Læsetid: 5 min.

Totalitære tal

Debat
18. februar 1999

Et totalitært samfund som det sovjetiske ville aldrig være i stand til at producere pålideligt talmateriale om sin egen økonomiske situation

HISTORIE
Der var nok at spise i Sovjet, hævder Leopold Galicki i Information 10. februar og godtgør det med tal fra FAO og CIA. Det gennemsnitlige forbrug af kalorier viste sig at svare til vestlige lande. Galicki begår næppe nogen regnefejl, men er tallene pålidelige? Er der noget statistik fra sovjetiske kilder frem til Gorbatjov, der overhovedet er troværdigt?
CIA forsøgte at benytte sovjetiske kilder og anstrengte sig så for at korrigere for fejl og overdrivelser. Men hvis tallene var fri fantasi, eller rettere: Udtryk for de verdenshistoriske forbedringer, som det sovjetiske folk under partiets indsigsfulde ledelse arbejdede på at virkeliggøre, ja, så bliver selv korrigeringer af fiktion til løgn.
Et totalitært samfund som det sovjetiske ville aldrig være i stand til at producere pålideligt talmateriale om sin egen økonomiske situation - selv ikke forbeholdt lederne - fordi der i et sådant samfund aldrig vil kunne skelnes mellem at være kritisk og undergravende og så komme med ikke-tilfredsstillende tal.

Ingen kritik mulig
Hvilken brik i systemet vil risikere sin karriere (og i 30'erne sit liv) ved at komme med ikke-smigrende statistik? Der er ingen offentlighed og ingen kritiske journalister til på noget tidspunkt at stille spørgmålstegn ved noget som helst. Og hvis nogen stiller spørgsmål, bliver de til undergravende elementer. Hvem tør præsentere Saddam Hussein for usminkede tal om irakernes levestandard? "Alt, hvad der på den ene eller anden måde vidnede om situationens yderst negative tilstand, var underlagt censur," skriver Sjevardnadse i sine erindringer.
Når der ikke er nogen fri offentlighed i et samfund, vil sandheden aldrig komme frem. Tal bliver til løgn. Det var netop den indsigt, som gjorde Koestler og Orwell til forbilledlige antikommunister og Mørke midt på dagen og 1984 til vort århundredes vigtigste bøger.
Først under glasnost begyndte der at komme pålideligt materiale frem om levestandarden. I 1985 viste det sig, at russeren fik mindre kød at spise end i zarstyrets sidste tid. Der var mangel på alting. Sibiriske minearbejdere strejkede i 1989 for at få sæbe. Toiletpapir var svært at skaffe i landet med mest skov i verden. En litauer fortalte mig i 1990, hvor ydmygende det var, at han ikke kunne opdrive hygiejnebind til sin kone.
Sorte i Sydafrika under apartheid kunne selv disponere en beskeden indkomst tjent i hård valuta (der kan spares op og bruges på verdensmarkedet) og med held erhverve hus og bil. Det er langt mere frihed end at være underlagt realsocialisme, hvor pengene intet er værd, alt vigtigt er rationaliseret og du maksimalt kan gøre dig håb om en bolig i betonslum.

En ny type
En vestlig leder, som mødte Gorbatjov da han var kommet til magten, har fortalt, hvordan Gorbatjov var en ny type i Kreml. For når man spurgte ham om Sovjets økonomi, opremsede han ikke gigantiske tal om den totale traktorproduktionen, men sagde ganske simpelt: Vi producerer sådan set meget godt, men det når bare aldrig ud til forbrugerne.
Og så er alle tal ligegyldige, når tomaterne rådner på et sidespor.
Mange vestlige Sovjetforskere har slet ikke forstået denne totalitære logik. Sidney og Beatrice Webbs 1000 siders værk Soviet Communism - A New Civilisation fra 1936 må stadig stå som en lysende advarselslampe mod alle tendenser til at tage sovjetiske kilder for pålydende værdi. Sidney og Beatrice Webbs værk beskriver Stalins Sovjet alene ud fra tilgængeligt skriftligt materiale - uden nogensinde at se på virkeligheden. Og så bliver Sovjet til idealet af et nyt samfund.
"Den sovjetiske økonomi er genstand for mange akademiske undersøgelser, som utallige forskningscentre i Vesten beskæftiger sig med... Men dem, der er født i Sovjetunionen, eller dem hvis tilgang til Sovjets samfund går gennem historie, litteratur, rejser eller ved at lytte til emigranterne, har svært ved at genkende økonomernes beskrivelser. Der synes at være en uoverstigelig kløft mellem det system, som affattes i tal og figurer, og det andet system uden tal og figurer, som bygger på personlig indlevelse og faktuelle erfaringer."
Sådan skrev den fransk sovjetforsker Alain Besancon i 1980, og det udtrykker dilemmaet i forståelsen af Sovjetunionens historie.
De personlige beretninger stemmer ikke overens med den officielle historie. Og her er der virkeligt et dilemma i forhold til Sovjets historie. For når Sovjetkommunismens tabsliste skal diskuteres, må man nødvendigvis diskutere tal, som er højst usikre og som der kan stilles spørgsmålstegn ved.

Ukontrollérbart tal
Jeg citerede i Information Norman Davies' 54 millioner ofre, som igen bygger på Robert Conquest, men uden selv - selvfølgelig - at have ringeste mulighed for at kontrollere det videnskabeligt. Men lad os da diskutere det i den fri offentlighed, hvor der kan kommes med indsigelser og korrektioner.
Per Dørup Jensen og Steve Parsons kommer (10. febr. 99) her med relevant kritik, men når de begge alligevel betvivler tallene, fordi Robert Conquest arbejdede for den britiske efterretningstjeneste IRD, befinder vi os i vante venstreorienterede kortslutninger beruset af ideologiseringer. George Orwell arbejdede også for IRD - ændrer det på værdien af hans forfatterskab?
Og når Per Dørup Jensen kan påstå, at Moskvaprocesserne var ægte, har han lidt af et forklaringsproblem. Det var ikke ulogisk af Stalin at udrydde sine modstandere, men logisk efter en totalitær tankegang, fordi der ikke dér kan skelnes mellem de mange seriøse og ægte kritikere (Bukharin, Munch-Pedersen, Slansky etc etc.), der vil forbedre socialismen, og så de virkelige konspirationer.
Leopold Galicki mener, at kommunismens og kapitalismens moralske regnskab salderer. Her burde Galicki læse Halldor Laxness' En digters oprør, hvor Laxness beskriver, hvordan han som digter og venstreorienteret i 30erne så meget fattigdom og arbejdsløshed i Vesteuropa, men det var usammenligneligt med de flokke af hungerdøende mennesker, som mødte ham i Sovjet. "De arbejdsløse i Vesteuropa og Amerika var ikke et hungerproletariat i laser og pjalter, men mænd, der, selv om de var i øjeblikkelige vanskeligheder, gik i rent tøj og med pudsede sko og barberede sig."
På gennemrejse i Ukraine oplevede Laxness et helt folk, der hjælpeløst flakkede om uden mad og uden nogen af livets mest elementære fornødenheder. Udleveret til kannibalisme. Stalin sagde under Anden Verdenskrig til Churchill, at krigen var den rene barneleg sammenlignet med tvangskollektiviseringen.
Hvordan i alverden kan Galicki blive ved med moralsk at sidestille realsocialismen og markedsøkonomien? Kan Galicki ikke se forskel på at få en fyreseddel i Vesten (hvor man aldrig har behøvet fysisk at sulte) og så i Sovjet få 10 års tvangsarbejde? Markedsøkonomien er ingen lyksalighed, fordi den bruger et 'ondt' princip, profitten, til at få det hele til at fungere. Men hellere det end sult og udryddelse, som har været det aktuelle alternativ i vor tid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her