Det er ufatteligt, at danske myndigheder absolut intet effektivt har gjort for at standse spildoliens langsomme kvælning af havet
MILJØSVIN
Går jeg ved havet, får jeg olie på støvlerne. Sætter jeg mig på en sten, får jeg olie på tøjet. Ofte får jeg olie og blod på hænderne, fordi jeg må slå en dødtræt, olie-indsmurt fugl ihjel.
Viden om de danske kontrolmyndigheders fuldkomne ineffektivitet gør Vesterhavet til et yndet skibs-toilet. For at spare udgifter til kajplads skifter mange skibe olie på havet og lukker den gamle ud. De store olie-øer, som ligefrem tiltrækker havfugle, kan dog også stamme fra tank-skibe. Følgende oplysninger har jeg fra en sømand, der i dag sejler med en olietanker.
Tankrensning foregår til søs. Rensemidler og olierester pumpes op i sloptanke, hvor de under lagring udskilles fra hinanden. Rensemidlerne tømmes derpå ud i havet og må ifølge Marpolregler (Prevention of Marine Pollution) indeholde en vis procentdel olie.
Til kontrol af olieindholdet har afløbshanen en monitor, som oftest ikke fungerer. Gør den det, uskadeliggør man den, eller også kobler man afløbsledningerne på ballasttankenes, så sloptankene kan tømmes uden om monitorkontrollen.
Overstyrmandens ansvar
Ofte tømmes altså både rensemidlerne og olien ud i havet.
For det første kan mange havne ikke aftage sloptankenes olie, for det andet tager det kostbar tid at tømme i en havn, og for det tredje skal der betales for at få lov til det. Rederne roser ikke deres mandskab for at bringe slopen til en kaj, og har et skibs tilsynsbog mangelfulde eller slet ingen optegnelser om tankrensning og tømning af sloptankene, idømmer skibstilsynet pågældende rederi en lille bøde for mangelfuld bogføring.
Skibets overstyrmand har det fulde ansvar for rensningsområdet, og jo hurtigere og billigere han klarer problemet, des bedre har han, kaptajnen og rederen det med hinanden.
Året rundt er utallige mennesker beskæftiget med at fjerne tjæreklatter fra fødder, sko og gulvtæpper. Langt værre er det dog, at der på vore strande hver dag ligger utallige olieindsmurte fugle. Bliver de ikke bidt ihjel af hunde på luftetur, hakket ihjel af sultne måger eller slået ihjel af venlige mennesker, dør de langsomt af sult og kulde.
Hvad kan vi gøre?
Vi kan oprette en effektiv havnekontrol. Kan et skib ikke dokumentere aflevering af sloptankenes indhold i en havn, skal det ikke blot have bøde for mangelfuld bogføring, men en svineribøde af dimensioner, der f. eks. kunne svare til halvdelen af skibets værdi. På denne måde ville den rette komme til at betale for oprydningen, og helt afgørende er, at svineriet utvivlsomt ville høre op omgående.
Vi kan i flere havne stationere et slopskib, som kan tilkaldes, hvis en overstyrmand ønsker at aflevere til søs. Brændselsværdien af slopen må sagtens kunne betale afhentningen af den.
Vi må kunne lave en særdeles effektiv flykontrol ved hjælp af flyvevåbenet. Hver dag tordner kampfly op og ned langs kysterne for at træne til krig. Flyene må kunne forsynes med effektive oliepøl-søgere, og fotoudstyr har de i forvejen.
Vi må straks have udskiftet de åbenbart mange analfabeter blandt miljøministe-riets nuværende olieeksperter med nogle, der både kan læse og forstå danske instruktioner i at tage olieprøver på havet og om bord på skibe, og med et par stykker, der både kan læse og forstå tyske instruktioner i at tage olieprøver fra helikopter.
Vi må med en vognstang vinke kraftigt til miljøminister Svend Auken, der tilsyneladende ikke kender meget til Vesterhavet eller har interesse for dets problemer, og bede ham om omgående at sørge for fangst af oliesvin i stedet for i årevis i interviews at præstere aggressive og velformulerede forsøg på at bilde os ind, at nu går det stærkt fremad ned arbejdet.
Hvor ender vi?
Det er uforståeligt, at søens folk for økonomisk vindings skyld kan få sig til: at bruge havet som skibstoilet, at genere tusinder af mennesker dagligt, og at påføre utallige havfugle så store lidelser.
Det er ubegribeligt, at kystkommunerne ved hver forurening kun koncentrerer sig om at kalde jægere til fugleskydning, at rense strandene med skovle og traktorer og at kræve statstilskud til oprydningen.
Det er ufatteligt, at danske lovgivere, som for størstede-lens vedkommende vel bor i København, absolut intet effektivt har gjort for at være med til at standse den langsomme kvælning af alt levendes ophav.
