Kronik

Omskåret på tungen

17. februar 1999

Rødgrød med fløde er én af danskernes måder at skelne mellem os og dem - men behøver de uomskårne at blive holdt helt udenfor?

For et par år siden var jeg lige ved at udstille mit eget omskårne lem for at påvise, at jeg var muslim. Jeg var i Jerusalem og som gode turister besluttede en italiensk ven og jeg at besøge det hellige område Haram-al Sharif. Da vi kom til en af de indgangene til området, blev vi stoppet af en arabisk politibetjent, der ville se vores pas. Han forklarede høfligt, at de kun tillod muslimer og kristne at komme ind i området, fordi de var bange for, at jødiske fundamentalister ville besætte Klippemoskeen.
Både min italienske ven og jeg selv havde ikke passet med, og jeg begyndte derfor at tigge om, at han alligevel ikke kunne lukke os ind. Til dette sagde manden: "Hvordan kan jeg vide, du er muslim og ikke jøde? Kan du recitere Al-Fatiha?"
Al-Fatiha er en af de vigtigste bønner i Islam, men jeg kunne kun huske de første par ord. Han kiggede irriteret på mig og sagde: "Nåh, en muslim, der ikke kan recitere Al-Fatiha. Hvad slags muslim er du egentlig?" Pinligt berørt og efterhånden optaget af situationen satte jeg trumf på: "Hvis du vil se, at jeg er muslim, kan du se efter, om jeg er omskåret." Lidt overrasket over denne udvikling i samtalen sagde han: "Det hjælper jo ikke spor, for jøderne er også omskårne."
Denne historie fra Jerusalem er et eksempel på, hvordan forskellige grupper skaber forskelle mellem sig selv og de andre. I dette tilfælde kunne ingen af os bruge udseendet, fordi jøderne, de mellemøstlige muslimer og italienerne fænotypisk ligner hinanden.
Til at begynde med kunne vores palæstinensiske politibetjent ikke bruge det mest officielle markør, nemlig passet. Han kunne heller ikke bruge omskåret-ikke-omskåret distinktionen, fordi vi både finder denne tradition blandt jøder og muslimer.
Den næste lakmusprøve var, om jeg kunne recitere en vigtig bøn. Her dumpede jeg og blev erklæret som ikke-muslim.

Det er klart, at omskærelsen kan ses som en etnisk-religiøs markør, som noget der skaber forskel mellem grupper. Men hvordan kan vi forklare, at nogle folkeslag praktiserer denne smertefulde tradition?
Kroppen er det mest håndgribelige element af ens identitet, og det gælder både individuelt og gruppemæssigt. Den er den eneste ingrediens, som uden tvivl er biologisk tilegnet i sine vigtigste træk gennem arv fra generne. Alle andre træk ved identiteten er i princippet foranderlige uanset, hvor vigtig en bestanddel af kroppen de er. Man kan skifte navn, sprog, bopæl, historie, erhverv, værdier, nationalitet, normer, men der er grænser for, hvor meget man kan lave om på sin krop.
Fysiske forskelle spiller en stor rolle i udvekslingen og interaktionen mellem grupper. Selvom alle andre forhold kan gøres lige, vil det fysiske udseende imidlertid i sig selv stå tilbage som en barriere i forhold til at opnå højere status og et nyt tilhørsforhold.
Det er netop her omskæringen gør sin entre: Grupper uden fysiske træk, der gør dem anderledes i forhold til de omgivende grupper, skaber bevidst sådanne forskelle. Som eksempler på denne praksis kan man nævne fænomener som omskæring, tatovering, ridsning på huden, piercing eller andre former for forandringer af eller på næsen, ørerne, tungen, læberne m.m. Alle disse bevidste forandringer på kroppen kan bruges som markører af forskelle, således at der er synligt er forskelle og grænser mellem dem, der er med i gruppen og dem, der er uden for gruppen.
Den palæstinensiske vogters forsøg på at tjekke, om jeg virkelig var muslim, minder om en historie fra Biblen: historien om shibbolet. Ordet shibbolet, der oprindeligt betyder aks på hebraisk, blev brugt af gileaditterne som en ordprøve for at de kunne genkende deres fjender, efraimitterne. Efraimitterne kunne nemlig ikke udtale sh-lyden, men udtalte den som si. På denne måde huggede gileaditterne hovedet af 42.000 efraimitter - måske historiens første skriftligt dokumenterede etniske udrensning?
Den bibelske shibbolet har en moderne pendant, den hollandske "Schravenhagen". Den hollandske folklore siger, at hollænderne under anden verdenskrig kunne skelne mellem ægte hollændere og tyske agenter ved at få personen til at sige dette for ikke-hollændere næsten uudtalelige ord.
Den palæstinensiske vogter havde ingen intentioner om at hugge mit hoved af. Tværtimod forsøgte han at undgå at 'miste hovedet' på grund af en flok jødiske ekstremister. Alligevel bruger man i begge tilfælde ordenes udtale til at skelne mellem ven og fjende, mellem dem, som kan volde én skade og dem, der ikke vil. Desuden er mit forsøg på at inddrage omskærelsen også et eksempel på den betydning, som ordet shibbolet efterhånden har fået, nemlig en vane (custom), frase eller sprogbrug, som adskiller medlemmer af en bestemt social klasse, profession osv. fra andre (The Collins English Dictionary). Ifølge Fremmedordbogen betyder shibbolet ordprøve, hvorved en persons sproglige hjemstavn kan bestemmes, altså kendetegn, løsen, feltråb.
Den omtalte franske filosof Derrida i essayet, Shibboleth: For Paul Celan kommer med nogle overvejelser om 'shibbolets tveæggethed', og han placerer omskærelsen og jøden i denne sammenhæng.

For Derrida er shibbolet en simpel diakritisk (dvs. en forskelsgørende og skelnende) forskel, som kan udtale forskellen mellem liv og død, og en identificerende, idiomatisk (idiome: ejendommelighed, særegenhed) markør. Der var intet hemmeligt ved ordet. Efraimitterne vidste udmærket, hvad de skulle sige, og de vidste sågar, hvordan man skulle oversætte ordet - de kunne bare ikke udtale det. Deres tunge var bundet. Det var næsten som noget fysisk, som en markør eller som et sår på deres tunge, som om nogen havde skåret en del af deres tunge.
Det var ikke et spørgsmål om at afdække en dybtliggende hemmelighed, at afsløre en skjult mening, at løse en gåde, eller at forklare en skjult betydning; det var blot en overfladisk diakritisk forskel. En shibbolet er en arbitrær markør, som diskriminerer, en markør indskrevet på en krop eller en tunge, som er radikalt idiosynkratisk og idiomatisk, singulær, uoversættelig - siden det vedrører ordets foniske (lydmæssige) overflade og ikke dets semantiske indhold - og uudtalelig, utilgængelig for den anden, skåret væk fra den anden, som ikke er i stand til at tage del i den (pouvoir partager), for den skal være indskrevet på ens krop, på ens egen sprogs krop.
Ifølge Derrida markerer en shibbolet forskellen mellem at høre til og ikke at høre til, idet han udnytter begge betydninger af det franske ord "partage": både at tage del i og at høre til gruppen (af gileaditter), og at blive adskilt, at blive sat til side som en separat del og ikke at tilhøre (som efraimitterne).
En shibbolet er således et tveægget sværd, som skærer begge sider: for at kunne lukke ind den indelukkede og udelukke den udelukkede, at kunne samle kræfter for en community og samtidig at nægte liv og passage. Det betyder, at hvem der måtte leve med shibbolets sværd kan dø af den, dvs. en shibbolet kan blive vendt imod dens bærer, imod jøderne for eksempel. For omskærelsen er en shibbolet, en rite de passage, som ser ud til at markere jødens legitime indgang ind i hans community, og som kun finder sted en gang, på en specifik dato: dagen for omskærelsen. Dette kan blive brugt imod jøden: og omskærelsen skærer begge sider:
"Således er det de omskårne som er gjort fredløse eller tilbageholdt ved grænsen, udelukket fra community, slået ihjel, eller reduceret til aske: Når man lige har set ham, hørt navnet, eller når man har aflæst et sår."
Det er denne dødelige markning af shibbolet, som drager Derridas opmærksomhed. Er der en vej uden om shibbolets tvebundethed (double bind), som også ville betyde udenom omskærelse? Hvad vil beskytte os fra at blive offer for denne tveæggethed? Ingenting, siger Derrida, og dog måske, for at tale præcist: At undlade at lave mærker på kroppen. Man kan eventuelt holde op med den partikulære praksis, omskærelsen, udslette denne afgørende og bestemmende markør. Men, tilføjer han, denne stop for bestemte markører og indskæringer, vil ikke ophæve et bestemt krav og reducere dette til ingenting. Hvilket krav? Jo, kravet for en forskelsskabende markør, for en forskelsmarkør, for en idiosynkratisk og idiomatisk markør, for en indskrivning af særegenhed, for et passende navn, mit egne navn, som er givet til mig, ved omskærelsen eller ved dåb. Omskærelse som et generelt træk kan hverken reduceres til noget andet eller benægtes. Derfor: "Vi må have omskærelse".
Det danske samfund har også sine egne shibboletter. Den mest velkendte er "Rødgrød med fløde": En udlænding bliver, siges der, først til en rigtig dansker, hvis han kan udtale denne mundpine. Det kan faktisk efterhånden en del andengenerationsfremmearbejdere. Men det danske samfund har en hel masse andre skjulte og uudtalte shibboletter, der holder de "uægte", "papir-", "nye" ude - ude af arbejdsmarkedet, ude af fælleskabet, ude af nationen.
Men lad Herren vise os, både gileaditter og efraimitter, lysets vej ud af nationalismens og etnocentrismens mørke!

*Mehmet Ümit Necef er ph.d. og adjunkt ved Center for Mellemøststudier, Odense Universitet.

Apropos - Kig på tissemanden

Hvordan skelner man mellem en død serbisk og en død muslimsk partisan?
Svar: Man kigger på tissemanden.
Denne hjemmelavede vittighed har faktisk en kerne af sandhed. Min bosniske ven Emir fortalte mig, at muslimerne, serbere og kroater nogle gange har brugt omskærelsen for at kunne skelne venner fra fjender. Forestil dig, at du, en serbisk partisan, en chetnik, lige har mødt en del civilklædte mænd i skoven, der hævder at være serbere. Og du har ordrer fra general Miladic til at myrde alle muslimer, du møder i skoven.
Du kan ikke se, om de er muslimer på deres udseende, da muslimerne i Bosnien også er slavere og med andre ord ligner serberne. Du kan heller ikke høre deres etniske baggrund, fordi de taler det samme sprog, godt nok med forskellige dialekt, men serberne taler også forskellige dialekter af serbokroatisk. Heller ikke på tøjet. Du har kun en ting at gøre: At råbe "Bukserne ned!" Omskåret: en kugle for panden. Ikke omskåret: Et broderligt kram, et kys og så en slurk af jeres etniske snaps, slivovits. Du kan sige, at dette ikke løser problemet med kroaterne, der som kristne heller ikke er omskårne. Det bliver dit problem. Hvem sagde, at du endelig skulle adskille mennesker i forhold til deres etnicitet og myrde dem, der ikke tilhører din egen gruppe?
Den samme metode har nazisterne brugt for at kunne skelne mellem jøder og ikke-jøder, skriver den franske filosof Jacques Derrida. I Auschwitz, uddyber han, var omskærelsen, markøren for 'alliancen', for kontrakten og pagten med den jødiske Gud, (pagten hedder "skåret" på hebraisk), en markør for ikke-passage og for umuligheden for flugt for de deporterede. Den var en idiosynkratisk markør indskrevet på overfladen af jødisk kød, som uundgåeligt markerede dem til døden.
Mehmet Ümit Necef

*Kilder til kronikken:
Dommerbogen, XII, 4-6. in: Bibelen, Det danske Bibelselskab 1980.
Jacques Derrida: "Shibboleth: For Paul Celan" in: Word Traces: Readings of Paul Celan, pp. 3-72. Baltimore 1994,
John Caputo: The Prayers and Tears of Jacques Derrida. Bloomington & Indianapolis 1997.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu