Læsetid: 5 min.

'Jeg udstiller mig selv - derfor er jeg'

Debat
26. februar 1999

Billedkunsten viser - også - tidens tendens til at leve det private liv offentligt. Som nu Tracy Emins abortfilm

ROBINSONSK
I sommeren '96 dannede bydelen Soho i New York rammen om udstillingsprojektet Shopping. Udstillingen, der var arrangeret af den franske kurator Jérôme Sans - i samarbejde med Galleriet Deitch Projects - gik i al sin enkelhed ud på at løsrive værkerne fra det normale udstillingsrum og bringe dem i kontakt med byrummet. Et autoværksted lagde således rum til en skulptur-installation, mens videoværker kunne opleves så forskellige steder som blandt andet i en deli, en fancy modebutik og i en Sex Shop. Den østrigske billedhugger Erwin Wurm, havde dog valgt at arbejde direkte i gadebilledet. På et billboard viste han et såkaldt 'før-og-efter' billede af sig selv med teksten: "How to become 4 sizes bigger in 8 days".
Netop dette værk kom jeg i tanke om, da radiostudieværten Alex Nyborg Madsens kamp mod vægten for et par uger siden var hovedhistorien på en af formiddagspressens spisesedler.

Nu ved jeg selvfølgelig godt, at der ikke er tale om et kunstprojekt, når Alex står frem med sit vægtproblem, selvom - undskyld mig - det virker lige så absurd at smide 60 kilo i løbet af et år, som at forøge sin vægt fire gange på en uges tid. Alex er altså ikke i gang med et kunstprojekt, alligevel er det interessant at bringe ham og hans lidelser ind i en billedkunstnerisk kontekst. Historien griber nemlig præcist ind i den offentlighedsproblematik, billedkunsten synes at afsøge lige nu.
I dag arbejder mange billedkunstnere bevidst i gråzonen mellem det private og det offentlige, og det kan i mødet med værker af denne type være vanskeligt at skelne, hvor grænsen egentlig går mellem kunst og virkelighed.
Spørgsmålet er dog, hvorfor en sådan sondering er så vigtig. For er det egentligt billedkunsten, der trænger til mere klare rammer omkring sig? Spejler billedkunsten ikke blot de tendenser, der allerede fungerer i vores nære omgivelser? Man kan jo for eksempel spørge sig selv om, hvorfor en semikendt mands overvægt pludseligt er så vigtig, at vi alle sammen skal kende til den?

Der er måske en grund til at så mange kunstnere i dag mere arbejder med at forme i det sociale - frem for som tidligere i materialet. Hvorfor lave billeder af virkeligheden, når den i forvejen mest af alt fremstår som en billedskabt virkelighed?
Selvom der er spot på det enkelte individ i dag, er det ikke det individuelle særpræg, men derimod de mulige fællesnævnere, der søges. Uanset, hvor heroisk den end måtte forekomme én, så er det ikke Alex' kamp mod vægten, der er den egentlige årsag til mediernes bevågenhed. Der er derimod en stigende tendens til overvægt hos store dele af befolkningen her i Vesteuropa. Men det er der ingen, der gider læse om, så det sælger ingen aviser. Først når temaet personificeres, får det den brede interesse.

I dag iscenesætter vi os alle i en eller anden forstand, men selvidentifikationen henter vi nu i tilhørsforholdet til gruppen: Jeg er, som dem jeg ligner. Og netop dette fænomen danner et centralt element for den billedkunstneriske undersøgelse her i 90'erne. Mange af de værker, vi møder rundt om på udstillingerne i disse år, handler derfor ikke kun om en afsøgning af hverdagslivets sociale rum, men især om hvordan - og det vil i høj grad sige af hvem - den kontekstualiseres. Og i denne sammenhæng spiller størrelser som køn og alder en afgørende rolle.

Den engelske billedkunstner Tracy Emin er en af de kunstnere, som bevidst arbejder i gråzonen mellem værk og virkelighed, med tydeligt afsæt i sit køn. Tracy Emins produktion ligner ikke det, man normalt forstår som et kunstværk, og må nok nærmere karakteriseres som kunstprojekter. Alt hvad der sker - og tidligere er sket - i hendes privatsfære, er brugbart kunstmateriale. Det gælder både hendes skiftende kærlighedsaffærer, men også hendes private korrespondance med familie og venner. Elementer, der alle indgik i telt-værket "Everyone I Have Ever Slept With 1963-95", som kunne opleves på Saatchi & Saatchi's udstilling Sensation i 1997.
Tracy Emin indrettede allerede i midten af 90'erne sit eget museum - i en nedlagt butik på Waterloo Road - i den sydlige del af London. Museet fungerer både som arbejdssted og udstillingslokale, men danner af og til også rammen om særlige arrangementer.

Jeg deltog sidste vinter i et af disse arrangementer, sammen med en halv snes andre kvinder. Tæt bænket i det lille forlokale fik vi forevist en 60 minutter lang video om en abort, Tracy Emin havde fået foretaget et par år tidligere. Nu er aborter noget, der overgår en hel del kvinder, så den efterfølgende snak var derfor, naturligt nok, ret følelsesladet. Dog ikke, som man umiddeltbart skulle tro, på grund af temaet. Derimod kredsede snakken omkring spørgsmålet om kunst kontra virkelighed. Flere af de tilstedeværende nægtede pure at opfatte videoen som andet end et personligt dokument, hvorimod Tracy Emin stæ-digt insisterede på at værket skulle opfattes i en kunstkontekst.
Jeg gik hovedrystende derfra og tænkte, at det var en tåbelig diskussion. For selvfølgelig var det et kunstprojekt - uden at det i sig selv kvalificerer projektet som noget særligt. Det centrale problem er derimod, hvad kunsten kan synliggøre for os, og om vi via kunst kan nærme os noget, der ligner rene begreber. For mig at se peger Tracy Emins kunstprojekter på et af tidens ømmeste punkter, nemlig den omsiggribende trang til at ville leve sit liv offentligt: Jeg udstiller mig selv, derfor er jeg. Det er præcis dét fænomen, Tracy Emin tematiserer i sit kunstprojekt.

Og der er god grund til at undersøge netop denne tendens. Tænk bare på de mere end 15.000 danskere, der har meldt sig som kandidater til næste omgang Robinson. Det siger sig selv, at ikke alle får ønsket opfyldt, men selv for de uheldige er der håb. Det koster i dag stort set ingen penge at oprette en hjemmeside, tilslutte et digitalt kamera til computeren - og så er man bare på. Der ligger allerede masser af disse web-cam-sites på nettet, hvor man kan få et kig ind i folks privatliv.
Join the club og bliv synlig!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her