Studiegæld har en duft af tant og fjas, men...
GÆLDSSLAVER
Fem linier bag på denne avis blev det til her omkring den første februar, som er fristen for at søge rentetilskud til afvikling af statsgaranterede studielån. Under overskriften "Gældsslaver" blev der - lidt ironisk, men dog alligevel - gjort opmærksom på, at nu er tiden inde til den årlige ansøgning. Men ellers er der forbløffende stille om et problem, som ellers påvirker rigtig mange familiers økonomi og velbefindende i negativ retning. Ifølge finansministeren drejer det sig om 36.000 mennesker med gæld, dvs. et problem, der kan berøre mindst 100.000 mennesker.
Studiegæld er og bliver betragtet som den enkeltes problem, men når vilkårene er blevet ændret så voldsomt, som tilfældet er her, må det undre, at vi ikke har haft et lige så stort ramaskrig ved ændringer i vilkårene, som vi har omkring af efterlønnen.
Folketinget har flere gange erkendt, at der er tale om bristede forudsætninger for vilkårene for tilbagebetaling. Værdien af rentefradraget er forringet i takt med skattereformernes (kartoffelkur og pinsepakke) gennemførelse. Rentetilskudene, som skulle være et plaster på såret, virker som en belastning, da det er fuldt skattepligtigt og medregnes i den samlede indkomst selvom pengene aldrig kommer i låntagerens hænder. Muligheden for at blive betragtet som et nogenlunde normalt menneske, der tog lån for at investere i noget så relevant som uddannelse, er hele tiden blevet gjort til grin af at f.eks. renten på studielån har været væsentligt højere end på billån, og af at ingen rigtig tror på, at pengene kan have været brugt til ret meget andet end fornøjelse.
Og så anses akademikeres lommesmerter sikkert heller ikke for at være en særlig valgsikker succes at skabe politisk karriere på. Dybest set er det jo stadig en befolkningsgruppe, som anses for at have store privilegier og få problemer, uanset at virkeligheden ser anderledes ud.
I slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne blev studerende ligefrem opfordret til at tage studielån. SU kunne mange først få efter det fyldte 23. år, og den gang medregnede man, på trods af at forældres forsørgerpligt ophørte ved 18 år, stadig forældres indtægt som forsørgelsesgrundlag for studerende mellem 18 og 23 år.
At det var en illusion for langt de fleste forældre at forsørge deres studerende børn vidste alle - og måske netop derfor tilbød man statsgaranterede studielån for at sikre den forsørgelse, der jo skulle til undervejs i den uddannelse både vi, samfundet og vores forældre gerne så vi fik.
Vi troede på den rådgivning vi fik dengang. Vi tog lån, indtil vi nåede den eftertragtede SU-alder og vi troede på, at rentefradraget også ville eksistere, når vi en gang skulle betale pengene tilbage.
Det gjorde det ikke. Tværtimod bevirkede renteudviklingen, at de få penge vi lånte (i god tro og ved bankernes mellemkomst) voksede til astronomiske beløb - ofte fem gange det lånte beløb i løbet af en normal studietid. Og det har ingen mennesker en reel chance for at tilbagebetale. Mange af os sidder faktisk i en situation, hvor vi har tilbagebetalt det lånte beløb flere gange med månedlige afdrag, der mest af alt ligner terminsbetalinger på en mindre strandvejsvilla, men gælden vokser stadig og udsigten er ikke længere et lys for enden af tunnelen, hvor gælden er betalt. Nej, nu venter vi blot på saneringen efter de 15 års gældsslaveri, som vi altså skal igennem.
Resultatet bliver, at de fleste bliver saneret i 50årsalderen - et par år efter børnene er flyttet hjemmefra. På et tidspunkt, hvor det ikke rigtig længere er til glæde for nogen, men hvor mange af os helt sikkert har tabt en stor del af lysten til at tro på et solidarisk velfærdssamfund med lighed skabt gennem uddannelse.
Gæld gør nemlig ondt - også andre steder end i den slunkne tegnebog. Det er faktisk enormt ubehageligt og en stor psykisk belastning altid at skulle forklare og forsvare sig mod direkte og indirekte beskyldninger for at have været økonomisk uansvarlig.
Tænkte man lidt anderledes på problemstillingen, gik staten ind og sanerede noget før, hvad den jo altså i langt de fleste tilfælde alligevel kommer til i sidste ende, så ville det være både bedre og billigere for alle parter: Den gæld, der skulle indfris, ville være mindre. Gældsslavernes økonomi ville være bedre, deres skat større, deres forbrug ville stige - de ville ligefrem skabe arbejdspladser.
Men sådan tænker man ikke, fordi studiegæld har en umiskendelig duft af at være penge brugt på tant og fjas - ikke på husleje, lærebøger og børnesko - og mange har en opfattelse af, at de penge vi lånte, selvfølgelig skal betales tilbage. Det, skulle jeg hilse at sige, har vi gjort, men kun to-tre gange, og alligevel må vi vente til slaveriets tid er forbi og renternes renters rente betalt, men så vil vi sgu også have efterløn, boligsikring, medicinkort og hjemmehjælp. Så vil vi ha' noget for at have brugt de bedste år af vores liv på at finansiere et stort risikofrit overskud i bankerne og for selv at have påtaget os det, der burde have været statens investering i at vi blev gode og veluddannede skattebetalere.
Det er nemlig den slags holdninger, der kommer ud af at mistænkeliggøre folks økonomi og motiver. Så bliver man sig selv nærmest og kræver sin del af fællesskabet uden smålige hensyn til behov, nødvendighed og samfundsøkonomi.
