Læsetid: 3 min.

Fanget af fortidens dæmoner

Debat
18. marts 1999

Jon Bang Carlsens typologisering af hvide sydafrikanere er en håbløs anakronisme og genanvendelse af apartheids gruppelogik

SYDAFRIKA
Det er forførende nemt at reducere apartheidsystemet til et groft spørgsmål om patologiske og, i Jon Bang Carlsens opinion (Inf. 13. mar. 99), nazistiske 'hvides' undertrykkelse af hjælpeløse 'sorte'. Denne polaritet mellem på den ene side de fattige, ligefrem hellige 'sorte', som bærer en næsten ubesmittet dyd, og på den anden, de ondskabsfulde 'hvide', som inkarnerer Satan, vækker minder om modstandsretorikken fra 80'erne.
Var denne misforståelse ikke mere end en vildledt analyse af kompleksiteterne i den sydafrikanske situation, ville det være muligt at slå argumentet hen uden videre opmærksomhed. Imidlertid er tragedien, at tilgangen tager apartheidideologiens verdensbillede til sig i et forgæves forsøg på at angribe ideologien, og ender dermed at duplikere den.
Efter at have boet hovedparten af mit liv i Sydafrika kan jeg kun bifalde Bang Carlsens reaktion på de racistiske klichéer, for hvilke han har været udsat. Den om 'den sorte mand og bushen' er en klassiker. I samme genre, kan jeg bidrage med følgende træffer: 'Sorte kan ikke styre et land. Bare se på resten af Afrika.'

Håbløs anakronisme
Jeg anfægter således ikke at sådanne tendenser eksisterer, men jeg anfægter, at de afspejler nogle fælles karakteristika ved den 'gruppe' til hvilken Bang Carlsen refererer. Bang Carlsens typologisering af hvide sydafrikanere er i bedste fald en håbløs anakronisme, og i værste fald en genanvendelse af apartheidforestillingens 'gruppelogik'. Begge grupper ses som intern homogene, karakteriseret ved kollektive dyder eller perversiteter og intern fælles politiske interesser.
Lad mig da henvise til de hvide deltagere i kampen mod apartheid - navne som Joe Slovo, Breiten Breiten-bach og David Webster. Jeg henviser til den hvide andel af ANC medlemmer. Jeg henviser til unge, hvide sydafrikanere, dygtige folk uddannet på sydafrikanske universiteter, der sad i detention i 80'erne, der er demokrater, der elsker Sydafrika, der hader apartheid og som hver dag yder et konstruktivt bidrag til at rette op på deres forfædres fejl.
Jeg henviser til april 1996, hvor Nationalist Partiet, som altid havde ligestillet kontrol over staten med deres overlevelse som et folk, anerkendte ANCs valgsejr samt forpligtede sig til The Government of National Unity, for senere at acceptere deres rolle som et oppositionsparti under en demokratisk forfatning.

Nationsdannelse
Ti år efter påbegyndelsen af omstillingsprocessen, og fem år efter det første demokratiske valg, handler politik i Sydafrika ikke længere om episke og enkle historiske konflikter, i hvilke det er nemt at vælge side, men om en nationsdannelse på et broget og yderst komplekst grundlag, omkring hvilken sydafrikanere af alle racer bakker op.
Så vil jeg gerne spørge, om Bang Carlsen i virkeligheden selv har gjort op med det 'vulgært simplificerede verdensbillede', som han på så bitter vis anklager 'de hvide' for ikke at ville slippe. Hvem er det, der i realiteten fortsat er fanget af fortidens dæmoner?
I The Freedom Charter fra 1955 er kampen mod apartheids racelogik rodfæstet:
"Vi, det sydafrikanske folk, erklærer for hele vort land og for verdenen, at Sydafrika tilhører alle, der bor i det, både sort og hvid."
Nelson Mandela har mobiliseret princippet om 'non-racialism' i post-1990 sydafrikansk politik, som et afgørende bidrag til en forhandlede, ikke-voldelig afvikling. I konteksten af kampen imod aparthei vinder ANC her sin moralske autoritet.
Denne altafgørende pointe ser Bang Carlsen ikke som følge af hans intense ønske om at beslægte sin argumentation med en nostalgisk kritik af apartheidsystemets effekter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her