Kronik

Altid på arbejde

Debat
10. marts 1999

Fleksibilitet er blevet overenskomstfor-handlingernes hotteste trend. Det lyder også
vældig godt

Et af tidens hotteste modeord hedder fleksibilitet. Og herom har sociologen Richard Sennett skrevet en ny bog, der kort før jul blev fyldigt omtalt og anmeldt overalt i den vestlige verden, The Corrosion of Character. The Personal Consequences of Work in the New Capitalism.
Corrosion betyder tæ-ring, ætsning eller undergravning. På tysk har bogen fået en meget passende og aldeles tydelig titel: Der fleksible Mensch.
Som titlen antyder, er Sennett yderst kritisk over for den fleksibilisering, der synes at luske ind overalt - vel at mærke uden forudgående, offentlige drøftelser endsige gennem demokratiske beslutningsprocesser i samfundet. Fleksibiliseringen er en næ-sten fjendeløs fremtid, der allerede er begyndt. Den indfinder sig bare, slår pludselig igennem overalt i det individualiserede samfund.

Sennett fortæller os, at ordet fleksibilitet (flexibility) kom ind i det engelske sprog i det 15. århundrede. Betydningen af ordet stammede fra første færd fra den simple iagttagelse, at selvom et træ må bøje sig for vindens kraft, vil dets grene alligevel vende tilbage til de oprindelige positioner, når vinden løjer af. Fleksibilitet betegner på denne måde træets evne til at genetablere og fastholde sin form. Ideelt set bør fleksibel menneskelig adfærd have samme 'stræk-styrke'. Mennesket må kunne lære at omgås skiftende omstændigheder uden at blive knækket eller på anden måde ødelagt.
Sennett mener, at det magtsystem, der ligger skjult i, og som sniger sig ind i moderne former for fleksibilitet drejer sig om tre elementer:
*diskontinuerlig genopfindelse af institutioner;
*fleksibel specialisering af produktion; og
*magtkoncentration uden magtcentralisation.
De personlige konsekvenser af disse tre facts er for det første, at den ønskværdige fleksible adfærd foreskriver den enkelte en lyst til forandring. Nuet bliver diskontinuert i forhold til fortiden, og managementteorierne prædiker, at den manglende sammenhæng og den konstante opfindelse af nye organisationsformer er frihedsskabende og kreativt frisættende.
Ideen er at få det gamle stivnede bureaukrati brudt op og lade nye hypereffektive, fleksible 'småbureaukratier' se dagens lys.
På mange arbejdspladser er masseproduktionens standardiserede gentagelighed en saga blot. I stedet træder omstillingsparathed og en forventning om en selvstændig og aldeles foreløbig organisering af den fleksible arbejdsdag. Kravet er: Yd mere arbejde for færre ressourcer - arbejd kvalitativt og skær ned på spildtiden! Den fleksible kapitalismes Gud hedder produktivitetsforøgelse.
Men dagligdagen kan blive manglende arbejdsglæde og tab af motivation, skriver Sennett. Mange virksomheder tvinges til at adlyde den flygtige og letbevægelige forbrugsadfærd. Det gør arbejdslivet meget omskifteligt.

For det andet drejer fleksibel specialisering sig om at få mere varierede produkter hurtigst muligt ud på markedet. Der er tale om en antitese til 'fordismen' (de store serier af millioner af ens, sorte Ford T-biler). I stedet for ét langt samlebånd opstår små øer af fleksibel produktion. Computerdata over forbrugeradfærd, højteknologi og arbejdskraftens høje innovationskraft flyder sammen i den fleksible specialisering. Virksomhedens ambi-
tion gælder opbygningen af en hurtigt responderende produktion, gearet til markedets skiftende behov.
Det nye mantra hedder 'postfordisme'. Idealet er ikke en stiv topstyret, hierarkisk virksomhed, men en fleksibel foranderlig institution, hvori ikke mindst sløve og gammeldags chefer og mellemledere ikke skal føle sig alt for sikre på taburetterne.

Det tredie element drejer sig om en tilsyneladende decentralisering af magten i virksomheden. Umiddelbart overbebyrdes 'lavere' lag med at skulle tage stilling til en masse væsentlige opgaver. Men de fleksibele smågrupper i virksomheden får ikke del i den økonomiske eller strategiske magt - de bliver blot presset yderligere; deres viden og nytænkning bliver suget ud af dem. Istedet for en klar magtpyramidestruktur bliver den institutionelle struktur mere udvisket, sammenrullet (convolu-ted), forførende og snedig.
Mange virksomheder benytter sig i dag af flekstid, af en fleksibel organisering af arbejdstiden. Virksomheden bliver forvandlet til en mosaik af folk, der arbejder på alle mulige forskellige tidspunkter. Umiddelbart ser det frihedsskabende ud; men virkeligheden er en anden, ifølge Sennett. Stempeluret er blevet afløst af en altindfangelig skærmkontrol, der kan kontrollere, hvor længe der arbejdes, også selvom man tager arbejdet med hjem. Og desuden kan det blive svært at opbygge en kollegial samtale, en fælles ånd og en reel solidaritet.
Magtens allestedsnærværende logik kan tage formen: Her er en opgave - vil du have den, så løs den hér eller tag den med hjem. Bare den bliver færdig snarest! På denne måde bliver arbejdslivet ikke mere frit, men blot yderligere belastet af den 'frihed', der går ud på at tvinge den arbejdende til at arbejde til den næsten frit valgte opgave er løst.
Mange - tekstarbejdere, akademikere, journalister, sekretærer, konsulenter etc. - kender vist til denne institutionelle form for stress og skyld. Hvis du ikke bliver hurtig færdig, bliver skylden umærkelig din egen og ikke en eller anden dum chefs. Det fleksible arbejdes normer skal internaliseres, hvis du ikke ønsker at tabe flyvehøjde.

Den fleksible tid bliver et af den nye magts ansigter. Det fleksible magtregime tvinger folk til at acceptere et fragmenteret liv med flygtige kontakter til kolleger og en masse skift mellem jobs og arbejdsfunktioner, siger Sennett. Det nedbryder fællesskabsfølelsen og gør det umuligt for den enkelte at holde sammen på - endsige fortælle - sin egen livshistorie i meningsfuld sammenhæng. Fortiden ugyldiggøres af den fleksible kapitalismes organisering af liv og arbejde.
Sennetts styrke er at udbrede analysen af den fleksible kapitalisme til at dække andet og mere end den rene tidsmæssige organisering af arbejdets begyndelses- og sluttidspunkt.
Spørgsmålet er, om Sennett er tilstrækkelig radikal?

For 130-140 år siden analyserede Karl Marx, hvordan arbejderen måtte sælge og afhænde sine eneste vare, arbejdskraften, i et tidsrum til kapitalisten. Men i dag råder vi absolut ikke over vor arbejdskraft. Med de fleksible krav til nutidens lønarbejder sniger omstillingskravene sig helt ind i de inderste psykiske og faglige beredskaber.
Det fleksible menneske presses til at aflære sig upassende viden, og tilskyndes til at tilegne sig ny viden i en verden, der forandrer sig med svimlende hast.
Det svære i dag er at lære at sige det lille ord 'Nej!' med eftertryk, uden angst. Nutidens lønarbejder bliver foreløbighedens fleksible skøjteløber. Falder man igennem eller ugyldiggøres af udviklingen kan man - alle sine talenter til trods - ikke få lov til at sælge sin arbejdskraft: "Du er ikke tilstrækkelig fleksibel, og i øvrigt er toget kørt for længst."

Fleksibilitetsideologien passer som fod i hose til lønarbejdernes individuelle behov for at arrangere sig i det tidspolitiske arbejdscirkus. Men ikke mindst passer den til dén kapitalisme, der har set, at der kan presses yderligere kreativitet og produktivitet ud af den tidsdisciplinerede, fleksible lønarbejder. Denne lønarbejder vil jo ofte selv føle, at han eller hun selv har valgt at blive et fleksibelt menneske.
Det skal heller ikke underkendes, at fleksibiliseringen kan bidrage til at afkræfte eller opløse tossede gamle, ufleksible og irriterende rutiner. Gammel viden og praksis betvivles med lynets hast, arbejdsrutiners holdbarhed og 'halveringstid' formindskes dag for dag.
For ganske mange af 'træerne' kan det blive svært at rette sig op til naturlig stilling igen: Mennesket mister noget af 'strækstyrken'. Lemmerne rammes af knogleskørhed. Fleksibilitet, fragmentering, flygtighed, foreløbighed og formidable fontæner af fantasi og frihed florerer, og alle har det dejligt. Ingen knyttes til eller knytter sig i længere tid til en jobfunktion eller et firma, hvis det kan betale sig at bryde op.
Skånselsløst bliver Fru Konvention og Hr. Plejer fyret. I kulisserne står en hær af fleksible substitutter parat til at tage over - til alles fordel i den bedste af alle verdener...

Richard Sennett 'The Corrosion of Character. The Personal Consequences of Work in the New Capitalism' (W.W.Norton & Company, London og New York).'

Steen Nepper Larsen er højskolelærer, cand.mag.

APROPOS
Bøjelig
Tilsyneladende handler fleksibilitet mest om allehånde strukturer for deltidsarbejde og om diverse temaer for den kommende overenskomststrid.
Men også helt banalt og livsvigtigt om, at det kan være rart for den enkelte løn-arbejder at få lov til at arbejde mellem kl. 10 og 17 i stedet for mellem kl. 8 og 15 - eller omvendt.
Fleksibilitet kan også dreje sig om at vælge en fire-dages arbejdsuge og holde fredagen fri, når man har lyst eller mulighed for det. Men jeg er blevet nysgerrig, og spørger mig selv, mit samfund og en række skrivende forskersjæle: Hvad forstås der nærmere bestemt ved begrebet fleksibilitet, og den levende virkelighed, der knytter sig til dette 'dyre' ord, netop nu med en række overenskomster hængende i horisonten?
Higes og søges kan der såre forgæves efter ordene fleksibel og fleksibilitet i Ordbog over det Danske Sprog fra 1922. I stedet kan det bevidnes;
nat substantivet flexio er det latinske ord for bøjning,
nat verbet flectere betyder bøje eller krumme, samt
nat begge disse ord lander på tungen af eller flyder den i pennen, der ønsker at tale om grammatiske bøjninger eller krumninger af menneskets organer (f.eks. en abnorm bøjning af livmoderen).
Aha, tænker jeg. Det fleksible menneske skal kunne bøjes, men også strækkes ud igen, som om intet var hændt. At være fleksibel er at være som en flitsbue eller en stangspringers stang af et elastisk og stærkt fibermateriale.
Denne fortolkning stemmer også ganske godt med et opslag i Fremmedordbogen: "fleksibel - bøjelig, smidig; om ting med mange tilpasningsmuligheder til forsk. formål; fleksibilitet bøjelighed; smidighed; tilpasningsmuligheder." Heri findes også ordet: "flekstid - den ordning at en virksomheds ansatte, inden for visse rammer, kan bestemme, hvornår de vil arbejde."

Steen Nepper Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her