Tak for Informations gode råd - desværre passer de bedre til de radikale, der gerne vil være mere sociale
POLITIK
ed Jens Reiermanns leder "Farvel til traditionerne" den 15. februar sluttede Information en række forskellige artikler om SF i forbindelse med, at SF er blevet 40 år.
Karakteristisk for artiklerne, inklusive lederen er, at man på Information tilsyneladende synes, at SF er god nok, blot SF var anderledes på en række punkter. Som om SF ikke må være SF.
Det foreslås f.eks. af Jens Reiermann (JR), at SF skal ændre politik - sige farvel til traditionerne - på en række punkter. Samtidig tillægges SF bestemte opfattelser, som ikke er dækkende.
For det første: "Forudsætningerne for, at SF kan gøre sig til talsmænd for en ny solidaritet, er en erkendelse af, at arbejderne ikke længere udgør samfundets bund. Pladsen nederst i hierarkiet er overtaget af de mere end 500.000 danskere, der bliver smidt ud af arbejdsmarkedet på grund af nedslidning, ringe kvalifikationer eller bare aldrig får en chance."
Det ved vi godt
Det er sandelig ikke noget, vi skal erkende. Det ved vi da godt. Det er derfor, vi arbejder for bedre arbejdsmiljø, bedre uddannelsestilbud til kortuddannede, forskellige former for skåne- og flexjob til mennesker, der ikke kan klare et helt og fuldt job på arbejdsmarkedet. I den forbindelse er det helt galt, at regeringen netop skærer ned på de steder, hvor der er uddannelsestilbud til de kortuddannede - produktionsskoler, daghøjskoler og AMU-centre. Med hensyn til at at sikre arbejdsmuligheder til dem, der ikke kan klare et helt og fuldt job, mener vi, det er nødvendigt, at der både bruges pisk og gulerod overfor både private og offentlige arbejdspladser.
Metoden skulle være en pisk i form af afgift på arbejdspladser i forhold til graden af udstødning fra arbejdsmarkedet og en gulerod i form af tilskud til de arbejdspladser, der ansætter mennesker i skåne- og flexjob. Derudover vil det være nødvendigt at oprette særlige arbejdspladser til mennesker i skåne- og flexjob. Det sidste formentlig i offentligt regi eller som selvstyrende fællesskaber, idet private virksomheder nok ikke vil gå ind her, fordi der ikke er penge at tjene. SF mener også at kravene til arbejdsmiljøet skal skærpes, bl.a. ved at de arbejdsgivere, der har ansvaret for dårligt arbejdsmijø, kommer til at betale mere i arbejdsskadepræmie.
Nedsat arbejdstid
For det andet foreslås det: "I stedet for at handle sig til lønstigninger på 7,5 pct. kunne SF presse lønmodtagerne til at handle sig til forbedringer af arbejdsmiljøet, når overenskomsterne skal fornys."
Svaret hertil er, at det netop er SF'ere i fagbevægelsen, der peger på nedsat arbejdstid eller andre overenskomstkrav, der forbedrer arbejdsvilkårene for lønmodtagerne frem for rene lønkrav. Jeg understreger, at det ikke er SF, der stiller krav eller forhandler. Det er på arbejdspladserne og i fagbevægelsen. Det er en del af vor demokratiopfattelse.
For det tredje opstilles følgende problemstilling: "Kommunale og amtskommunale virksomheder sender hvert år mellem 5.000 og 6.000 medarbejdere på førtidspension. De fleste har arbejdet med opgaver som rengøring eller ældreservice. På den baggrund er det svært at forstå, hvorfor SF'ere foretrækker offentlige arbejdspladser frem for private og siger nej tak til udlicitering af hjemmehjælp." Tilsyneladende søger JR at få læseren til at tro, at årsagen til, at der er mange førtidspensionister, ligger i, at opgaven løses af det offentlige. Alle, der kender noget til hjemmehjælp og ældreplejen i øvrigt, ved, at årsagen til nedslidningen er, at medarbejderne presses arbejdsmæssigt hårdt, fordi der ikke er ressourcer nok.
Og tror man virkelig, at arbejdsvilkårene bliver bedre, hvis opgaven udliciteres til f.eks. ISS, som skal nedbringe udgiften gennem en effektivisering. SF forsvarer selvfølgelig ikke, som JR påstår, "dårlige arbejdspladser og offentligt bureaukrati", når vi afviser udlicitering og privatisering. Tværtimod er vort svar, at man skal forbedre den offentlige sektor gennem bruger- og medarbejderindflydelse, gennem ordentligt tilrettelagt ledelse, ordenlig planlægning og politisk styring.
For det fjerde foreslås det, at SF i EU-politikken skal følge De Grønne i Tyskland, samtidig med at det påstås: "Folkesocialisme og modstand mod EU hænger sammen i mange SF'eres ideologiske univers. En forklaring er en danskertro på, at velfærd og demokrati nord for Padborg adskiller sig markant fra velfærd og demokrati syd for grænsen." Jeg ved ikke, om en sådan 'danskertro' er så udbredt. Det er i det mindste ikke det, der bestemmer SF's EU-politik. Når vi i SF ikke mener, at EU skal beskæftige sig med mere end højest nødvendigt, dvs. med det klart grænseoverskridende, er det ikke, fordi vi mener, at velfærd og demokrati i Danmark er bedre end sydpå, så er det for at sikre størst mulig grad af folkestyre, herunder at beslutningerne træffes så tæt på folket som muligt. Det er ikke sådan, at hvis EU ville alt 'det gode', så skulle EU gøre det.
Demagogisk forenkling
For det femte påstås det: "SF'erne vil hellere leve med folkemord end sige ja til intervention uden et klart mandat fra FN."
Magen til demagogisk forenkling skal man heldigvis lede længe efter. Virkeligheden er som bekendt meget mere kompliceret. Garanterer et NATO-indgreb, at man undgår folkemord, og hvilke videre konsekvenser har det, at lande og sammenslutninger af lande militær intervenerer i andre lande?
Det er selvfølgelig helt i orden, at JR giver SF gode råd. Men hvad er det for et SF, JR gerne vil have?
Spørgsmålet er, om ikke det parti, som JR efterlyser nærmere er et parti, der minder om Det radikale Venstre - måske lidt mere socialt, økologisk og frisindet. Og hvis SF fulgte JR's råd og sagde farvel til en række af de ting, som SF står for, hvad skulle SF-vælgerne så gøre? Ja så måtte man opfinde et SF.
Derfor vil mit svar til JR's opfordring være, at SF fortsat skal være SF, og at SF fortsat skal bidrage til fornyelse af den offentlige sektor, demokratisering af det økonomiske liv og arbejdslivet, prioritering af miljøet, styrkelse af den kollektive trafik, styrkelse af retssikkerheden, en bedre økonomisk fordeling, sikring friheden for de frie skoler, uddannelse til alle ikke mindst de kortuddannede, udvikling af EU, så EU kan løse grænseoverskridende problemer, løsning af de globale uligheds- og miljøproblemer m.v.
