Læsetid: 2 min.

Skærpet kvalitet - flere lyttere

22. februar 1999

Danmarks Radio kan ikke købe sig til ny identitet gennem lyddesign - kritiker har kun læst oplæg om P1-fremtiden med det ene øje

P1
En tredjedel af Informations opinionsside 17. februar handler om P1. Poul Erik Hornstrup er blevet voldsomt irriteret på en række forhold - både noget han hører og en artikel af undertegnede i vort programblad EMIL.
Jeg skal ikke lægge beslag på tilsvarende spalteplads, men blot nævne et par forhold.
Vi har ikke nogen forestilling om, at man kan købe sig til en identitet i form af et lyddesign. Vores identitet skabes af de 6.000 timers radio, vi sender om året.
Men i forbindelse med præsentationen af alle disse mange timer har vi fornyet indpakningen. Og da en af landets glimrende komponister er en ivrig P1-lytter og derfor har forudsætninger for at kunne løse opgaven, så den forstærker P1's identitet, har vi bedt Fuzzy om at lave det nye lyddesign, som det hedder på nudansk, uanset om Hornstrup eller jeg kan lide det.

Glad for Fuzzy
Resultatet arbejder vi fortsat med at pudse af, men grundlæggende er jeg glad for, at vi valgte Fuzzy, og at han sagde ja til opgaven.
Hornstrup præsenterer sig koket som "lidt ældre lytter". Jeg må skuffe ham med, at han endnu ikke har gjort sig fortjent til denne hæderstitel. Som født i 1947 hører han endnu til blandt den yngre del af P1's lyttere, og selv for en kanalchef fra 1941 kan det knibe en smule at kalde sig en lidt ældre P1-lytter.
Og det er just et af vore problemer.
Jeg mener ganske rigtigt, at P1 med over en halv million lyttere om dagen og lidt over en million lyttere inde over kanalen i løbet af en uge har mange lyttere. Men jeg synes ganske enkelt, det, vi laver er så væsentligt, at flere unge og yngre mennesker burde høre det.
Til gengæld lider vi på P1 ikke i mindste måde af den aldersfascisme, Hornstrup prøver at skyde os i skoene. I den nævnte artikel i EMIL skriver jeg udtrykkeligt, at "vi ønsker at udbygge kontakten til nye lyttergrupper i den modne del af befolkningen, hvor P1 i forvejen er mærkbart til stede som en radiokanal man bruger".

Læser med ét øje
Men da Hornstrup nøjes med at læse med ét øje har han utvivlsomt overset det citerede.
Af samme grund overser han også, at de to sideordnede mål for P1 99 er 1) at tiltrække nye lyttergrupper og 2) at skærpe kanalens kendte kvaliteter.
Jeg ved ikke, hvor Poul Erik Hornstrup har fået den idé fra, at jeg ønsker at forbedre lyttertallene og ikke programmerne! Hvis han havde åbnet begge øjne ville han i EMIL artiklen kunne læse, at "P1 99 skal indebære at programmerne i endnu højere grad lever op til de citerede krav".
Og de "citerede krav" er hentet fra kanalens ganske uforandrede formålsformuleringer om, at udsendelserne er "karakteristiske ved at de er informative, uddybende, perspektiverende, udfordrende og oplevelsesskabende".
Dér synes jeg nok, vi kan anklages for den luftighed Hornstrup i øvrigt synes, han støder på. Men kanalens identitet som den afspejles i programmerne hver dag fra kl. 06 til midnat viser forhåbentlig, at der er dækning for honnørordene.
Lyt selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu