Kronik

Tak, Højesteret

Debat
25. februar 1999

Tvindloven er ikke et enkeltstående tilfælde. I denne regerings tid glider vi hastigt mod et enkeltsagsdemokrati med hovsalove

Set i bakspejlet var Højesterets dom over folketing og regering i Tvindsagen egentlig forudsigelig. Domstolene har i de senere år markant signaleret direkte til Folketinget, at grundlovens bestemmelse om magtfordelingen mellem den udøvende, lovgivende og dømmende magt skal tages alvorligt.
Det startede med Folketingets aktion i Spar Nord-sagen, hvor Højesterets præsident den 3. november 1993 sendte et brev, der nok kunne ryste ansvarlige folketingsmedlemmer.
Det er unægtelig ikke hverdagskost, at Højesterets præsident uopfordret skriver til Folketingets uartige piger og drenge. Men skrivelsen var ikke til at misforstå. Sagens alvor understregedes i brevet, hvori det oplystes, at sagen havde været drøftet med dommerne i Højesteret, "nogle retspræsidenter", herunder præsidenten for Sø- og Handelsretten og Den danske Dommerforening.

I brevet konstateredes det, at kommissoriet for undersøgelsesretten indebærer undersøgelse i en tvist mellem en privat part og staten. "Efter de gældende forfatningsretlige regler hører en sådan tvist under de almindelige domstole, jfr. grundlovens Pgf. 3." Højesterets præsident udtrykker sine betænkeligheder ved konstruktionen og anfører, at undersøgelsesretten ikke har dømmende myndighed, men at undersøgelsesrettens afgørelse let kan blive opfattet som en dom.
"Sagen understreger således behovet for, at spørgsmålet om brugen af undersøgelsesretter (og kommissionsdomstole) disses opgaver og regler, som bør gælde for deres virksomhed, tages op gennem nedsættelsen af et udvalg... I mangel af den afklaring om brugen af undersøgelsesretter, som et udvalgsarbejde som det nævnte vil kunne tilvejebringe, har man - også på baggrund af hidtidig praksis - uanset sagens særlige karakter og de heraf følgende betænkeligheder ikke ment at burde modsætte sig, at domstolene medvirker til gennemførelse af den foreslåede undersøgelse.
Man må imidlertid - hvis en sådan afklaring ikke fremkommer - forbeholde sig sin stilling til fremtidige tilsvarende undersøgelser".
Her siges det altså klart til Folketinget som det også fremgår af Tvinddommen: Den konkrete sag vedrører en privat tvist, de henhører under den dømmende magt.

Den 22. juni 1995 afsagde Rigsretten dom i sagen mod Ninn-Hansen. Skulle nogen være i tvivl om magtfordelingen i Danmark, er Rigsrettens dom nok værd at få forstand af. Erik Ninn-Hansen hævdede som bekendt hårdnakket under hele sagen, at han havde opbakning fra regering og Folketinget til sin ulovlige administration.
Hertil anfører 15 af Rigsrettens 20 dommere:
"...Erik Ninn-Hansen er ved sin administration gået ud fra, at han har haft tilslutning hertil i regeringen og hos et flertal i Folketinget. Uanset om denne opfattelse måtte have været rigtig, er en sådan tilslutning uden betydning for bedømmelsen af skyldsspørgsmålet, idet den ikke kan legitimere den ovenfor beskrevne, lovstridige sagsbehandling."
Det var klar tale. Den udøvende magt skal forvalte i overensstemmelse med loven. Folketingets virksomhed er lovgivningsmagt, afledet fra folket, der sammensætter Folketinget gennem valgretter. Retskravet på familiesammenføring, der følger af udlændingeloven, kan naturligvis kun ophæves ved en ny lov vedtaget af Folketinget. Det tør svagt antydes, at cand. jur. og forsvarsadvokat Erik Ninn-Hansen i sine år som magthaver, havde fået grundloven godt og grundigt på afstand.
I Justitsministeriets forslag til våbenlov var den gal. Dommerne sagde ikke blot fra i høringssvarerne, men belærte folketing og regering om at grundlovens Pgf. 3 skal overholdes.

Til illustration skal citeres fra Vestre Landsrets skrivelse:
"... indeholder bemærkninger til lovforslagets forskellige tilkendegivelser om den strafudmåling, der forudsættes efter en vedtagelse af lov-forslaget.
... Det er imidlertid landsrettens opfattelse, at karakteren af de foreliggende tilkendegivelser, der for nærmere angivne tilfælde ret nøje angiver det forudsatte niveau for den konkrete strafudmåling indenfor de foreslåede straframmer, sammenholdt med en tilsyneladende øget anvendelse af sådanne tilkendegivelser i bemærkninger til lovforslag giver grundlag for følgende bemærkninger.
Efter grundlovens Pgf. 3 er den dømmende magt hos domstolene. Til udøvelsen af dømmende magt hører som en meget central opgave afgørelsen af straffesager, herunder udmåling af straf indenfor de generelle rammer, der er fastsat af lovgivningsmagten dels som strafferamme i den enkelte straffebestemmelse, dels i mere generelle lovbestemmelser om straffens fastsættelse.
På den anførte baggrund er der derfor blandt landsrettens dommere enighed om, at tilkendegivelserne i lovforslagets bemærkninger om de konkrete strafudmålingsniveauer, der i nærmere angivne tilfælde er forudsat indenfor de foreslåede straframmer, giver anledning til mere principielle betænkeligheder..."
Om voldspakken, affødt af statsministerens
nytårstale, udtalte Den danske Dommerforening i skrivelse af 5. marts 1997 bl.a.:
"... Straffastsættelse, herunder vurdering af om der foreligger konkret formildende eller skærpende omstændigheder, anses for at være et kerneområde for den "dømmende" myndighed, jfr. grundlovens Pgf. 3. Dommerforeningen finder, at der i bemærkningerne til de omhandlede lovforslag ikke er taget tilstrækkeligt hensyn til domstolenes muligheder og behov for at kunne vurdere den enkelte sag under hensyn til deres særlige omstændigheder og at fastsætte og afbalancere den konkrete straf i forhold til straffastsættelsen..."
Man kunne så forestille sig at høringssvarene gjorde indtryk på Justitsministeriets jurister eller på justitsminister Frank Jensen? I et samråd konfronterede jeg Frank Jensen med høringssvarene og de principielle problemer. Til ingen nytte. Ministeren kunne eller ville ikke indse, at lovforslaget rejser principielle problemer, endsige ind-rømme, at lovforslaget er udtryk for at lovgivningsmagten bevæger sig ind på domstolenes område.

Den 11. april 1997 indgik høringssvar fra præsidenten for Østre Landsret til et ændringsforslag om promillegrænsen ved spirituskørsel. Præsidenten føler anledning til at fastslå nogle helt grundlæggende principper.
"... Derimod giver forslaget anledning til følgende bemærkninger af både principiel og mere teknisk art. Det fremsendte lovforslag indeholder i sine bemærkninger særdeles detaljerede reguleringer af sanktionerne i anledning af overtrædelser af de pågældende bestemmelser i færdselsloven. Det er - når det sammenholdes med bl.a. de seneste lovforslag om ændring af straffeloven m.v. - udtryk for en tendens til øget anvendelse af detaljerede tilkendegivelser, der for nærmere angivne tilfælde ganske nøje angiver det forudsatte niveau for den konkrete strafudmåling m.v. indenfor lovens rammer. Landsretten finder, at denne tendens giver anledning til principielle betænkeligheder.
Efter grundlovens Pgf. 3 er den dømmende magt hos domstolene. Til udøvelsen af dømmende magt hører som en meget central opgave afgørelsen af straffesager, herunder udmåling af straf m.v. inden for de generelle rammer, der er fastsat af lovgivningsmagten dels i den enkelte strafbestemmelse, dels i mere generelle lovbestemmelser om straffens fastsættelse.
Landsretten finder det derfor principielt betænkeligt, at lovforslaget vedtages med de nuværende bemærkninger.
... Det tilføjes, at domstolene selvsagt må antages at ville tillægge generelle tilkendegivelser fra lovgivningsmagten om sanktionsniveauet i betragtning ved udarbejdelsen af kommende retningslinier, men at man ikke kan antages at ville føle sig afskåret fra at fravige dem, hvis deres anvendelse i konkrete situationer ikke skønnes velbegrundede..."
Tvindloven er altså ikke et enkeltstående tilfælde. Tværtimod synes det i denne regerings tid at gå hurtigere og hurtigere nedad glidebanen, væk fra retsstaten mod et enkeltsagsdemokrati med hovsalove båret af pludseligt opståede stemninger.
Det er dybt betænkeligt som Folketinget skalter og valter med lovgivningsarbejdet og dermed med borgernes retssikkerhed. Derfor var Højesterets dom i Tvindsagen helt nødvendig og i virkeligheden helt forudsigelig.

Birthe Rønn Hornbech er MF og Venstres retspolitiske ordfører, medlem af Folketingets Retsudvalg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her