Læsetid: 2 min.

Psykiatri anno 3000

26. februar 1999

Psykiatriens fremtid tegner lys, hvis man erkender, at der findes mere end det personlige i sindet, nemlig sindets transpersonlige aspekter

SIND
I begyndelsen af det næste årtusind vil psykiatriens splittelse kunne heles.
En sejrsikker materialisme står nu stejlt overfor en anden noget mere skrøbelig tro på, at rørelser i sindet kan forstås og påvirkes, så psykisk sygdom kan ændres til sundhed. Altså en psykologisk forståelsesmodel.
Flertallet af psykiatere bekender sig til en betonagtig biologisk eller neuropsykiatrisk model af sindets lidelser. Alt er nerveendespalter, enzymforstyrrelser og mekanik. Sindet anses for at være lokaliseret i hjernen, som er en maskine, der trænger til reparation. Tabletter, sprøjter og chockbehandling er værktøjerne. Skulle en af disse psykiatere få øje på psykologiske sammenhænge, vil han eller hun foreslå en af- og indlæringsmetode, som kaldes kognitiv adfærdsterapi, en slags finere pædagogik.

Betonpsykiaterne
Lidt færre psykiatere klamrer sig til den anden opfattelse, den psykologiske, som i de sidste årtier har tabt mange points til betonpsykiaterne.
Når denne lidt forsagte gruppe for alvor opdager, hvad den har med at gøre, vil den løfte hovedet, og 'neurobiologisterne' vil bøje deres i respekt.
Hvorfor nu være så forsagt?
Jo, den psykoterapeutiske holdning eller samtaleterapien mangler gennemslags-kraft, fordi dens grundlag er for snævert. Den bygger på, at oplevelser og traumer i barndommen er eneansvarlige for senere psykisk sygdom. En udvidet forståelse af sindet er derfor nødvendig.
Psykiateren ville ikke snakke om Gud, skriver Nana i Outsideren (nr. 17/1999). Nana var blevet vanvittig af alt det med Gud. Der gik ti år, før hun fik hjælp - af en præst. Samme sted skriver Torben, at han har oplevet Liv, Død, Himmel og Helvede. Og videre, at det er vigtigt at samarbejde med et menneske, der er i øjenhøjde, som magter et fælles religiøst sprog.
Hvilken psykiater gør det?
Forfatteren og filosoffen Villy Sørensen skriver et sted, at Gud nok ikke er en magt, men snarere en kraft. Jeg forestiller mig denne kraft udbredt overalt i universet ganske som de magnetiske og andre kendte kræfter i kosmos. Fra denne kreative intelligens, universelle tanke eller dette kollektive gudsprincip stammer alle kendte religioner. Mennesket eller det menneskelige sind skabes eller kødeliggøres (incarneres), når sædcelle og ægcelle smelter sammen. Ved døden opløses kroppen og sindet afpersonaliseres og siver ud i det universelle igen.

Øjenhøjde med patienten
En så enkel og, forekommer det mig, indlysende erkendelse vil være et godt grundlag for psykiateren til at komme på den ønskede øjenhøjde med patienten. Psykiateren vil dermed have erkendt, at der findes mere end det personlige i sindet, nemlig sindets transpersonlige aspekter, som mange mennesker eller patienter slås med. Og psykiateren slipper for at tage stilling til specifikke religioner, hvis han skulle have problemer med det.
Vender vi os til det enkelte menneske, personen, erindrer vi at det har et fosterliv på ni måneder, og at det gennemgår en fødsel. Herunder afsættes stærke spor, eller matricer, som er med til at forme den voksnes sind på godt og ondt.
Vi har med andre ord tre lag i sindet: Udover barndomslaget også foster- og fødselslaget, og endelig det transpersonlige lag, som alle er tilgængelige med enkle og stoffrie metoder.
I alliance med patienterne kan vi herefter arbejde i en psykologisk helhed i samtale og med teknikker, som langt overgår de muligheder, psykiatrien kender nu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu