Kronik

Det antropologiske teater

Debat
8. marts 1999

Det omrejsende Odin Teatret er én af Danmarks kulturelle eksportsucceser. Netop nu spiller de i København, men hvad er det særlige ved den levende legende?

Odin Teatret har en unik placering i tidens teaterbillede. I de 35 år, dette gruppeteater har eksisteret, har det skabt et utal af myter og selv været genstand for mytedannelse. Altid har det stået udenfor, oftest i opposition til samtiden, også rent geografisk ved at være bosiddende i Holstebro eller på turne i et fjerntliggende land.
Det, der især gør teatret specielt i forhold til andre teatre i Danmark, er at man opfatter teater som en social, stoflig og rumlig realitet. Skuespillernes individuelle træning kræver fornyelse og disciplin og evnen til at overraske instruktøren.
I forskellige myter og eventyr spiller det at rejse en meget vigtig rolle. Figurer som vandringsmanden, narren, tricksteren eller shamanen befinder sig i overgang fra et sted til et andet. De er ofte karakteriseret ved en form for galskab, ved magiske eller overnaturlige evner, som gør dem aktive og handlekraftige i overgangsprocessen. De er i pagt med naturen og kan forvandle sig fra synlig til usynlig, fra mand til kvinde, de har magt over mørke, liv og død i kraft af teknik eller mental styrke. Trickster-figuren rummer kimen til skuespilleren, der omfavner modsætninger.
Odin Teatret er et teater, som inkarnerer denne dannelsesmyte og befinder sig på en kronisk rejse eller i en slags undtagelsestilstand ('eksilet'). Det er et eventyr om den udstødte, som gennemgår prøvelser og lidelser (skuespillerens træning), og som søger sin identitet gennem konfrontationer med det ukendte.
Dette personlige fundament eller udgangspunkt, "længslen efter at finde sig selv og efter at miste sig selv" kan forveksles med en terapeutisk proces, men det er en kulturel proces, som har skabt et "samfund" (kloster, ghetto, eksil), uden for og uafhængigt af det, Barba kalder tidsånden. Distancen er grundlaget for en teatrets identitet. Eksilets anonymitet går hånd i hånd med noget personligt. 'Tabet af noget vigtigt' er en central drivkraft for Odin Teatrets udvikling både på det personlige plan og på det faglige plan.

Teatrets skuespillere har udviklet en særlig teknik, der ligesom dans er forskellig fra dagligdagen, men hvor også stemmen spiller en stor rolle. Det er en fysisk og tankemæssig adfærd, som har opnået en organisk og naturlig form. Det er den samme lethed og naturlighed, som en ballerina har, når hun går på tåspidserne, selvom det jo i forhold til dagligdagen er dybt unaturligt. Odin-skuespillerne forener i deres forskellighed elementer fra dans, sang og musiktraditioner samtidig med, at de som andre skuespillere skaber
teater-figurer, nogle til indendørs og andre til udendørs brug.
Nogle af figurerne lever videre fra forestilling til forestilling og bliver til en slags arketyper, som man også kender det i Commedia dell'Arte eller i orientalske teaterformer. Det er den 'anden', som er levende i skuespillerens krop som et fysisk og vokalt partitur, men som også bliver en levende selvstændig figur, der begynder at fortælle
skuespilleren. Odin Teatrets arketype-agtige figurer er udviklet gennem en årrække af enkelte skuespillere - den hvidklædte udråber med tromme og masken med en tåre, Stylte-dæmonen, 'Androgynen' og Mr. Peanut, 'døden' på stylter. Men efterhånden er der tale om figurer, som overleveres til nye skuespillere, som en levende 'tekst', med sin egen form for biografi, identitet og fortælling.

En væsentlig del af Odin Teatrets tematik handler om, hvordan forskelligheden søges udslettet, reduceret, minoriseret eller benægtet, ud fra en tankegang, som i sidste instans ophæver individets ret til at sige nej og følge sine egne individuelle værdier.
Tematisk er der tale om en romantisk tendens i forestillingerne, fra Kaspariana's dyrkelse af det oprindelige og uspolerede menneske, til Come! And the Day will be ours fremstilling af de anderledes og Millionen's af de fremmede.
Der bliver aldrig tale om 'ren' romantik. I visse tilfælde er der tale om romantisk ironi, og romantikkens oprindelsessøgende længsel kontrasteres næsten altid med barokkens simultanitetsdyrkende flertydighed og paradokser.

Hvis man betragter teatrets historie, er der tale om en række modsætninger, som ikke søges syntetiseret, men som tværtimod skaber en dynamisk komplementær helhed. Teatret opfatter sig som tilhørende en tradition, men er alligevel autodidakt. Teatret er rodfæstet i et socialt miljø, men er samtidig et nomadisk teater. Der er en faglig kontrast mellem teaterforestillinger i rummet og gadens eller pladsens åbne teaterform. Skuespillerne arbejder med kontraster mellem tekst og bevægelse og mellem bevægelsernes bløde og hårde retningsbestemte energi. Der er modsætningen mellem dramaturgiens lineære sammenkædning og simultanitetsprincippet. Det vigtige ved denne række af modsætninger er, at de udvikles og bevæger sig i stadig nye konstellationer.
Odin Teatrets skuespillere skelner skarpt mellem dagligdags væren (fysisk og mental adfærd) og scenisk væren. Teatret nærmer sig her et personligt ritual: En konfrontation eller 'samtale' med en anden virkelighed. I teatrets form overskrides teatret og bliver til en form for selvrefleksiv handling, som ændrer det levede liv.
Hver skuespiller definerer en individuel mening med teater, gennem faglige handlinger og relationer. Odin Teatret er et antropologisk teater, hvor skuespilleren konfronteres med sin egen identitet. Skuespillernes træ-ning eller vedvarende oplæring drejer sig her ikke om at lære at spille en rolle, fremsige en bestemt tekst eller fremvise en bestemt figurs handlinger, sådan som man traditionelt opfatter en skuespillers opgave. Teatret bliver et møde med virkeligheden og 'hele en selv'.
Det er de principper, som kan udvikle, forny og variere den individuelle energi, fordi de er uafhængige af en dramatisk kontekst. Det betyder, at skuespillernes materiale ikke er bundet, men kan flyttes fra en sammenhæng til en anden uden at miste sin grundlæggende kvalitet.

Forskellige improvisationer skaber nyt materiale, eller gammelt materiale varieres som jazz-musikeren, der varierer over et bestemt tema. Resultatet får dybde og kraft gennem dette tålmodige og langvarige arbejde, hvor skuespillernes handlinger monteres, beskæres og bringes i en dramatisk sammenhæng, som i sidste ende fører til en kompleks iscenesættelse af tilskuernes opmærksomhed.
Spørgsmålet er naturligvis, hvilke spor et sådant teater vil efterlade i eftertidens teater? Kan teatret skabe en tradition, og hvad kan gives videre til de tilskuere, som måske aldrig vil se teatrets forestillinger. På trods af sin forgængelighed har teatret en 'udødelig dimension', nemlig den arv, der videregives som tradition. Tradition er for Barba ikke sandheder eller doktriner, men uforudsigelige forbindelser til fremtiden, anonym, fordi den fungerer på trods af sig selv som en enigma: spørgsmål uden svar: med andre ord myten og skuespillerne.

Teatret eksisterer kun i det konkrete møde, bundet af tid og rum. Forestillingen kan gentages, men kan ikke reproduceres og lever kun videre i tilskuernes hukommelse. Det er teatrets problem, men også dets styrke, at det hele tiden i genskabelsen af liv minder om det forgængelige, om livets foranderlighed og i sidste ende døden. Teatret er ikke på højde med det moderne samfunds avancerede kommunikationskanaler, som muliggør, at informationer, viden og udtryk kan formidles på trods af tid og rum og skabe en samtidighed imellem modtager og afsender overalt i verden.
For Odin Teatret ligger teatrets muligheder i erkendelsen af, at teatret skaber et møde mellem mennesker i menneskets målestok. Det skaber direkte relationer i rummet, hvor et begrænset antal tilskuere skal kunne se, høre og sanse skuespillerne - ikke nødvendigvis det samme, men lige godt. Det er et mentalt og emotionelt rum i grænselandet mellem den virkelighed, vi kender, og den, vi ikke kender (eller som vi har glemt).
Odin Teatret har skabt en grænsekultur eller 'flygtig overgangskultur', hvor anderledesheden transformeres til en form for identitet, som både rummer oprindelsen og rastløsheden, nærværet og fraværet. Odin Teatret skaber netop ikke blot forestillinger, men også en konkret kultur, et sted, som også er et videns-sted i forhold til teatrets teknik, funktion og mening. Noget, som kan overleveres og forandre rammerne for, hvad teater er i teori og praksis og dermed forandre den eksisterende teaterkultur.
Odin Teatret er et netværk, relationer i gruppen og mellem skuespillere, instruktører, teaterforskere og tilskuere, som har nogle specifikke behov og interesser i det teater, som Barba har defineret som et tomt ritual uden doktriner.

*Erik Exe Christoffersen er lektor ved Institut for Dramaturgi, Århus Universitet.

'Mythos - et ritual for det korte århundrede', som blev anmeldt i Information onsdag den 3. marts, spilles for sidste gang i aften. Frem til 18. marts spiller Odin Teatret forskellige forestillinger i Kanonhallen i København.

Apropos - Odin i tilbageblik

Odin Teatret blev etableret i Norge i 1964 af italieneren Eugenio Barba og nogle unge ikke-uddannede skuespillere, som var blevet afvist fra de etablerede teaterskoler. Siden har det befundet sig i tea-trets grænseland (bla. har det siden 1964 kun lavet omkring tyve forestillinger).
Til gengæld har Holstebro fra 1966 været centrum for teaterlaboratoriet, som indebærer meget andet end blot det at skabe teaterforestillinger. I tidens løb har teatret arrangeret en række seminarer, konferencer og møder med teaterfolk fra hele verden. Odin Teatrets Forlag har udgivet bøger og tidsskrifter om teatrets teknik og teori, man har produceret film og video. Endelig har teatret stået i spidsen for kulturelle manifestationer, f.eks. den tilbagevendende festuge i Hol-stebro, som knytter an til tea-trets bærende tematik: At være på rejse.
Odin Teatret har overlevet blandt andet fordi det har skabt et stort internationalt netværk af skuespillere, dansere, instruktører, teaterproducenter, teaterteoretikere og naturligvis tilskuere, som medvirker til at udvikle den faglige profil. Teatret har skabt en ny type skuespillere, men de har også skabt en ny type tilskuere, som danner netop dette teaters netværk.
Eugenio Barba tog med de første forestillinger udgangspunkt i færdige manuskripter, men senere blev teatrets forestillinger skabt på baggrund af skuespillernes improvisationer og gennem montage af meget forskellige typer af dramatiske, litterære og videnskabelige tekster. Man har derfor en lang produktionstid og en lang spilleperiode.
Som teatergruppe har Odin Teatret mulighed for at skabe et sammenhængende værk i tid, i modsætning til så mange andre teaterensembler, som er tvunget til en konstant 'fornyelse'. Teatret er ikke bundet af mange formelle bånd.
Gruppeteatrets form skaber konkrete rammer: De samme mennesker bygger en kultur gennem en række år; forestillingerne har meget lang produktionstid og spilles ofte to til tre år. Desuden er teatret baseret på turnévirksomhed - en forestilling skal med andre ord kunne flyttes.
Erik Exe Christoffersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her