Læsetid: 5 min.

Arbejdsgivere elsker fleksibilitet

Debat
29. marts 1999

At vi hellere skulle lave identiske, sorte Ford-T-biler hele livet - det er vel ikke modsætningen til den fleksibilitet, der sender os på arbejde døgnet rundt via internettet

ARBEJDE
Kære Lars Qvortrup. Lad os så småt prøve på at komme til sagen; men det var da en gevaldig svada, du leverede i Information den 22. marts under overskriften "Gummielastikum". Heri beskylder du mig for at være en verdensfjern magtmetafysiker og en arg, gammel kapitallogiker iklædt en ny fjederham. Jeg skulle være ganske ude af kontakt med eller interesseret i at forstå dagens virkelighed på arbejdsmarkedet.
Med din kommunikationsteoretiske viden i ærmet, hævder du, at der pt. føres en offentlig og demokratisk samtale om fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Kompetente og aktive mennesker pointerer og diskuterer, hvilke risici og muligheder, der vil vise sig, hvis arbejdet gøres mere fleksibelt. Undervejs får du fortalt, at jeg ønsker mig "tilbage til standardisering, samlebånd og magtpyramider."
Pudsigt, men også lidt overraskende, er det at se en anden kritisk tænker bevæge sig ud af sit bogtårn, orkestreret af batterier af hvinende, aggressive kanonkugler; ikke mindst når det betænkes, at du i sin tid selv støbte nogle gevaldige, kapitallogiske kugler (jf. bl.a. dit værk: Krise, revolution, utopi, Kurasje 1980). Personlig var jeg vist for 'grøn' og efterhånden også for tvivlende og spørgende til selv at blive fuldblods kapitallogiker.

Det nye mantraord
Jeg idylliserer på ingen måde det gamle, ufleksible arbejdsmarked. At vi hellere skulle lave identiske, sorte Ford-T-biler hele livet eller arbejde 50 år det samme sted er ikke mit ideal. Men disse betragtninger overflødiggør vel ikke et kritisk syn eller en distance til det nye mantra-ord.
Fleksibilitet er et kompliceret fænomen. Det fortætter en række arbejdsmarkedsstrukturelle og ideologiske processer. Samtidig med at kravet om fleksibilitet kan højne de arbejdendes kompetencer og give dem større frihed, bliver fleksibilitetsideologien en ny magtfaktor.
Jeg vil medgive, at det i bedste fald kan blive sværere at legitimere vilkårlig magtanvendelse, og at det ikke bliver nemt at være en dårlig leder på et gennemgribende fleksibelt arbejdsmarked. Men samtidig er det uhyre naivt at tro, at fleksibiliteten blot er en frihedens gave til de arbejdende.
Fleksibiliteten afskaffer ikke de traditionelle privilegier til at lede og fordele arbejdet, herunder absolut ikke retten til at ansætte og fyre efter behov.

Arbejdsgiverens drøm
Moderne management-teori elsker fleksibilitet. Det samme gør den arbejdsgiver, der ønsker at presse de fleste og mest visionære tanker og handlinger ud af arbejdsstyrken på kortest mulig tid for færrest mulige penge. Jeg vil gerne spørge dig, Lars Qvortrup: Lever vi ikke stadig i et kapitalistisk samfund? Er kravet om fleksibilitet ikke sammenvævet med en række forskellige magtstrategier, som det kunne være interessant at undersøge nærmere? Ser du alene det fleksible samfund som et myndighedsskabende fællesskab? Ser du udelukkende den hyperfleksible arbejdskraft som en omverdenskompetent agent?
Jeg håber ikke, du blot læser disse spørgsmål som taktiske spilfægterier, idet jeg gerne vil høre, hvad du vil svare med et åbent og nysgerrigt sind.

Til rådighed hele døgnet
Kravet om fleksibilitet kan komme til at besætte alle de vågne timer med arbejde. Når du altid er koblet til internettet og bærer mobiltelefon, står du i princippet til rådighed døgnet rundt. Det kan blive svært at holde fri, vanskeligt at dagdrømme, umuligt at lade sig rive med af tanker, der ikke er målrettede og job-adækvate.
Hvor skal de tænkende mennesker gemme sig, når de altid skal være tilknyttet projekter, der skal fuldføres på aftalt tid? Hvordan skal geniale tanker tænkes i et forhastet fleksibilitetssamfund? Vi tvinges til at blive alt for tilregnelige, hvorved den skabende uberegnelighed kan risikere at blive 'glemt'.
Den populære, landsomfattende, fleksible projektarbejdsstruktur (fra RUC til offentlige forvaltninger og private firmaer) har nogle problemer indbygget i sit skød. Det er svært at skabe kontinuitet og dybde i arbejdet, når der altid arbejdes under tidspres, og når de involverede personer ofte kun er med på et taktisk-kalkuleret deltidsengagement.
Hvordan skal vi kunne arve os selv på begavet vis, når videnssubstansen og den faglige ballast (for)tabes, endog før den er blevet opbygget? Hvordan kan det undgås, at fleksibilitets- og projektarbejdsideologien blot kommer til at fostre servile, halvdannede, omstillingsparate samfundsborgere?
Forhastede faglige udløsninger har aldrig været sagen, hverken set fra evighedens kvalitative, himmelske perspektiv, eller fra mere ydmyge vinkler.

Sennetts syn
Mit primære ærinde med artiklen "Altid på arbejde" (10. marts) var faktisk blot at redegøre for Richard Sennetts syn på fleksibilitet, idet jeg mener, at fleksibilitet drejer sig om meget andet end det at kunne flekse med arbejdstiderne. Hér kan Sennett hjælpe os ved at fremhæve, at fleksibilitet også handler om ændrede krav til de arbejdendes kvalifikationer og til dramatiske ændringer i arbejdets organisering. Umiddelbart synes jeg også, at Sennett maler med en lidt for melankolsk og kulturkonservativ pensel; men det er bestemt værd at diskutere hans pointer i en større offentlighed end den snævert universitære.
Jeg vil gerne belæres om, hvor den offentlige og kompetente debat om fleksibilitet foregår? Hvor gjalder de fordomsfrie og kritiske stemmer?
Endelig klandrer du mig for: "En mangel på respekt for konkrethed og empiri. Og en mangel på evne eller vilje til at inddrage sig (mig, SNL) selv i de kritiske iagttagelser." Såfremt du er interesseret i det sidste, så ring eller skriv til mig. Hvad angår kravet om konkrethed, så forestiller jeg mig, at arbejdsmarkedet i disse år undergår en række radikale forandringer. Det burde analyseres, om de trendsættende fleksibilitetsstrukturer sætter sig hurtigere og mere massivt igennem blandt de højtuddannede end blandt andre grupper af ansatte.
Det burde også undersøges, om begrebet fleksibilitet dækker over andet og mere end: (a) den fleksible arbejdsdag, (b) de fleksible kvalifikationer, (c) den fleksible arbejdsorganisering, (d) den fleksible produktion og (e) det fleksible marked?
F.eks. kunne det overvejes, om der også skulle tænkes i: (f) fleksibel psykisk disponerethed, (g) fleksible individuelle, livsskabende kompetencer, (h) fleksible individualitetsoverskridende kompetencer (i) fleksibel ledelse, (j) fleksibel kommunikation (k) fleksible anerkendelsesformer og (l) fleksible moderniseringsprocesser?
Måske var det en oplagt opgave for en tænksom sociolog at bringe orden i begreberne og lys over land.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her