Kronik

Depression æder sjæle op

16. marts 1999

Lykkepiller er bare lappeløsninger på forkert livsstil, hører man overalt.
Og så får selvhadet en tand til

I bogen Depressionssygdommen og dens behandling, udgivet af PsykiatriFonden, 1997, står der på side 47:
"Mennesker der har fået en tålelig tilværelse med medicin kan læse i pressen, at de er en slags misbrugere, der pifter tilværelsen op med 'lykkepiller' i stedet for at tage sig sammen og modnes gennem lidelse. Fordommene, uvidenheden, myterne og diskriminationen er også pa-
tienternes eget ansvar. Så længe de mennesker, der med succes er behandlet for depression, ikke selv tør stå frem, vil depressionssygdommen hos såvel ung som gammel være den skjulte folkesygdom."
Godt - jeg stiller mig gerne frem og fortæller:
Siden jeg var helt ung har jeg med jævne mellemrum lidt af depressioner, af mere eller mindre invaliderende art. Hver gang mørket overvældede mig, forsøgte jeg at finde en årsag, og årsager er der jo nok af i et normalt menneskeliv: barndommen, familien, kærligheden, arbejdet, økonomien, samfundet.
I flere omgange gik jeg i terapi hos diverse fornuftige og forstående terapeuter, for jeg mente som de fleste andre, at psykiske problemer skulle bearbejdes ved hjælp af samtaler.
Jeg lærte en masse om mig selv og mine reaktionsmønstre, men selvom jeg sagtens kunne se, hvad jeg burde gøre for at få det bedre, kunne jeg ikke, og det forværrede ofte depressionerne. Hvor er jeg dog et usselt menneske, tænkte jeg. Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen, hvorfor er jeg dog sådan et skvat ...
Nå, men depressionerne gik jo altid over igen, efter kortere eller længere tid. Jeg havde og har et svingende temperament med masser af op- og nedture.
I perioder var jeg fyldt af en dyb glæde over, at mit liv var så ufattelig rigt på alt, på stærke følelser, lys og mørke, svimlende forelskelser, fryd og sorg. Når depressionerne så kom igen, mente jeg, at de var en slags straf for, at jeg havde været så glad og harmonisk.
Sådan skiftevis kravlede, gik og fløj jeg gennem tilværelsen, indtil jeg for en del år siden oplevede nogle tab, som betød en total omvæltning i mit liv.
Jeg reagerede med et sammensurium af følelser: Sorg, vrede, had, eufori, raseri, alt sammen en ganske normal krisereaktion, som på ingen måde mindede om en depression, men tværtimod viste mig, at jeg var et levende menneske.

Først langt senere kom depressionen snigende, og denne gang var den værre end nogensinde.
Alligevel blev jeg længe ved med at mene, at jeg burde kunne klare mig selv. Det er jo netop en del af sygdommen, at man ikke synes, man kan tillade sig at bede om hjælp.
Et depressivt menneske finder sig i utrolig meget smerte, netop fordi det føler, at det er dets egen skyld, at det har det så dårligt.
Heldigvis syntes mine børn ikke, at jeg burde kunne klare mig selv, og det var dem, der til sidst insisterede på, at jeg gik til lægen. Min læge er et klogt menneske, og jeg var glad for at snakke med ham, men jeg sagde med det samme, at jeg ikke ville have medicin.
Det ville være mit livs største nederlag, hvis jeg blev nødt til at tage medicin, mente jeg, for på det tidspunkt havde jeg de samme fordomme som så mange andre havde og har: Depression har intet med biologi at gøre, men skal bekæmpes ved hjælp af samtaler.
Min læge pressede mig ikke til noget, men lyttede tålmodigt til mig flere gange om måneden, og jeg tænkte, at nu burde jeg da snart få det godt, men det gjorde jeg ikke. Sygdommen påvirkede efterhånden hele min krop, med søvnløshed, appetitløshed og vægttab til følge. Det værste var, at jeg ikke kunne slukke for tankerne, som alle sammen drejede sig om, at verden ville have det bedre, hvis jeg ikke var her, for jeg var et usselt menneske, som ikke fortjente at leve.
At have den slags tanker døgnet rundt tærer et menneske op. De er ikke udtryk for en 'åndelig krise', som kan helbredes ved at tale med en 'begejstret og livsglad' person, som den amerikanske psykiater Breggin så muntert påstod i en udsendelse i DR2 den 19. februar 1999.
Til sidst kunne jeg ikke klare det mere. Om ikke for min egen skyld (jeg var jo intet værd) så for mine børns måtte jeg prøve at blive rask. I tæt kontakt med min læge (som udmærket ved, at det ikke er et spørgsmål om enten medicin eller samtaler, men om både-og) begyndte jeg på en behandling med medicin, ét af de såkaldte 'andengenerations antidepressiva' af typen SSRI, som virker på signalstoffet serotonin.

Medicinen virker først efter to-fire uger, og ventetiden var forfærdelig. Jeg syntes, at jeg endelig havde gjort noget for at komme ud af 'glasklokken' (Sylvia Plaths meget rammende udtryk for depressionen), men samtidig var jeg meget skeptisk overfor medicinen og flov over, at jeg var nødt til at tage den, så jeg tvivlede meget på, at den overhovedet ville virke på mig.
Da medicinen begyndte at virke efter tre uger, var det som at vågne op og komme hjem til mig selv, efter at have befundet mig i et uhyggeligt, dødsagtigt og følelses-tomt rum i hundrede år. Det var vidunderligt igen at kunne sanse, tænke og føle. At blive et almindeligt og levende menneske igen.
Derfor bliver jeg så tæskerasende på de mennesker, der i deres uvidenhed disker op med ævl om at "springe over hvor gærdet er lavest", "snuppe en pille i stedet for at se problemerne i øjnene", "dope sig med medicin" osv.
SSRI er ikke dope. Forskellen mellem nervemedicin (Stesolid o. lign.) og SSRI er, at man ikke udvikler tolerance overfor SSRI, man får ikke abstinenser, når man holder op med medicinen, og netop fordi SSRI ikke kan bruges til at bedøve, dulme eller beruse, findes det ikke på det sorte marked, er ikke i omløb blandt narkomaner.
Det er depressionen, der dræber alle andre følelser end de mest selvdestruktive, og det er medicinen, der gør én i stand til at føle nuanceret igen - og til at se problemerne i øjnene for den sags skyld. Og eventuelt gøre noget ved dem.
Det er man nemlig ikke i stand til, mens man ligger indespærret i depressionen.
Så kommer indvendingen fra kritikerne:
"Ja, det er da muligt, at du har brug for SSRI, men man kan ikke bruge én enkelt persons historie til noget, og generelt bliver der altså ordineret for meget af den slags medicin." For det første: Verden består af enkeltpersoner, og en læge ordinerer medicin til det ene menneske, der sidder overfor ham og er i nød, ikke til en statistisk størrelse. For det andet: Hvem skal definere, hvad der skal kaldes 'for meget'?
Det er da muligt, at der er flere mennesker, der lider af depression i dag, end der var i de gode gamle dage. Til gengæld dør vi ikke længere af pest, spedalskhed, barselsfeber osv. Hver tid har sine sygdomme, og hvert menneske skal behandles for den sygdom, det lider af her og nu. Skulle man pludselig holde op med at behandle en sygdom, fordi man syntes, at nu var der vist lidt for mange, der led af den?

Depression er en livsstilssygdom, siger Jytte Willadsen i sin anmeldelse af bogen Ud af mørket i Information den 26. februar. At læse hendes angreb på moderne depressionsbehandling er som at høre en fanatisk og forbenet præst prædike om skyld og straf: "Du lever forkert, du usle menneske, og derfor rammer depressionen dig som en straf. Hvorfor lægger du ikke din livsstil om..."
Netop fordi skyldfølelser er en så integreret del af depressionssygdommen, rammes man utrolig hårdt af den slags nedladende bemærkninger. Det er simpelthen som at høre sin egen depression tordne. Der er ikke megen lægelig empati at mærke her!
Man fristes til at krybe ind i sin velkendte gamle selv-hadshule og høfligt undskylde sin eksistens, for er det egentlig ikke et urimeligt krav, at et menneske med depressioner gerne vil leve? Burde jeg ikke tage mit eget liv, så samfundet kunne spare min medicin og bruge pengene på nogle mere festlige personer? Hvor har alle disse kernesunde mennesker dog ret, hvor er det dog forkasteligt, at jeg bliver nødt til at tage medicin, for hvad kan jeg dog lære af det ...
Men fandme nej! Jeg synes, jeg har lært rigeligt om selv-had, skyld og sygdom i løbet af mine 50 år her på jorden, og jeg er taknemmelig for, at der findes en medicin, som gør mig i stand til også at lære andet, en medicin som gør, at jeg kan leve nogenlunde i balance, som det menneske jeg nu engang er, og med de op- og nedture jeg nu engang har. Selvfølgelig ville jeg da helst være sund og rask og sygdomsfri. Men jeg bor ikke i en idealverden, jeg bor i en ganske almindelig ikke-perfekt menneskekrop, som undertiden har brug for medicin, og jeg har ikke tænkt mig frivilligt at lade depressionen komme og gnaske løs på den krop igen. Jeg har ikke tænkt mig at undskylde min eksistens og sige: "Kom bare og dræb mig, depression, for jeg er ikke bedre værd."
Jeg er bedre værd. Der er for meget raseri og livslyst i mig, til at jeg vil holde min kæft, når jeg bliver konfronteret med fordommene, myterne og klicheerne om noget af det, der er med til at holde mig i live. Og jeg vil blive ved med at kæfte op med min stemme, ikke med depressionens.

Lisbet Knudsen er forfatter.

APROPOS
Bare for sjov?
Det er utroligt, at man i debatten om moderne depres-
sionsbehandling stadig kan høre udsagn, der virker som et ekko af 60'ernes antipsykiatri: "Hvad hjælper piller, når det er hele samfundet, der er noget galt med?" Eller: "Depression er en sund reaktion på et sygt samfund."
Der er ikke noget sundt ved depression, den er en livstruende sygdom, og når den raser i ens krop, formår man ikke at tage stilling til samfundet. Hvis man fortæller, at man er blevet behandlet med antidepressiv medicin, og at det faktisk har hjulpet, er svaret ofte, at nå ja, medicinen er måske nødvendig for dig, men generelt bliver der givet alt for meget.
Det enkelte menneskes udsagn er åbenbart uinteressant - kritikerne fokuserer kun på den underligt abstrakte 'alt for store' gruppe mennesker, som læger og medicinalindustri af én eller anden grund ynder at fylde med medicin.
Hvordan kan det være, at så mange mennesker, som aldrig har været i nærheden af en depression, føler sig kompetente til at udtale sig om, hvad depression er, og hvad depressive mennesker bør gøre?
Selv kender man til hudløshed denne kritiske røst, for sådan taler ens egen depression nemlig til én dag og nat.
Men når man er kommet igennem depressionen og igen kan tænke klart, er man utroligt taknemmelig overfor de mennesker, som under hele forløbet støttede én i, at det ikke var ens egen skyld, at man havde det så svært, og at man ikke er et ynkeligt og værdiløst menneske, fordi man har brug for antidepressiv medicin (SSRI).
Den 'alt for store' gruppe består af enkeltmennesker. Det ville være nedladende, hvis ét af disse enkeltmennesker, f.eks. jeg, stillede mig op og sagde: "Ja, jeg har virkelig brug for SSRI, men I andre tager det sikkert bare for sjov."
Det enkelte menneske er vel nærmest til at mærke sin egen smerte og til at bedømme, om det kan klare sig med eller uden medicin.
Fælles for os i denne alt for store gruppe er, at vi ikke synes, det er særlig sjovt at have en så rædselsfuld sygdom som depression, men er glade for, at der findes medicin, som kan hjælpe os gennem det værste, så vi får lidt mere tid til at leve og ikke behøver at bruge al vores energi på ren overlevelse.
Lisbet Knudsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu