Læsetid: 3 min.

Sovjets statshemmelighed

Debat
2. februar 1999

Sovjets dybeste hemmelighed var borgernes levefod

HISTORIE
"Hemmeligheden, som Sovjetunionen skjulte så skinsygt, var ikke af militær karakter; det var borgernes gennemsnitslevefod".
Sådan skrev Arthur Koestler i en antikommunistisk artikel engang, og pointen er vigtig. Den største statshemmelighed i Sovjet hed ikke raketter, atomvåben og militær strategi, men befolkningens levestandard. Derfor var store områder af Sovjetunionen hermetisk lukket af fra resten af verden, og byer erklæret for "lukkede byer". Ældgamle europæiske kulturbyer som f.eks. Nisjin-Novgorod og Kønigsberg blev gjort utilgængelige for omverdenen. Tænk, hvis USA havde erklæret Detroit eller New Or-leans for 'lukkede byer' - kunne man overhovedet forestille sig det? "Det var en af kommunismens største præstationer at kunne afskære så mange millioner mennesker fra omverdenen. Man skulle ikke have troet det muligt i vore dage", skrev Saul Bellow pessimistisk i en af sine romaner før Murens fald.
Men i Vesten blev der af den samfundsklasse, der forstod sig som kritisk og intellektuel, aldrig stillet spørgsmål ved officielle sovjetiske erklæringer. Det har været almindelig praksis at tage Sovjetunionens socialisme for gode varer, f.eks. oplysninger om at alle har et arbejde, alle har en bolig, gratis lægehjælp mv. Og mange i Vesten mente sågar, at den slags sociale rettigheder var lige så vigtige som Vestens frihedsrettigheder, hvorfor Øst og Vest ikke havde noget at lade hinanden høre.

Alle tal kan diskuteres
Men bag 70 års kommunistisk facade i Sovjet skjuler sig uhyrligheder af værste art. Leopold Galicki hævder, at jeg overdriver tallet for kommunismens ofre (26. jan. 99). 54 millioner refererede jeg historikeren Norman Davies for at være kommet frem til. Alle tal kan selvfølgelig diskuteres, kriterierne for at være offer for kommunistiske forbrydelser lige så, de fleste døede af sult. Det er en faghistorisk diskussion, som kræver godt kendskab til kilderne.
Men Leopold Galicki forsøger på forhånd at dræbe debatten og insinuere grundløst, når han sætter Norman Davies i bås med "revisionister", der vil ændre på det tyvende århundredes historie. Jeg kender kun Norman Davies fra hans Europa-historie og fra et stort interview i Information 15. december 1997. Ud fra dette er der ingen grund til at beklikke Davies' almindelige hæderlighed. I øvrigt bygger hans talmateriale på Robert Conquest's bøger, som mig bekendt ikke er berygtet for at fare med løgn.
Når Galicki kan referere Grimbergs og Politikens verdenshistorie for mindre belastende tal om Sovjetkommunismens ofre, skyldes det vel først og fremmest, at de alle er skrevet før Murens fald. Og at så vidt jeg kan forstå ikke medregner ofrene for hungersnød i 20'rne
Blandt Davies' 54 millioner figurerer 5-6 millioner ofre ved repatriering efter krigen. Kan det virkelig være rigtigt? Davies beskriver masse-selvmord blandt russere, der tvangsmæssigt skulle sendes hjem af de allierede. Hvorfor var russere i vestligt fangenskab hunderæd for at komme hjem? Hvorfor hellere begå selvmord? Solsjenitsyn kalder det "den sidste hemmelighed", og Davies refererer til det som en allieret krigsforbrydelse. Det er heller ikke rare sager, som Per Olov Enquist berettede i sin bog Legionærerne om repatriering af baltere fra Sverige i 1946. Måske er Davies' tal korrigerbare, men skal dette lidet kendte kapitel fra den nyeste historie på forhånd diskrediteres som "blodig talmagi"? Burde vi ikke hellere undersøge sagen. Fratager det holocausten noget af dens ondskab også at få det kapitel med?
I et tidligere indlæg (7. sept. 98) stillede Galicki mig det spørgsmål: "Hvad er efter Jensens opfattelse værst: At blive fordrevet fra sit hus som kulak eller som en boligløs amerikansk arbejder fra en offentlig, men dog privatejet ejendom?"
Svaret synes mig indlysende og angiver samtidig en ikke uvæsentlig moralsk forskel på folkemordsregimer og demokratier: tvang og frihed. Men hele den socialistiske tanke-tradition bestod i en latterliggørelse af denne forskel, hvorfor Vestens hjem- og arbejdsløse blev udsat for såkaldt strukturel vold fra systemet, som underforstået var lige så slem som Sovjets politiske undertrykkelse. Marxismens og socialismens tankegang var ideen om at bruge volden i samfundet progressivt og positivt til erstatning for markedsmekanismens vilkårlige "vold".
Men bare det faktum, at så mange i Vesten på forhånd antog, at Sovjetunionen levede op til de sociale rettigheder, de havde gjort grundlovssikrede, viser en uhyggelig naivitet.
Sovjetunionen var bag facaden i 70 år et u-land. Undertrykte sorte i Sydafrika under Apartheid havde bedre levestandard og mere frihed end menige russere under kommunismen. Kun i indtagelse af alkohol overgik russerne alle andre.
Men befolkningens levestandard forblev Sovjets største statshemmelighed. Og stadigvæk lever myterne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her