Kronik

At erobre historien

22. marts 1999

Unge er historieløse, påstår mange undersøgelser af paratviden. Men måske er formidlingen tit for kedelig og for meget på voksnes præmisser

FORMIDLING
De unge kender ikke deres danmarkshistorie, siger man. De ved ikke, hvem Heinrich Himmler var, eller hvor mange mennesker det nazistiske regime slog ihjel i Det tredje Riges koncentrationslejre. De interesserer sig ikke for traditionel partipolitik, men er mere interesseret i enkeltsager.
Sådan må elever i folkeskole og gymnasium tit lægge ryg til, når voksne fører erindringspolitik: Man laver et rundspørge blandt en gruppe unge, om hvad de ved om bestemte begivenheder og personer i fortiden, og får et for spørgerne nedslående svar - hvorefter alarmklokkerne går i gang: De unge er historieløse og har ingen historiebevidsthed. Hvad skal der blive af kulturarven, mindet om Holocaust og demokratiet?
Altså alt det, forældregenerationen og tidligere generationer har kæmpet for, ja måske ligefrem har måttet dø for.
Det overordnede erindringspolitiske sigte med sådanne undersøgelser vil de fleste næppe være uenige i.
Hvem vil ikke gerne bevare den nationale kulturarv, hvem vil ikke gerne forhindre folkedrab i fremtiden, og hvem ønsker at erstatte demokrati med diktatur?
Spørgsmålet er imidlertid, om elevernes svar har den vidtrækkende betydning, de bliver tillagt. Hvis gymnasieelever ikke kan svare på, hvor mange mennesker der omkom i de nazistiske udryddelseslejre, er det så det samme som, at de ikke tillægger menneskerettighederne nogen betydning? Hvis elever i folkeskolen ikke ved, hvornår Christian IV regerede, er det så en trussel mod det nationale fællesskab og bevarelsen af den nationale kulturarv? Hvis unge er mere optaget af miljøspørgsmål end traditionel partipolitik, er det så en fare for demokratiet?
Er børn og unge historieløse og uden historiebevidsthed, fordi de ikke kan svare rigtigt på en række spørgsmål om fortiden?
I samfundsteoretisk forstand giver det ikke mening at tale om historieløshed og mangel på historiebevidsthed, eftersom alle mennesker - altså også børn og unge - er historiske væsener. Mennesker har deres unikke livshistorie, som er skrevet ind i større historier - slægtens, familiens, kønnets, egnens, etnicitetens, konfessionens, nationens og menneskehedens historie.
Når udsagn om historieløshed alligevel kan give mening i en politisk sammenhæng, skyldes det, at der i debatten ikke refereres til historie og historiebevidsthed i almen og abstrakt forstand, men altid til en bestemt historie og historiebevidsthed. Det handler altså ikke om, at børn og unge ikke har en historie og historiebevidsthed, men at de ikke har den for kritikerne rigtige historie og historiebevidsthed.
Det handler med andre ord om erindringspolitik - om kampe, som vedrører det at opretholde og videreføre et bestemt erindringsfællesskab. Påstande om historieløshed og mangel på historiebevidsthed skal selvfølgelig tages alvorligt, men ses som de politiske udsagn, de nu engang er.

Knytter sammen
Et erindringsfællesskab knytter en gruppe mennesker sammen omkring en forestilling om en fælles historie og kulturarv. Det danske folk er et sådant forestillet fællesskab. Når der i identitetsforskningen tales om forestillede fællesskaber, er det fordi alle, som bekender sig til et fællesskab, ikke møder eller kender alle. Der er med andre ord tale om et fællesskab i tanken og følelsen, men derfor er det ikke mindre virkeligt eller virksomt end et lokaliseret fællesskab (fx en arbejdsplads). Erindringsfællesskaber har forskellige omdrejningspunkter. De kan være nationale, etniske, konfessionelle, kønsmæssige, klassemæssige eller professionsbestemte.
Mennesker indgår i og bekender sig til et eller flere erindringsfællesskaber, som har forskellig betydning for det enkelte individs identitet og følelse af tilhørsforhold. Et erindringsfælleskab manifester sig som et vi: vi danskere, vi katolikker, vi kvinder, vi arbejdere, vi homoseksuelle, vi historikere osv. Underforstået, at vi er noget særligt, der adskiller os fra de andre. Vi'et er identitetsskabende, og derfor er erindringspolitik noget, som i høj grad kan sætte følelserne i kog.

Nuanceret indblik
Lytter man som Marianne Poulsen har gjort det i Historiebevidstheder - elever i 1990'ernes folkeskole og gymnasium (1999) til elever i 6. og 8. klasse samt 3. g, får man et anderledes og mere nuanceret indblik i, hvad historie betyder for unge mennesker i dagens Danmark, end det er tilfældet med hvem-ved-hvad-undersøgelserne.
For det første viser det sig, at unge bestemt ikke er uinteresserede i fortiden. For det andet viser det sig, at unge forholder sig aktivt til fortiden, men at de gør det på flere forskellige måder.
Der findes en gruppe af unge, som ser sig selv og andre mennesker som historieskabende, som mennesker med indflydelse på udvikling og forandring. De er interesserede i samfundsmæssige spørgsmål og er mere fascineret af moderne historie end den ældre.
En anden gruppe af unge opfatter ikke sig selv og andre almindelige mennesker som historieskabende. De mener, at det kun er store og kendte personligheder, som øver indflydelse på udvikling og forandring. De bryder sig ikke videre om moderne historie, som de forbinder med politik, men er derimod fascineret af ældre tider.
Imellem befinder sig en tredje gruppe, som tillægger teknologien størst indflydelse på udvikling og forandring, men som er på det rene med, at teknologi skabes af mennesker, hvorfor de i en vis forstand også har eller kan få et medansvar.
Poulsen konkluderer, at jo mere unge mener, at det enkelte menneske har indflydelse på udviklingen, jo større plads indtager fremtiden i deres historieforståelse og -bevidsthed.
Jo mindre man ser sig selv som historieskabende, jo større er tilbøjeligheden til at opfatte historie som noget, der kun har med fortiden at gøre.
Poulsens undersøgelse viser, at de fleste unge interesserer sig for historie, men at deres historieinteresse ikke altid bliver imødekommet i undervisningssystemet. Det er ikke så meget emnerne, de afviser, men snarere de måder, hvorpå emnerne bliver præsenteret, og i de doser, de bliver givet. Hvis unge siger, at historie ikke interesserer dem eller er kedeligt, er det som regel historiefaget, de refererer til, og ikke fortiden.

Terperi og udenadslære
Samme svar fremgår af en stor amerikansk undersøgelse af Roy Rosenzweig og David Thelen med titlen The Present of the Past. Popular Uses of History in American Life (1998). Historie forbinder amerikanere med skolefagets terperi og udenadslære, mens de tillægger fortiden stor betydning for deres liv.
Rosenzweig og Thelen viser, at det afgørende i menneskers forhold til historie er, om de i skolen, i medierne, i bøger og artikler, på museer og historiske steder får mulighed for at forbinde sig selv og deres egen livshistorie til den historie, de præsenteres for.
Forfatterne har spurgt 1.500 amerikanere (hvide, sorte, indianere, mexicanere) om deres forhold til og brug af historie. Amerikanere er yderst kritiske overfor den historie, de møder i de kommercielle medier, på film og i tv. De tillægger familiehistorien, øjenvidneberetninger stor troværdighed, ligesom besøg på museer og historiske steder er situationer, hvor de føler sig forbundet til fortiden på grund af de konkrete levn fra fortiden og stedernes autenticitet ("det var her, det skete").
Undersøgelser som dem, Poulsen og Rosenzweig og Thelen har foretaget, giver et andet grundlag end de gængse hvem-ved-hvad-undersøgelser, når der skal tages stilling til, hvilke erindringspolitiske strategier politikere, undervisere og formidlere bør vælge eller fravælge, når de vil forfølge erindringspolitiske mål.
Når det gælder skolen, er det i første række ikke flere timer, der er løsningen, men snarere en kritisk revision af undervisningsformerne og -materialerne, ligesom man ikke vil kunne komme uden om at præcisere, hvad der skal forstås ved demokrati og medbestemmelse.
Det er for nemt at sende sorteper videre til lærerne, når man ikke samtidig vil forholde sig til, hvilke historiebevidstheder og historier elever og lærere bringer med sig ind i klasseværelset. På samme måde sker der et møde med museerne, medierne, faghistorikerne og publikum. Skal disse møder finde sted på en demokratisk måde, nytter det ikke at pådutte andre én ganske bestemt historie og historiebevidsthed, en historie som disse mennesker måske hverken kan forholde sig til, forbinde sig med eller finder relevant for deres liv nu og i fremtiden. Opgaven med at definere et erindringsfællesskab og dets værdier er ikke forbeholdt en særlig elite, men er et fælles anliggende for dem, som bekender sig til fællesskabet.
Bogen At formidle historie (1999), som udgør slutbindet på projektet Humanistisk historieformidling i komparativ belysning, drøfter hvordan faglig formidling af historie kan blive til større gavn for folk uden for de humanistiske fag. Normalt beskæftiger den etablerede faglighed sig kun med forholdet mellem forskeren/ formidleren og den fortalte historie. Derimod er der ikke tradition for at arbejde med forskerens/ formidlerens forhold til modtageren og hvordan den fortalte historie opfattes. Der er heller ikke tradition for at drøfte, hvordan en faglig formidling af historie skal forholde sig til identitets- og erindringspolitiske stridsspørgsmål.
Derfor taler bogen At formidle historie for, at disse punkter får mere vægt. Med andre ord, at fagfolk seriøst begynder at interessere sig for historiefagets plads og funktion i en livsverdenssammenhæng - altså hele spørgsmålet om, hvordan interessen for og brugen af historie er hos folk som flest.
I USA og Storbritanien hedder dette forskningsfelt Public History, som ikke er videre opdyrket i en dansk sammenhæng. Men en sådan forskning kunne hæve de erindringspolitiske diskussioner ud af de mere problematiske hvem-ved-hvad-undersøgelser.

*Carsten Tage Nielsen er phd., ansat ved Center for humanistisk historieformidling, Danmarks Lærerhøjskole. Han er tilknyttet projektet Humanistisk historieformidling i komparativ belysning.

Apropos - Hvis de vil vide mere

Projektet Humanistisk historieformidling i komparativ belysning har i de sidste tre år undersøgt historieformidlingens vilkår og kendetegn i Danmark. Det aktuelle og afsluttende bind har titlen At formidle historie.
Man kan læse mere om projektet på Center for humanistisk historieformidlings hjemmeside:
http://www.dlh.dk/chh/
Her kan man også finde indholdsfortegnelser og engelske referater af alle centerets udgivelser.
Roy Rosenzweig og David Thelens undersøgelse kan man læse mere op på http://chnm.gmu.edu/survey/ Her finder man bogens forord, efterskrifter, statistisk materiale samt redegørelser for, hvordan undersøgelsen er gennemført.
Nævnes bør også den store europæiske undersøgelse, Youth and History, om 15-årige europæiske skoleelevers historiebevidsthed og politiske dannelse. For den danske del af undersøgelsen stod Vagn Oluf Nielsen fra Danmarks Lærerhøjskole, som har redegjort for resultaterne i Ungdom og historie i Danmark (1998). Man kan læse mere om undersøgelsen på netadressen: http://www. erzwiss.uni-hamburg.de/Projekte/Youth_and_History/ HOMEPAGE.HTM

Carsten Tage Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu