Kronik

Vil De vide mere

1. februar 1999

I den vestlige verden tror vi, at pressen er fri og demokratisk, og at sandheden nok skal komme frem. Men 'Massakren på Den himmelske Freds Plads' viser, at det langtfra altid sker

Natten til 4. juni 1989 blev op mod 200.000 soldater sat ind mod demokratibevægelsen i Beijing. Mange hundrede civile blev dræbt på Tianmen, og tusinder såret," skriver Gyldendals Store Danske Encyklopædi, Bind 10 s. 528 (1998).
"Den Himmelske Freds plads var et af de forholdsvis sikreste steder at opholde sig i Peking på rædselsnatten," sådan lød det tværtimod i en kommentar af Søren Clausen i Information 1992.
I Politikens Hvem, Hvad, Hvor fra (1990) står der på side 161: "Kina: Tusinder meldes dræbt, da militæret åbner ild mod demonstranterne på den Himmelske Freds Plads". Ydermere har Kjeld Koplev skrevet 'Massakren der aldrig fandt sted - og 24 andre journalistiske beretninger, der blev censureret bort i pressen.' (Information 7. januar 1992).

Der er altså unægtelig tale om modstridende oplysninger. Det virker yderst tankevækkende at læse Kjeld Koplev og Søren Clausens artikler, for så bagefter at kunne læse det stik modsatte i de to opslagsbøger.
Mistænksomheden og tvivlen bragte os ind i store mængder af kinesisk historie, dansk - og udenlandsk presseetik, politik på mange planer og uvidende eller uinformerede danskere. For en nærmere beskrivelse af selve begivenheden samt af den danske pressedækning, se dagens Apropos.
Den danske befolkning så gennem mange uger hver dag billeder fra Den Himmelske Freds Plads. Efter den frygtelige nat kommer der flere billeder fra Beijing, men:
"Enhver, der har været i Beijing, kan se at blodbadsbillederne ikke stammer fra Den Himmelske Freds Plads," fastslår Søren Clausen.

På trods af denne viden, som Søren Clausen bl.a. deler med Robin Munroe fra menneskerettighedsorganisationen Asia Watch har Vibeke Sperling skrevet i Politiken: "Det er så klart dokumenteret, både fra tv-reportager og fra skrevne reportager, at der fandt en massakre sted på Den Himmelske Freds Plads".
Men det er det ikke. Det er det amerikanske tv-selskab ABC et eksempel på. De bragte en reportage med speaken: "Soldater skyder på demonstranter!", men billederne viser klart, at det er demonstranter ved Muxidi (ca. seks kilometer fra Den Himmelske Freds Plads), der tæver løs på soldater. ABC's forklaring lyder som følger: "Vi havde ikke billeder af det andet."
Det blev ikke påstået i diverse medier, at blodbadsbillederne var fra Den Himmelske Freds Plads, men det blev hellere ikke afkræftet. Det er reelt vildledende i forhold til befolkningen, og hvis man aldrig har været i Beijing, er det umuligt at se, hvorvidt billederne er fra Den Himmelske Freds Plads eller ej. Det medvirker til at myten om massakren på Den Himmelske Freds Plads er svær at aflive.
Søren Clausen, der selv var i Beijing natten mellem den 3. og 4. juni 1989 udtaler:
"Jeg var meget i medierne dengang i juni 89 og stort set alle dagblade interviewede mig. Alle steder fortalte jeg om det, jeg havde oplevet, og folk verfede mig af med: 'Har du ikke set fjernsyn?'"
Vi talte med en journalist fra Jyllands-Postens udlandsredaktion, der mener, at det er hævet over enhver tvivl, at der var en massakre på Den Himmelske Freds Plads. Han henviser til Mette Holms Bog Dagbog fra Beijing, G.E.C. Gads Forlag 1989. Mette Holm dækkede begivenhederne i Beijing for TV-avisen og skrev samtidig dagbog om dagene op til 'natten'. Fra meget tæt hold af studenterne og hele den tilspidsede situation giver hun en yderst punktlig og subjektiv dagbogsskildring af dagene op til den 29. maj, hvor Mette Holm forlader Beijing.
Efter den 29. maj bygger hun bogen på de udenlandske nyhedsbureauers, avisudklip og de optagelser TV-A flere gange dagligt modtager fra udlandet gennem det europæiske tv- samarbejde. Og så var vi lige vidt.
En 77 sider lang rapport fra The Joan Shorenstein Barone Center on the Press, Politics and Public Policy redegør for pressens problem. Ifølge rapporten har journalisterne tilsyneladende rendt i hælene på hinanden og brugt hinanden som kilder. Rapporten påpeger også, at journalisterne var flygtet. Og fra deres hotelværelser har de, på grund af forestående deadline, skrevet deres historier på rygter.
Dog kunne journalister med kinesisk sprogkundskab (bl.a. den britiske avis The Guardian) berette om en ikke ligefrem udramatisk, så i hvert fald udrabelig rydning af pladsen. Resten af journalisterne kunne godt se ud til at have skrevet på løse forlydender.

Nate Polowetzky fra nyhedsbureauet AP har senere udtalt, at han ikke finder det problematisk at bruge formuleringen "massakren på Den Himmelske Freds Plads" symbolsk i stedet for geografisk.
Den slags journalistiske feberredninger dækker reelt over uprofessionelt arbejde og kunne også ses i sagen om Shells planlagte dumpning af 'Brent Spar' i Nordsøen. Her 'reddede' pressen historien ved at sige, at det ikke længere var forkerte tal og oplysninger, det drejer sig om, men symbolværdien i at havet skulle bruges som affaldsplads.
Kort sagt er der en uheldig tendens til, at den vestlige verdens befolkning æder en god historie alt for råt og ukritisk. Ikke alene har Den Himmelske Freds Plads sin helt egen symbolværdi, men at det er studenter der nedslagtes - altså landets fremtid - giver historien en ekstra dimension. Historien sælger godt.
Hvorfor er det så uheldigt at fordreje begivenhederne i Beijing?
Det er vigtigt at forstå, at den fredelige, organiserede demonstration, som nogle studenter havde arrangeret, løb løbsk. Flere og flere bakkede op om studenterne, og uroligheder begyndte at brede sig i Beijings gader. Soldater blev banket, og der blev sat ild til deres køretøjer. Studenterne forsøgte at gemme de erobrede våben for, at de ikke skulle falde i hænderne på tilløbende ballademagere, men forgæves.
Det er i dét lys, man skal se den kinesiske hærs hidsige og uansvarlige indsats. Det er derfor vigtig at fastholde, at det var optøjerne i Beijings gader, hæren slog umenneskelig hårdt ned på - ikke de studenter, der befandt sig på Den Himmelske Freds Plads! Men at dreje hærens nedslagtning af oprørere i Beijings gader, til nedslagtning af en fredelig studenterdemonstration på Den Himmelske Freds Plads, er mildest talt problematisk.

En helt anden side af sagen er, at vi giver det kinesiske regime en kæmpe håndsrækning, når vi bliver ved at holde fast i sådan en usandhed, som 'massakren på Den Himmelske Freds Plads' er blevet. Den kinesiske regering kan med sindsro i stemmen sige: Jamen, der var ingen massakre på Den Himmelske Freds Plads.
Samtidig kan de vise den kinesiske befolkning, at vi i Vesten ikke er andet end en propagandamaskine, der fordrejer sandheden for at få det til at passe til vores ideologiske overbevisning.
Dette er ikke skrevet for at støtte den kinesiske regering eller for at nedgøre studenternes brave kamp mod den selvsamme regering. Men fordi, vi i den vestlige verden er vokset op med den tro, at vores presse er demokratisk og fri.
'Massakren på Den Himmelske Freds Plads' er i den vestlige verden gjort meget sort/hvid. Historien er nem at fordøje og passer godt ind i vores verdensbillede. Ukritisk brug af studenternes udtalelser, utilstrækkelig billeddækning og forhastede konklusioner er med til at fordreje begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads.
Så længe der ikke er klarhed om hvad der skete natten mellem den 3. og 4. Juni 1989, med alle argumenter for og imod, hvordan kan det så stå beskrevet med to linjer i Encyklopædien? - Virkeligheden er ikke så enkel.

*A. Thorbjørn Christiansen og Gry Fejerskov Ingeslev er elever på Ry Højskoles Journalistlinje.

Apropos - Dramatiske mediedage

Natten mellem den 3. og 4. juni 1989 begyndte studenterdemonstrationerne kort efter den tidligere partileder Hu Yaobangs død den 17. april. Hu Yaobang var venligt stillet overfor studenterne, men blev tvunget til at træde tilbage i 1987 - derpå blev han studenternes helt.
Netop da studenterne besatte Den Himmelske Freds Plads var der megen udenlandsk presse i landet, fordi Sovjetunionens daværende leder Gorbatjov var på besøg. Studenterne tiltrak sig megen opmærksomhed, og til ære for de mange engelsktalende journalister trykte de T-shirts med slogans som We shall overcome og Give me liberty or give me death.
Mange kinesere tilsluttede sig studenterdemonstrationerne, og da den kinesiske regerings reaktion var usædvanlig inkonsekvent, begyndte et politisk magtspil. Det korte af det lange er, at flere og flere soldater blev sendt til Beijing, hvilket kun forstærkede urolighederne rundt om i byen. Intensiteten steg og nåede et klimaks i løbet af den 3. juni 1989, for at nå til udbrud natten mellem 3. og 4. juni.
Dagen efter natten til den 4 juni 1989 var de danske aviser ikke i tvivl. Historierne væltede ind. Jyllands-Posten skriver, at studenter, der gik arm i arm på Den Himmelske Freds Plads, blev kørt over af tanks, og Politiken, at studenter, der lå i deres telte, blev mast. Begge aviser er enige om, at soldaterne stormede pladsen, hvor de skød uhæmmet ind i folkemængden (5. og 6. juni 89). De anslår dødstallet til at være et sted mellem 500-3.000. Ens for begge aviser (og mange, mange andre rundt om i verden) er, at deres kilder er for ensidige. Begge aviser sætter bl.a. deres lid til Associated Press (AP).
Desuden bruger Politiken udelukkende UPI og Reuter. Dagen efter belyser Politiken sagen med en artikel fra Washington Post, med titlen 'Mejet ned på fredens plads'. Artiklen bygger sin historie på anonyme kilder. Artiklerne er ledsaget af billeder. Billeder som dokumentation for at historien om massakren rent faktisk skulle have foregået på Den Himmelske Freds Plads...
Men billederne snyder - som det fremgår af vores kronik.
Gry Fejerskov Ingeslev og Anders Thorbjørn Christiansen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu