Kronik

Små gårde er bedst

Debat
4. februar 1999

Lad Danida låne småbønder i Den tredje Verden penge til jord. Familie-landbrug er en oplagt vej til udvikling og bedre forhold for verdens allerfattigste

ØKONOMI & POLITIK
De fleste af verdens allerfattigste mennesker bor på landet, især i Sydasien og Afrika. Mange af dem er jordløse. I mange af disse lande er der en meget ulige fordeling af jorden: Et lille antal meget store gårde sameksisterer med talløse bittesmå gårde og jordløse landarbejdere.
Ligesom i Europas gamle feudalsamfund er jorden i mange udviklingslande meget ulige fordelt. Det ikke bare virker uretfærdigt, den skæve fordeling af aktiver og indkomst giver anledning til en voldsom polarisering af disse samfund, der nogle steder kulminerer i væbnede konflikter. Ikke mindst i Mellem- og Sydamerika er der mange borgerkrige og væbnede konflikter med rødder i den skæve fordeling af jord.
Mere lige adgang til jord er nøglen til at skabe rural udvikling, bekæmpe fattigdom og styrke fødevaresikkerheden.

Min egen forskning i landbrugsforhold i Sydasien har godtgjort, at små landbrug producerer op til tre gange så meget per hektar som store brug, har. I en artikel offentliggjort for nylig i det ansete internationale tidsskrift for internationale udviklingsstudier, World Development, viser jeg ved hjælp af regressionsanalyse, en statistisk teknik, at udbyttet per hektar aftager signifikant med gårdstørrelsen.
Analysen er baseret på datasæt for 952 landbofamilier i 52 landsbyer i Pakistan observeret over en femårig periode. Datasættet er stillet til rådighed af det fremtrædende internationale forskningsinstitut for fødevarepolitik, IFPRI, som bl.a. Danida støtter.
Andre analyser har fundet tilsvarende resultater i andre lande. Det var Professor
Amartya Sen, som modtog Nobelprisen i økonomi 1998, som gav startskuddet til forskningen i sammenhængen mellem gårdstørrelse og produktivitet, da han i 60'erne påviste, at små landbrug mange steder i Indien producerede meget mere end store gårde. Denne del af Amartya Sens forskning var dog ikke nævnt i Nobelkomiteen's begrundelse for at give prisen til den berømte indiske økonom.
Når små gårde er så produktive, skyldes det først og fremmest, at selvejere er motiverede til at arbejde godt og hårdt. De nyder selv frugterne af deres arbejde. På de store gårde forholder det sig anderledes. Her bruger man ansat arbejdskraft, daglejere, hvis aflønning typisk ikke er knyttet til den faktiske arbejdsindsats. Meget arbejde i landbruget er spredt, komplekst og vanskeligt at kontrollere (modsat fabriksarbejde hvor automatisering gør kontrol nemmere). Ansatte arbejdere yder derfor mange gange ikke helt den samme indsats som selvejere.
Hertil kommer at kvinder og børn også kan hjælpe til i det familiedrevne brug, men i mange udviklingslande ikke har noget arbejdsmarked uden for gården. Facit er, familier med små jordlodder slider og slæber for at producere så meget som muligt.

Undtagelsen fra dette mønster er plantagerne. Mange af de vigtigste tropiske eksportafgrøder som frugt, gummi og palmeolie dyrkes på store plantager, der drives som fabrikker. Når plantagedrift er rationelt sammenholdt med familiedrift skyldes det, at produk-tionen af disse afgrøder kan organiseres på en måde, der gør det muligt at holde opsyn med arbejderne. På plantagerne bruges ofte akkordløn. Der er endvidere stordriftsfordele for plantageafgrøderne i marketing-leddet, der fremmer store enheder: Behovet for hurtig afkøling, transport og forarbejdning af høsten kommer store enheder til gode, fordi de nemmere kan koordinere med forarbejdnings- og marketing-ledet.
I udviklingslandene findes der også lejemarkeder for jord, som regel i form af såkaldte sharecropping arrangementer. I sharecropping udlejer jordejeren mod en andel af høsten, ofte halvdelen eller to-tredjedele. Sådanne lejemarkeder findes som regel i områder, hvor ejerskab til jord er meget ulige, og medvirker til at udligne brugsretten, adgangen, til jord, samtidig med at de ulige ejerskabsforhold består. Men systemet er ikke lige så godt som selvejergårde, fordi producenten ikke nyder det fulde udbytte af det arbejde og andre input, hun lægger i jorden, men bliver 'beskattet' i form af afgiften til jordejeren. Som vi ved, bl.a. fra den danske debat, har skatter på arbejde den uheldige bivirkning, at de dæmper lysten til at arbejde.
Man kan spørge sig selv, hvorfor de store gårde består. I en fri markedsøkonomi, med de smås overlegenhed, skulle man forvente, at de ville være I stand til at udkonkurrere de store og gradvist opkøbe deres jord. Når det ikke går sådan, skyldes det som regel, at der netop ikke er en fri markedsøkonomi. Staten intervenerer på de stores side. Mellemstore og store gårde har adgang til en række servicetilbud, som de små ikke nyder gavn af: Kredit, rådgivning, subsidieret kunstgødning osv. De fattige har ganske enkelt ikke adgang til den kredit, der er påkrævet for at kunne opkøbe jord fra store ineffektive producenter.
I mange lande er der også lovgivning og statslig regulering af forskellig art, der virker begrænsende på jordmarkedernes effektivitet, og derfor medvirker til at fastholde status quo. Selv reguleringer hvis formål er at skabe social retfærdighed, som f.eks Indiens regler om maksimal gårdstørrelse, bliver omgået, kan virke modsat hensigten og begrænser i praksis jordmarkedernes effektivitet.

Men mange gange ønsker de store jordejere slet ikke at skille sig af med deres jord, i hvertfald ikke til en pris, der modsvarer landbrugsproduktionen på jorden. Det semi-feudale Pakistan er et godt eksempel på det fænomen, at overklassen holder fast i jorden. Det gælder selv folk, der er migreret til byerne og beskæftiger sig med helt andre ting end landbrug. Ejerskab af jord - og helst meget jord - er nemlig basis for magt, prestige og indflydelse. En mand uden jord nyder ringe anseelse. Penge i banken og andre aktiver kan i denne sammenhæng ikke substituere for jord. Derfor kan en ineffektiv og uretfærdig jordfordeling bestå, selvom der på papiret eksisterer et frit marked for jord.
Uretfærdighederne opstår og fastholdes fordi jordejerklassen har stor politisk magt og indflydelse. Den er i stand til at sikre sig subsidier og beskyttelse og modstå pres for omfordeling.
Løsningen skal efter min mening ikke være revolution eller jordreform baseret på tvang. Markedsbaserede reformer er vejen frem. Frie markeder, og afskaffelse af alle former for diskrimering til de stores fordel, vil af sig selv fremme en mere hensigtsmæssig og retfærdig jordfordeling.
Markedsbaserede reformer giver stadig staten en vigtig rolle at spille. Staten bør sikre frie markeder for jord, kredit, inputs og afgrøder. Staten bør afskaffe tiltag, der diskriminerer mod bestemte grupper, og som begrænser jordmarkedernes effektivitet. Det gælder f.eks restriktioner på udlejning af jord, det kan være store bønders fortrinsret til offentlige servicetilbud, eller det kan være forbud mod salg af jord til bestemte etniske grupper.
Men erfaringerne viser, at staten ikke bør være den drivende faktor. På trods af ædle motiver om at sikre retfærdighed går det som regel galt, når staten forsøger at styre direkte ved at opkøbe eller konfiskere jord og uddele den. Processen drukner i bureaukrati, juridiske problemer og korruption. I Zimbabwe er adskillige ministre og deres familier f.eks. blevet tildelt de mest attraktive jordlodder. I Sydafrika er der en lov hvorunder sorte, der blev frataget deres jord under apartheid, kan kræve den tilbage. Den juridiske proces med at bevise kravenes gyldighed går dog frustrerende langsomt, og til dato har kun en håndfuld personer nydt godt af denne lov.
I stedet kan man hjælpe små bønder til at opkøbe jord på det almindelige marked ved at stille lån eller anden støtte til rådighed. Der er brug for at genoplive landbrugssektoren, ikke mindst i Afrika, for at sikre en vækst, der gavner de fattige og styrker fødevaresikkerheden.

Jordreformer er en af de måder, regeringer og bistandsdonorer kan puste nyt liv i landbruget. Derfor er det ærgerligt, at jordreformer er en politisk død sild blandt vestlige donorer. Selv om det unægteligt er vanskeligt og en varm kartoffel rent politisk, tror jeg alligevel, det ville være umagen værd for Danida og andre donorer at tage op. Blandt donorer har Verdensbanken taget førertrøjen og anbefaler i en række tilfælde jordreformer på markedsbaserede vilkår.
Et af de få eksempler på en donor-finansieret jordreform var i Kenya lige efter uafhængigheden. Det britiske ODA finansierede opkøb og fordeling af jord til afrikanske småbønder. De britiske penge gik til at kompensere hvide, engelske jordbesiddere!
Disse områder i Kenyas højland har siden da udviklet sig hurtigt, og fremhæves som et af Afrika's mest successrige eksempler på landbrugsudvikling.

Rasmus Heltberg, cand.polit, ph.d-studerende, Økonomisk Institut Københavns Universitet. Tilknyttet den udviklingsøkonomiske forskergruppe Development Economics Research Group (DERG).

APROPOS
Selvejere i Kina
I 1960'erne og 70'erne var der stor fokus på jordreformer i mange udviklingslande. Det internationale samfund pressede på, men desværre kom man ikke ret langt.
I samfund baseret på markedsøkonomi strittede den dominerende jordejerklasse voldsomt imod reformer. Mange lande med marxistiske regeringer indførte forskellige former for jordreformer, men opnåede ikke de forventede resultater. Store ineffektive privatejede gårde blev erstattet med store ineffektive kollektivt- eller statsdrevne gårde.
De marxistiske tvangskollektiviseringer og statsdrevne systemer mislykkedes, fordi de ikke anerkendte, at de mest effektive landbrug i de fleste dele af verden er dem, der ejes og drives på en familiemæssig basis.
Min egen og andres forskning i udviklingsøkonomi har påvist, at relativt små, familiedrevne gårde de fleste steder er langt mere effektive end store gårde, der afhænger af ansat arbejdskraft.
Forskellen mellem små og store enheder er for en stor dels vedkommende forårsaget af, at selvejere har bedre motivation og incitamenter end mere løst ansatte arbejdere.
I Danmark og andre udviklede lande, hvor teknologi og markedsforhold presser i retning af større og større landbrugsenheder, er de fleste brug stadig familiedrevne. I udviklingslandene er den optimale størrelse landbrug som regel langt mindre end i Danmark fordi mekaniseringen ikke er så fremskreden. Der er masser af billig arbejdskraft og mangel på kapital til at finansiere dyre maskiner.
Der findes eksempler på succesrige jordreformer:
Reformerne i Japan, Taiwan og Sydkorea, gennemført efter Anden Verdenskrig under pres fra USA, skabte en stor klasse af selvejere og lagde grunden for den efterfølgende hastige økonomiske vækst og udvikling i disse lande.
Også reformerne i Folkerepublikken Kina sidst i 1970'erne, som gjorde op med kollektivsystemet og i stedet indførte små familiedrevne brug, hjalp med til at skabe Kinas høje vækstrater op gennem 1980'erne og 90'erne.

Rasmus Heltberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her