Kronik

Ofre for velfærd

Debat
24. februar 1999

Forståelsen af vores egen sårbarhed er etikkens grundvilkår. Men det gør os ikke til ofre

Vi tager alle for givet, at det må være samfundets opgave at bekæmpe menneskets lidelse og sårbarhed ved at hjælpe syge og svage grupper. I denne forstand viderefører velfærdsstatens etik kristendommens barmhjertighedsidealer og oplysningstidens humanisme.
Netop begrebet sårbarhed angiver det mest universelle ved menneskets livsvilkår: At vi alle er endelige og dødelige, og samtidig vækker erkendelsen af, at noget er sårbart, en moralsk appel om hensyn og omsorg.
Et europæisk forskningsprojekt ved Center for Etik og Ret, 1995-1998, har netop behandlet en række centrale spørgsmål om etik: Hvilken etik skal være fælles for Europa? Findes der fælles etiske principper i et multikulturelt samfund? Er der noget etisk begreb, der kan gælde for alle mennesker på trods af helt forskellige opfattelser af religion og moral?
Bl.a. undersøgte vi begreber som selvbestemmelse, værdighed og integritet - men det var nærmest umuligt at opnå enighed i forståelsen af disse klassiske etiske begreber. Derimod henviser de fleste mennesker interessant nok umiddelbart til sårbarhedsforestillingen, når de taler om moral. Sårbarheden som udtryk for skrøbeligheden ved menneskets identitet, det, der sætter grænser for vores værdighed.

Den provokerende amerikanske bioetiker Daniel Callahan kritiserer imidlertid kampen for at overvinde menneskets sår-barhed. Han mener, at moderniteten er præget af "sårbarhedsbekæmpelsens agenda". Med andre ord: Vi tror, at det i princippet er muligt at overvinde alle former for menneskelig sårbarhed. Det er et udbredt dogme, at civilisationen vil kunne eliminere menneskets lidelse. I velfærdsstaten bekæmper man derfor optimistisk biologiske, psykologiske og sociale trusler for at skabe et lykkeligt og perfekt samfund.
Problemet er, at vi i kampen mod sårbarheden er indfanget af utopien om "en sund sjæl i en sund krop". Det betyder, at lægevidenskaben er med til at skabe større sårbarhed, f.eks. når den afdækker genetiske dispositioner for fremtidige sygdomme. Så findes det sunde menneske ikke længere. Livet bliver "en dødelig sygdom, der overføres seksuelt". Vi er alle potentielt syge, og de lægevidenskabelige muligheder for delvist at kurere forskellige sygdomme har i realiteten ført til, at flere mennesker lever et længere liv med et dårligere helbred.
Alligevel intensiverer sundhedsvidenskaben kampen mod sårbarhed, f.eks. ved genetisk diagnostik eller fostervandsprøver. Til gengæld truer dette med at indsnævre normalitetsbegrebet, hvorved mange grupper i samfundet bliver mere og mere sårbare. Sygdom er ikke et objektivt vilkår, men afhænger af, hvorledes mennesket definerer sig i forhold til sine omgivelser.
Hvis normalitet er en social konstruktion, er spørgsmålet, om vi kan tvinge de ikke normale til at leve op til normen. Handicap-organisationer i USA har paradoksalt nok hævdet, at det skarpe skel mellem de syge og de raske betyder, at 'handicappede liv' opfattes som mindre værdifulde end andre liv. Nogle døve forældre ønsker derfor, at deres børn skal være døve. De vil ikke diskrimineres og mener, at døvheden som sådan har en værdi. De mener ikke, at de er syge, men at deres liv er ganske 'gode liv', sålænge de ikke bliver diskrimineret af de øvrige borgere i samfundet. Og dog er kampen mod handicappets sårbarhed for os alle så indlysende, at 'de raske' vanskeligt kan se disse menneskers indvendinger som andet end gruppe-egoisme.
Paradokserne i vores 'naturlige' kamp for at eliminere lidelse og sårbarhed viser sig også i brugen af anti-depressive piller og lægemidler imod psykiske lidelser. De såkaldte lykkepiller anvendes til at hjælpe folk til at overkomme sorg og bekymring og undgå psykologisk sårbarhed. De eksistentielle lidelser og depressioner gøres her til en sygdom.
Når en rask person 'i virkeligheden' er et sygt menneske, der endnu ikke er blevet ordentlig undersøgt, skaber det udvidede sygdomsbegreb endnu mere sårbarhed, der burde bekæmpes. Medikaliseringen af sårbarheden bliver således total.

Når velfærdsstaten bekæmper den menneskelige sårbarhed, har det en utilsigtet bivirkning. Nemlig, at det meste af samfundet gøres til ofre - victimiseres.
Et umyndiggørende omsorgssystem udnævner de sårbare grupper: Arbejdsløse, enlige mødre, indvandrere, psykisk syge, incestofre, alkolikere, medicinmisbrugere... Det betyder, at disse grupper medvirker til deres egen offergørelse og hævder, at deres handlinger er bestemt af deres egen sårbarhed.
I sin bog Offerets århundrede (1998) hævder historikeren Henrik Jensen, at victimiseringen er blevet så udbredt, at folk benytter offerrollen som en overlevelses-strategi og som grundlag for personlig identitet. I dag er størstedelen af den danske befolkning blevet gjort til ofre. En bevidstløs sårbarhedsbekæmpelse kan således medvirke til de såkaldte empowerment strategies, hvor individet identificerer sig selv som et sårbart offer, der udsættes for statens uretfærdighed. Dette bliver ekstra absurd, når inderliggørelsen af offerrollen bliver så perfekt, at sexualforbrydere eller voldsmænd begynder at retfærdiggøre deres egne handlinger med henvisning til, at de er blevet offer for socialsystemet, eller at de har haft en dårlig barndom.
Offergørelsen gør sig navnlig gældende på det sociale område. Velfærdsstaten medvirker faktisk til at skabe større sårbarhed ved hele tiden at gøre individet til offer. Dette sker ved ophævelsen af samfundets traditionelle bånd i en individualiseret omsorgskultur, hvor vi alle er ensomme og isolerede ofre, der bliver mere og mere neurotiske.
I denne narcissistiske virkelighed dyrkes individet som omsorgsobjekt, løsrevet fra personligt ansvar og eksistentielle forpligtelser. At behandlersamfundet bortforklarer menneskets motiver ud fra dets psykologiske, sociale omstændigheder, understreger blot denne offergørelse.
Paradoksalt nok har velfærdsstatens victimisering af individet som genstand for omsorg faktisk bidraget til større sårbarhed og marginalisering af borgeren.

Alt dette viser, at en mere gennemtænkt forståelse af sårbarhed som etisk grundbegreb er nødvendig. Spørgsmålet er, om sårbarhed kan være meningsfuld uden at blive defineret som en sygdom.
Er det muligt at tænke sårbarhed, uden at blive indfanget af velfærdsstatens strategier for at gøre borgerne til ofre - victimisere dem? Findes der en sårbarhed, der er berigende for vores liv, og således hverken skal sygeliggøres eller elimineres, men i stedet bør bevares og værnes om?
Problemet er, om sårbarhed har en værdi i sig selv på trods af det teknologiske fremskridt. Det er ikke sikkert, at vi for enhver pris skal eliminere lidelse og sårbarhed fra vores liv. Man kan forestille sig, at et samfund af mennesker uden skrøbelighed og sårbarhed ville være umuligt at leve i. Og hvordan undgår etikken at blive en ny offergørelse af mennesket som ude af stand til at tage vare på sig selv?

Her hævder den franske filosof Emmanuel Lévinas, at det ikke er menneskets aktive engagement i verden, men derimod dets sårbare modtagen af verden, der er det grundlæggende for eksistensen. For ham kendetegnes menneskets humanitet af, at det er skrøbeligt og sårbart. Min evne til at handle moralsk opstår således på grundlag af erfaringen af min egen sårbarhed, i kraft af min kropslige væren i verden i rum og tid.
Hvis individet ikke var sårbart, ville det ikke være i stand til at forstå det andet menneskets sårbarhed som grundlag for den etiske fordring. Således er det individets erfaring af sin egen endelighed og sårbarhed, der gør engagementet for det andet menneske til etikkens fordring. Der er tale om eksistentiel forståelse af sårbarheden, der anerkender endelighed og skrøbelighed som en vigtig del af menneskelivet.
Nogen vil hævde, at denne filosofi udtrykker den ultimative victimisering, fordi sårbarheden ikke længere er psykologisk og social, men derimod et eksistentielt grundvilkår. Alligevel kan man ikke komme uden om, at det er vores åbenhed overfor det sårbare i os selv, der giver os mulighed for at forstå, at vi må beskytte det sårbare i den sociale og kulturelle verden.
Selvom det måske er tidstypisk, er det et stort fremskridt, når deltagerne i det allerede nævnte europæiske forskningsprojekt blev enige om følgende interessante definition af sårbarhedsprincippet: "Sårbarhed udtrykker to basale idéer
(a) Det udtrykker endeligheden og skrøbeligheden, som hos dem, der er istand til at være autonome, grunder muligheden og nødvendigheden af moralen
(b) Sårbarhed er genstand for et moralsk princip, der kræver omsorg for de sårbare. De sårbare er dem, hvis autonomi, værdighed eller integritet er i stand til at blive truet. Som sådan er alle væsner, der har sårbarhed beskyttet af dette princip. Men princippet kræver ikke kun ikke-indgriben i levende væsners autonomi, værdighed og integritet, men også at de får hjælp til at virkeliggøre deres muligheder. Herfra følger det, at der er positive rettigheder til integritet og autonomi, som begrunder idéerne om solidaritet, ikke-diskrimination og fællesskab".
Etikken bør altså ikke pervertere sårbarhedsbekæmpelsen, så den ender i autonome overlevelsesstrategier. Derimod bør den være klar over, at respekt for personlig selvudfoldelse også bygger på en forståelse for sårbarhedens betydning for menneskets livsvilkår.

*Jacob Dahl Rendtorff er forskningsmedarbejder, Center for Etik og Ret, Københavns Universitet.

Apropos - Sårbarhed og humanitet

Sårbarhedsforestillingen er central i menneskerettighedernes beskyttelse af menneskets humanitet (menneskelighed). Videnskab og teknologi kan bidrage til civilisationens udvikling af menneskeheden, men de kan også føre til degradering af det enkelte menneske.
Dybest set drejer det sig om, hvilken slags mennesker vi ønsker at være. Derfor må etikken bygge på et menneskesyn. Dette bliver ikke mindre aktuelt i det moderne teknokosmos, hvor menneskets mere og mere bliver genstand for teknologiske manipulationer. Her ønsker vi at bekæmpe menneskets sårbarhed og måske skabe mere perfekte mennesker.
I dag kan vi transplantere organer, opbevare befrugtede æg på ubestemt tid, bestemme køn, udseende og intelligens på ufødte fostre, udføre gen-terapi på syge celler og i det hele taget forlænge livet ud over hidtidigt kendte grænser. Om nogle få år vil vi kunne klone mennesker og dyrke organer i laboratoriet.
Mere end nogen sinde er vi altså herrer over vor egen skabning og skabelse, men hvad betyder egentlig menneskets sårbarhed i denne sammenhæng? Hvorledes skal man forstå individets rettigheder og menneskets ret til at være et produkt af tilfældet og en skrøbelig og sårbar syntese mellem person og ting (krop)?

Jacob Dahl Rendtorff

Diskussionen af etiske og retslige principper til beskyttelse af menneskets sårbarhed ved mødet med de nye teknologier er centralt i en ny bog om bioetiske problemer - Bioetik og ret, kroppen mellem person og ting af Jacob Dahl Rendtorff. Bogen er netop udkommet i Gyldendals filosofiserie, København, februar 1999.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her