Læsetid: 4 min.

Den daglige nekrolog

31. marts 1999

Den gode nekrolog er søjlestolt og nødvendig, som dødens og fortidens fåmælte ambassadør blandt de levende

GENfødsel
Erkender blankt, at jeg lige fra det øjeblik, jeg begyndte at interessere mig for papir og tryksværte har troet, at man altid kunne åbne den britiske avis The Times og få besked med verdens gang.
Det kan man - for nu at komme lige til sagen - ikke. Nu, hvor jeg bor her i London for en tid, har jeg erfaret, at de engelske aviser stort set er lige elendige, både tabloidaviser og de, der vil tages alvorligt. At de tilligemed allesammen koster mere end den karakteristiske rulle lokumspapir, kan gøre det svært at vælge sidst på måneden. Derfor abonnerer englænderne da heller ikke på deres aviser, jeg mener, hvem vil have det skidt ind ad døren hver dag? De køber dem i stedet på gaden, når de føler en slem trang til at se bare bryster eller tjekke tv-programmet. I hvert fald kan det ikke være for at blive oplyst om det ene eller andet, for så dumme er de heller ikke, englænderne.
Skulle en ekspedition fra det ydre rum engang finde eksemplarer af disse lokumsaviser, ville den tro, moderne mennesker var de rene sex-fikserede halvhjerner og følelsesamputanter. Det er vi måske også. Men ekspeditionen ville undre sig over, hvordan vi kunne rejse til månen før dem eller hvorfor det, der engang gik under navnet den vestlige civilisation, kunne drive det så vidt med aviser som disse. Jeg køber selvfølelig også aviser for at se på halvnøgne kvinder. Og så én ting mere. For at læse nekrologer. En nekrolog om dagen holder lægen væk, siger de herovre, og æbler er iøvrigt heller ikke, hvad de har været.

Nekrologerne i Daily Telegraph, Guardian og et par stykker mere fylder en lille halv side, ofte suppleret af et billede fra dengang, der stadig var liv i kludene og mønter i lommen, men iøjnefaldende overskrifter forekommer så godt som aldrig. En god nekrolog er ikke en biografi. Ikke en udforsket afhandling, men et journalistisk-personligt skud fra hoften, der, når det er præcist, formår at indramme, fortolke og koncentrere et liv. Det er klart, at visse ting ikke kommer med i en nekrolog. Nekrologer er ikke nødvendigvis sandfærdige. Anekdoter om elskere og elskerinder, børn udenfor ægteskab, små og store synder hører ikke hjemme i disse spalter, der på denne led nemt får noget udvendigt over sig.
Eller man kunne sige: Værdigt. Nekrologen henvender sig ikke til de nyfigne, den har en tendens til at være officiel og højtidelig, og man kan givetvis få nok af dem. Men de står der hver dag, søjlestolt og som en passende modvægt til alskens sladder og ignorance. Pludselig er det ikke længere så vigtigt, hvor meget silikone, den og den har fået hældt ned i kropshylsteret, eller hvem af de to tv-politikere, der 'virker mest troværdig', som det hedder på medie-sproget: Ham med hår på hovedet eller ham uden?
Den gode nekrologs værdighed peger hen på et simpelt, rent udtryk, renset for svulstighed og falsk pomp. Et liv bliver ikke nødvendigvis mindre af at blive præsenteret kortfattet. Det et derfor, vi kan kalde nekrologen for dødens fåmælte ambassadør blandt de levende og som sådan en formel kontakt med de hedengangne. Samtidig er nekrologen avisens grå eminence, der kalder til orden, når overdrivelserne bliver for mange og løgnen for tyk, som f.eks. i den smagløse og prisbelønnede film Livet er smukt. Filmen der på sædvanlig italiensk manér svælger i smukke passager og på det nærmeste får Auschwitz til at fremstå som en nord-fynsk dilettantscene, repræsenterer den mest himmelråbende moralske eskapisme længe set. Den er den gode nekrologs modstykke, og den er ganske uegnet for andet end ænder: Pseudo-historie, pseudo-komik og pseudo-heroisme. Men folk elsker det.

Man kan sige, at nekrologen har alt imod sig. Timingen, først og fremmest. Dernæst tidsånden der løber efter alt iklædt fremtidens gevandter. Dertil det forunderligt-dramatiske misforhold mellem et liv og ordene selv. Så og så mange år, dage, nætter, timer, øjeblikke mod en række linier i en hastigt skrevet avis, og de sidste er alt, man har at klynge sig til. Nedtællingen er ovre. Goodbye to All That, som Robert Graves sagde med selvbiografien af samme navn, inden han stak af fra England i 1929. Ikke mere plads, skønt nok mere at tænke over.

Endelig er det nekrologens svære opgave at tæmme biografiske data som f.eks. følgende: Fysikeren der både forfinede udviklingen af nervegas og nervemedicin; forfatteren der døde af alzheimer og ganske mistede sin tidligere så roste hukommelse; kaptajnen som aldrig blev gift, men som gav sig selv til Fremmedlegionen og siden deltog i utallige slag kloden over; den unge teaterinstruktør der tog sit eget liv, fordi det allerede føltes for langt. Opgaven består i at behandle dét sobert. Vi hører altid, at et samfund ikke alene skal dyrke sine døde; at historien er en klods om vore ben, at vi skal holde op med at fortolke og forandre istedet. Men hvis et samfund kun hylder sine levende, begraves vi i nutid, sådan som vi allerede er godt på vej til. At hylde eller i det mindste nævne de døde er mere end god skik eller hvad alle bedstemødre kan bliver enige om, det er en livsbetingelse. Uden fornemmelse for det og dem der var, véd vi endnu mindre om, hvad der er og muligvis kommer, end vi gjorde i forvejen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu