Læsetid: 5 min.

Bistandsklient og direktør - samme sag

Debat
6. marts 1999

Den traditionelle politiske modsætning mellem højre og venstre er ved at forsvinde bag et slør af retorik om den nye midte, der favner alle mennesker

TEKNOKRATI
Historien viser, at der er to måder, hvorpå det er muligt for et samfund at forsvinde fra historiens scene. Det kan enten blive besejret eller sejre. Den kommunistiske verden og Østeuropa blev i Vestens optik besejret og måtte derfor forlade scenen på grund af det første alternativ, hvormed historien angiveligt så i øvrigt skulle være slut. For den vestlige verden er der derfor kun det irriterende og ret frustrerende alternativ nummer to tilbage: vinderens krise.
Allerede Montesquieu sagde, at en sejr kan få institutioner til at gå under. En årsag til den type undergang kan være, at gevinsten ofte driver vinderen ud i selvfor-glemmelse. For store dele af den vestlige verden gælder det i hvert fald, at man efter Murens fald tilsyneladende har glemt at se på, hvad der egentlig foregår internt i egne rækker.

I mange vestlige samfund er der opstået en udbredt tendens til helt at glemme indre konflikter og problemer. Det har resulteret i en besynderlig illusion om, at Vesten mere og mere bliver præget af konsensus og enstemmighed og en tilsvarende mangel på indre konflikter, magtkampe og modsætninger. Denne selvforståelse viser sig i den måde, den politiske verden er ved at udvikle sig på, også i Danmark. Den politiske fortolkning af samfundet giver os efterhånden følgende billede: Et velordnet samfund, hvor alvorlige modsætninger, magtkampe og undertrykkelse er forsvundet og erstattet af en ny orden, social homogenitet og rationel konsensus. De store konflikter anses tilsyneladende for at være forsvundet, hvilket også afspejler sig i den måde, som de politiske partier over én kam søger mod en altfavnende midte.

Den traditionelle modsætning mellem højre og venstre i den politiske verden er ved at forsvinde bag et slør af retorik om den nye midte, der favner alle mennesker og grupperinger i samfundet. I socialdemokratisk sprogbrug hedder det Den tredje vej. Det er den vej, hinsides det politiske højre og venstre, som Tony Blairs New Labour har lanceret, og som siden med begejstring er blevet adopteret af en lang række vesteuropæiske socialdemokratiske partier, herunder også det danske.
Den tredje vej går ud på at forene kræfter, der før var direkte modsatrettede og i konflikt med hinanden. Forudsætningen er, at samfundet efterhånden er blevet så homogent, at alle kan gøres tilfredse. Det er ikke længere nødvendigt at tale om konflikter mellem højre og venstre. Løsningen af nutidens problemer knytter sig ikke til, om der er et højre eller et venstre parti ved den politiske magt.
I stedet handler det om at føre det, der kaldes den nødvendige politik, som altså er uafhængig af, om politikerne kommer fra højre eller venstre side. Det handler om at få forretningen til køre, og dermed er det, der kaldes Den tredje vej i virkeligheden en yderst teknokratisk konstruktion, som er godt i gang med at dræbe politikken.

De politiske partier bag en konstruktion, som Den tredje vej, tilstræber at blive massepartier, der kan fænge på tværs af alle tidligere modsætninger, interesser og konflikter. Hermed skulle løsningen af det moderne samfunds problemer være sikret mod tilfældigheder, som f.eks. hvem, der sidder på den politiske magt. Men bliver det fremtidens politiske billede, så får demokratiet ganske store problemer.
For det første er det helt ubegribeligt, at nogen kan få sig selv til at tro, at f.eks. en bistandsklient og en direktør kan have samme interesser, og derfor i virkeligheden kan dækkes ind af det samme parti. Hvis politikerne begynder at gøre noget ved kontanthjælpens størrelse eller ved dagpengesystemet, så har det naturligvis helt forskellig virkning på bistandsmodtageren og direktøren fra det private erhvervsliv. De to må naturligvis have forskellige præferencer, som ikke kan rummes i samme parti.
For det andet er det gift for demokratiet, hvis disse modsætninger bliver forsøgt skjult i massepartier, som hævder at kunne rumme det hele. For hvor bliver alternativet så af? Politik drejer sig jo ikke kun om at træffe det, som politikerne ynder at kalde nødvendige beslutninger. Det drejer sig også om at vælge de beslutninger, som man synes er mest rigtige. Og begrebet mest rigtige knytter sig til interesser.
For bistandsklienten er nogle politiske beslutninger mere rigtige end andre, og det samme gælder for direktøren og for erhvervslivet. Og det er vel at mærke ikke de samme beslutninger, som er rigtige for de to parter. Hvis der ikke er politiske partier, som repræsenterer interesser, som kan være i modsætning til hinanden, så har vi i virkeligheden ophævet politikken og fået indført et administrativt system.

De politiske partier må derfor vælge side. De må sige, hvad de opfatter, som værende rigtigt og forkert. Socialdemokratiske partier, der fremstiller sig selv som enhedspartier for hele folket. er anti-politiske partier, som ikke gør den forskel, som ønsket om at tilhøre et politisk parti og stemme på det, gerne skulle i vælgernes forståelse.
Fordi de politiske partier næsten er holdt op med at tale om grundlæggende modsætninger i samfundet, betyder det ikke, at disse modsætninger er holdt op med at eksistere. Der er bare ikke rigtig noget politisk talerør eller politisk forum for disse modsætninger og konflikter.

Det problematiske er ikke, at disse konflikter eksisterer, men at de kanaliseres væk fra den politiske dagsorden. Mange af konflikterne, f.eks. på det socialpolitiske område, defineres efterhånden mere, som moralske problemer for de involverede. Tendensen er, at konflikterne fjernes fra det politiske niveau og forskydes til den civile og private sfære. Hermed skjules det, at modsætningerne og konflikterne i virkeligheden er en konsekvens af, hvordan samfundet er indrettet. Det skjules, at samfundet i princippet kunne indrettes på en anden måde, hvor kortene var fordelt på en helt anden måde, hvor nogle grupper kunne få flere fordele ,end de har nu og andre gruppe færre fordele.

Det er nemlig sådan, en politisk dagsorden skal se ud. Den skal tematisere uenigheden og vise, at det gør en forskel, hvem, og hvilke partier, der er ved magten. En alt for konsensussøgende politik fjerner folks muligheder for at vælge et alternativ - ja, fjerner rent ud alternativerne. Resultatet bliver, at mange så søger helt ud i det politiske felts yderområder, ud på den yderste højrefløj, som stadig tematiserer modsætningerne, men som til gengæld også får lov til at stå alt for uimodsagt.
Den tredje vej er derfor politisk og demokratisk set en blind vej. Derfor: Mere byrde til politikken. Fortæl os noget mere om, hvad der er godt og skidt, hvem man holder med, hvem man ikke holder med. For demokrati er jo lige præcis at skabe rum for
uenighed og modsætninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her