Læsetid: 2 min.

EU og planøkonomien

22. marts 1999

EU's landbrugspolitik ligger så tæt op ad planøkonomi, at den i praksis fungerer som sådan, og det er ikke nødvendigvis dårligt

JORDBRUG
Alt for ofte tænker vi, at planøkonomi er betinget af skæve produktionsplanlægningsstrategier i det tidligere Sovjetunionen. Men det er ganske enkelt ikke rigtigt.
Planøkonomi har mange ansigter, og et af disse er faktisk et meget socialt projekt, som kort sagt handler om at omfordele ressourcer i samfundet. Det er her, at EU's landbrugspolitik kommer ind i billedet. Uden at sige, at EU's landbrugspolitik er planøkonomisk, vil jeg alligevel vove den påstand, at den ligger så tæt op ad planøkonomi, at den i praksis fungerer som sådan, og det er ikke nødvendigvis dårligt. Den eneste store og vigtige forskel er blot, at landbrugsproducenterne og bønderne er selvstændige og ikke statsejede landbrug.
I 1996 udgjorde 47 procent af EU's samlede udgifter støtte til landbruget. Hertil skal lægges, at 31 procent af EU's samlede udgifter gik til strukturforanstaltninger bla. til udvikling af produktionsstrukturen i landdistrikterne selvsamme år. Således udgjorde landbrugets andel en altoverskyggende post af EU's samlede budget, uanset hvordan vi gør tallene op.
Gennem tiderne har den fælles landbrugspolitik, sammenslutningen af de europæiske landmænd i COPA, de nationale landbrugsorganisationer og DG VI (landbrugsdirektoratet under EU-Kommissionen) været centrale aktører inden for landbrugspolitikkens udformning. Derfor synes det ganske naturligt, at disse aktører har søgt at maksimere deres landbrugsstøtte gennem støtteordninger som f.eks. støtte til interventionsopkøb.
Af de 31 procent til strukturforanstaltningerne (1996) af EU's samlede budget har især små-landbrug og bjergbønder nydt godt af EU's økonomiske prioritering, hvor man tager penge fra den samlede EU-kasse, og favoriserer en bestemt sektor. Dette har i høj grad bevirket, at mange små-landbrug og bjergbønder har kunne overleve på grund af EU's centralt bestemte prioritering af landbrugssektoren.
Hermed har EU været med til at begrænse urbaniseringen, som er steget meget, og små-landbrug og bjergbønder har kunne leve i trygge økonomiske rammer med deres familier uden frygt for massearbejdsløshed.

Store omkostninger
Derudover ved vi jo alle, at pludselig arbejdsløshed kan føre til store menneskelige omkostninger i form af økonomiske og sociale problemer. Det er altså et meget socialt sigte med den økonomiske prioritering inden for landbrugssektoren, og hvor f.eks. EU-støtte til græsk tobaksproduktion, som ellers ikke ville have været rentabelt, giver beskæftigelse og landdistrikterne et hårdt tiltrængt pusterum.
Det er nemlig i orden at foretage større økonomiske interventioner i samfundsøkonomien, når målet er at bevare en beskæftigelse og befolkning af landdistrikterne, som vi alle har både gavn af og brug for.
Til sidst skal det nævnes, at EU-medlemslandenes samlede bidrag til EU's budget udgør ca. 1 l/3 af medlemslandenes bruttonationalprodukt, som er et forholdsvis lille bidrag i den store sammenhæng.
Planøkonomien kan altså godt være forholdsvis billig, og dens sociale hensigter overskygger i høj grad den rå og ikke-menneskelige liberale økonomi, hvor økonomien udelukkende betinger menneskers (landmænds) eksistensgrundlag, og ikke begge veje, som EU's landbrugspolitiske planøkonomi altså er et bevis for. Økonomi kan nemlig godt have et menneskeligt ansigt - hvis vi vil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu