indblik i Leos drømme, og en af dem går ud på, at han bliver til en vædder.
Vædderen står for en ureflekteret, umiddelbar eksistens, hvor det afgørende er, at kroppen findes i rummet nu. Selvom læseren får indblik i vædderens tanker, er dens eksistens ikke forankret i intellektet, men i kroppen:
"Næst efter solen var han den der fyldte mest i verden. Det mærkede han hele vejen omkring sig. Om natten, hvor solen ikke var der, var det ham. Han var større end månen, og stjernerne var blot lys på andre fjerne får, på andre fjerne himmelbjerge. Det vidste han." (Hyrder, 1970, s. 104)
Vædderen er blevet væk fra fåreflokken, men det bekymrer den ikke - den accepterer sin skæbne:
"Dagen lukkede fuglene ud om morgenen og kaldte dem hjem om aftenen. Det var kun fårene der lå midt i dag og nat og var sig selv og ikke havde behov for noget. De kunne komme op ad bjergsiden, hvis de ville. De kunne finde ham om de ville. Han blev, hvor han var." (s. 105)

Fåredrømmen kan ses som porten til Seebergs dyresymbolik. Fåret står for en umiddelbar eksistens forankret i kroppen, og som de fleste andre dyr i forfatterskabet elsker fåret sin skæbne (amor fati). Amor fati betyder 'kærlighed til skæbnen': Man skal elske det, der ikke kan være anderledes - de betingelser, man lever under.
Amor fati-begrebet har Seeberg hentet hos Friedrich Nietzsche, der i sin bog Ecce Homo skriver følgende:
"Min formel for storheden ved et menneske er amor fati (...): at man ikke vil have noget anderledes, ikke fremover, ikke bagud, ikke i al evighed. Ikke blot tåle det nødvendige, endnu mindre fortie det - al idealisme er forløjethed over for det nødvendige -, men elske det..." (Ecce Homo, 1994, s. 53)
Nietzsche mente, at det, mennesket anser for uomstødelige sandheder, i virkeligheden er illusioner. Løsningen på dette problem er ikke at fortvivle over livets meningsløshed, men derimod at elske illusionerne og meningsløsheden som menneskelige grundvilkår. Seeberg er enig i dette synspunkt, og i 1946 udgav han Visdom, der er en samling Nietzsche-aforismer. I forordet skriver Seeberg:
"'Amor fati' (...) er den nietz-scheske Aands skønneste Hændelse (...) I denne Følelse forklares alt, af denne Følelse forsones alt. (...) Han nærer intet Fjendskab i denne Følelse, han har intet Nej til nogen Ting. (...) 'Amor fati' er Nietzsches Velsignelse af Livet." (Visdom, 1946, s. 9)
Med dyrefablerne udvikler sig en højere grad af enfoldighed i Seebergs amor fati-begreb: Fra Hyrder og frem er amor fati-skikkelserne ikke mennesker, men dyr. På den måde sættes amor fati-begrebet i forbindelse med en lav bevidsthed og en umiddelbar eksistens.
Biografi af en snegl fra novellesamlingen Om fjorten dage (1981) er et godt eksempel. Fablen beskriver en snegls liv fra den forlader sin moder i maj til den forskanser sig mod vinteren i sit sneglehus i oktober. Man følger sneglen på dens vej over skvalderkålen, gennem jordbærrækkerne, op i moreltræet, tværs over jernbaneskinnerne, op i vinløvet og endelig op på den gule teglmur, hvor den vil overvintre eller dø.
Sneglens liv er i bund og grund meningsløst og styret af illusioner, men som det instinktbundne dyr, den er, kan den ikke reflektere over det. Den accepterer alt, hvad den bliver budt, og derfor bliver det meningsløse positivt. I sneglefiguren ligger en accept af det meningsløse og illusionerne som et grundvilkår: Sneglen er en amor fati-skikkelse, den elsker sin skæbne - for den kan ikke andet.

Seeberg vender op og ned på vores vante forestillinger ved at vurdere sneglens liv positivt - skønt sneglen hører til de dyr, vi vurderer allerlavest, netop på grund af dens begrænsninger. Og således kan mennesket finde sig selv i sneglen: For det første skal læseren indse, at han som sneglen lever i illusionernes verden, og at livet er meningsløst. For det andet skal han lære, at man kan leve et godt liv under de vilkår, hvis man forholder sig æstetisk til illusionerne, nyder meningsløsheden og elsker nødvendigheden, som sneglen gør det. Også sneglens lave bevidsthed er forbilledlig: Man skal ikke tænke så meget over tingene, men bare lade sig drive med strømmen.
Dette budskab går igen i mange af Seebergs fabler - senest i Øren-tvist og Nok en gang reddet (om et par rødspætter) begge fra Halvdelen af natten (1997). Både ørentvisten og rødspætterne har den skæbne, at de let bliver fanget og er i fare for at miste livet. Det bliver de nødt til at acceptere, ellers kan de ikke leve. Deres bevidsthed er begrænset til en viden om deres konkrete situation. Ifølge Seeberg gælder den konstante dødstrussel også for mennesket, der må acceptere døden som et grundvilkår i stedet for at frygte den.
Én fabel i forfatterskabet skiller sig dog ud, nemlig Hunden der elskede agurker fra novellesamlingen Rejsen til Ribe (1990). Historien handler om en gravhund, der trofast udfylder sin rolle som jagthund og mor, men også tænker store tanker, når den ligger i sin kurv: "Og den tænkte og tænkte, også på Einstein og Niels Bohr og deres problemer og også som Ein-stein og Niels Bohr havde gjort det, ja måske endda lidt videre. Også i tænkning var den firbenet."
Men hunden kommer i fuldstændig ekstase og dens refleksioner når uanede højder, da den for første gang smager agurker. Derfor stikker den af til et agurkegartneri, og da sæsonen er slut, løber den hele vejen ned gennem Europa, først til Holland og senere til Spanien hvor den finder sit paradis: Masser af agurker året rundt på friland og i drivhus. Efterhånden bliver hunden helt grøn i skindet, og da den dør, forsvinder den ligesom en agurk.
Også hunden er i begyndelsen en amor fati-skikkelse, som efter bedste evne udfylder gravhunderollen: "Hunden slikkede hr. Madsen på hånden og omkring håndleddet, som det nu var skik og brug for en gravhund. Sådan værgede den sin indre frihed."
Men da hunden får agurk, er det slut med amor fati-tilstanden. For første gang i sit liv ønsker den, at noget skal være anderledes, og den kan ikke acceptere et liv uden agurker - som ellers er gravhundes skæbne!
Derfor er netop Hunden der elskede agurker en meget usædvanlig Seeberg-historie. Hunden finder sit paradis, sin mening med livet.
Hunden der elskede agurker handler om at opnå det uopnåelige. Og det er i historien at blive til ét med det, man stræber efter - her en agurk: "den havde nået sit mål i enestående grad: Den var ikke blot grønskindet udvendig, dens indre var hvidt og fuldt af gyldne kerner. Og da den døde, forsvandt den fuldstændig og aldeles, som en agurk forsvinder."
Identiteten mellem ydre og indre er et tegn på personlig harmoni, som man sjældent finder hos Seeberg. Hunden bliver også, hvad den spiser. I Seeberg-sammenhæng er dette ikke et banalt slogan, men en filosofisk tanke inspireret af Nietzsche, som var meget optaget af ernæringsspørgsmålet.

Allerede Seebergs universitetsspeciale Nietzsche i Genua, november 1880 - april 1881 indeholder en dokumentarisk gennemgang af Nietzsches hverdag i Genua, hvor Seeberg især gør rede for, hvad Nietzsche spiste... At ernæringen er tæt forbundet med erkendelsen stemmer fint overens med hundens beskrivelse af agurken: "Det var som den levendegjorte tænkning. Tanke i skiveform."
Pludselig kan den sætte sig ud over gravhundelivet: "Vidunderlige evner strålede udaf dens genetiske kode, uforløst af million-årenes nøjsomme hundevane."
Teksten viser, hvordan det kan gå, hvis man faktisk finder meningen med tilværelsen. Historien er med andre ord atypisk for Seeberg, dens filosofiske indhold er nærmest stik modsat det øvrige forfatterskab. Faktisk som et eksperiment, en art modhistorie til Seebergs øvrige historier.
I øvrigt står dyrefortællingerne altid sidst i novellesamlingerne. Mens bøgernes første tekster formulerer meningsløshedens problem, illustrerer dyrefablerne en mulig måde at tackle det på. De er om ikke løsningen, så i hvert fald et bud...

Christina Holgård Sørensen læser dansk og retorik ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu