Læsetid: 3 min.

Forskel på god og dårlig kunst

10. marts 1999

Det er ikke - til forskel hvad nogle fejlagtigt tror - kunsthistorikerens fornemste opgave at diktere smagsdomme ned over alt og alle

KUNST
Med stor interesse har jeg fulgt Informations kunstdebat i de sidste par uger. Dis-kussionerne har kredset om forsøget på at definere kunst, samt om kravet til, kunsthistorikere, kuratorer, kunstkritikere om at gøre det. I den forbindelse er det relevant at se på den meget udskældte og til tider dogmatiske amerikanske kritiker Clemment Greenberg (CG).
CG var fortaler for den amerikanske abstrakte ekspressionisme. Han er siden '1960'erne blevet kritiseret - til tider berettiget - for sin arrogante måde at forholde sig til kunsten på. Ikke mindst for at ignorere megen kunst.
Det var klart CG's opfattelse, at der på den ene side var kunst, som han gad at bruge tid på og på den anden side en hel del kunst, som han ikke fandt værd at beskæftige sig med.
Som kritiker var CG meget selektiv. Flere kunsthistorikere finder dette problematisk for det senere billede af den amerikanske kunstscene. Her er nogle kunstretninger frem for andre kommet til at stå frem, og man kan let få det billede, at der i 40'erne og 50'ernes USA, ikke eksisterede megen anden kunst end den abstrakt ekspressionisme.
Hvis man ser bort fra CG's dogmer og arrogance, er han imidlertid interessant, ikke mindst i en diskussion af kunst og ikke-kunst. Jvf. CG lander mange mennesker, i forsøget på at definere kunst på, at kunst er identisk med god kunst og alt andet ikke er kunst.
Dette er en interessant iagttagelse, som jeg mener er blevet understøttet i flere indlæg i Information i den seneste kunstdebat.

Frugtbart kunstskel
CG mente, at ovenstående antagelse var problematiske af to årsager. For det første mente han ikke, at man kan definere kunst. Han henviste til Dumchamps pissekumme, der sprængte rammerne i det øjeblik, den blev institutionaliseret gennem en plads på museum. På ét sekund blev den betragtet ud fra et andet regelsæt og med et andet fokus end i pissekummens oprindelige miljø. Kummen var først ikke-kunst, for i det næste sekund at blive det.
For det andet var det ifølge CG det uinteressant overhovedet at forsøge at definere kunst. I stedet skal fokus rettes mod et mere frugtbart sted - med forsøget på at definere god og dårlig kunst. Denne definition af god og dårlig kunst er individuel fra betragter til betragter, fra kunstner til kunstner, fra kunsthistoriker til kunsthistoriker og fra kritiker til kritiker. Og det er der ikke noget problematisk i. Det problematiske opstår ved forsøget på at objektivere denne opfattelse og ophæve den til endegyldige sandheder, hvilket mange fejlagtigt har hævdet at CG forsøgte.
CG's udgangspunkt var marxistisk i tråd med Frankfurterskolen, inden for hvilken Habermas blev en af de centrale skikkelser. I opgøret med den positivistiske tankegang, talte Habermas om en humanistiske videnskab - en hermeneutisk videnskab baseret på fortolkning. Denne tankegang åbnede op for en værdiladet videnskab. Der blev åbnet op for individuelle tolkninger.

Æstetisk indhold
CG's (og dermed ikke nødvendigvis alles) kriterium for god kunst, var et krav om æstetisk indhold. Ikke et æstetisk indhold alene, men hvis ikke værket havde et æstetisk indhold, fandt han det uinteressant. Kunsten skulle afprøve grænser og måtte gerne chokere - kunsten skulle røre ham. Og megen kunst rørte ham ikke. Store dele af kunsten fra 60erne og frem, mente CG hovedsageligvis var 'ide' og virkede dermed ikke i sig selv særlig interessant på ham.
Det ikke er så interessant at prøve at fastlåse begrebet kunst, da det er et begreb, der altid vil være i bevægelse og aldrig er til at indfange. Det er derimod vigtigt at være bevidst om individuelle og subjektive udgangspunkter for holdningen til et værks kvaliteter.
Der findes kunst der 'lykkes', og kunst der ikke 'lykkes', men vurderingen af dette er højst individuel, hvilket ikke gør disse vurderinger uinteressante, men blot åbner op for at kunst kan betragtes og tolkes på mange måder afhængig af kontekst og forudsætninger.
Det er dermed heller ikke - til forskel for hvad nogle fejlagtigt tror - kunsthistorikerens fornemste opgave at diktere smagsdomme ned over alt og alle.
Derimod ser jeg det som kunsthistorikerens fornemmeste opgave, at bore sig ind i værket og de forskellige diskurser omkring dette, for at åbne op for - og hjælpe betragteren til - fordybelse og mulighed for, at opleve den rigdom og kompleksitet af følelser og holdninger, det enkelte værk og hele kunstens verden indeholder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu