Kronik

Fremtidens dynamo

Debat
26. marts 1999

Bliver vi bedre til at vinde i den internationale konkurrence, hvis vi også lukker de langsomme, marginaliserede og udstødte indenfor?

I fremtidens videnssamfund vil konkurrenceevnen afhænge af, om virksomhederne formår at skabe de bedste vilkår for medarbejderens vidensproduktion og -udvikling.
Hidtil har det heddet sig, at vort velfærdssamfund bygger på ulighedens incitament: Hvis vi producerer rigtigt meget, bliver kagen større, så der er mere at give til dem, der ikke har så meget - fra velstand til velfærd. Med andre ord skal individet have et incitament til at skabe sig selv en plads i samfundet - et incitament, som spiller sammen med den iboende foretagsomhed. Herefter mindsker vi uligheden ved at omfordele de opkrævede skatter.
Konkurrencen på det frie marked er dermed også tanken om det frie menneske, fordi mødet mellem de udbydende og efterspørgende foregår på naturgivne præmisser, nemlig den enkeltes præferencer og behov. Dermed accepterer vi den ulighed, der opstår, f.eks. når lønnen på ens arbejdskraft via markedet vurderes lavere end naboens. Man er i konkurrence med naboen, igennem hvilken man ser sig selv og hvor ønsket om social mobilitet opstår.
Det permanente politiske slagsmål består i, at vi er ved at omfordele for meget og dermed eroderer grundlaget for velfærdsstaten. Dette er dilemmaet mellem retfærdighed og effektivitet.

Men vil dilemmaet bestå i fremtidens videnssamfund? Nej - fordi dogmet om ulighedens incitament i vor økonomiske ideologi er en stopklods i det videnssamfund, som bygger på den menneskelige dimension bag præstationerne. Medarbejderens præstation skærpes ved at skabe velfærdsdimensioner i arbejdslivet. Kernemedarbejderen fungerer kun, hvis der for mennesket bagved er tale om en harmoni mellem liv og arbejdsliv og harmoni i forhold til virksomheden.
Allerede nu er vi vidne til, at virksomheder profilerer sig via f.eks. etiske og sociale regnskaber. Imagedannelsen og rekruttering af nye medarbejdere foregår på et etisk plan. Det er eksempler på, at virksomheder markedsfører sig med værdier, som hentes uden for den konforme markedsøkonomi.
Selv om der kun er tale om de stærkeste virksomheder, der har kapacitet til at tænke langsigtet Novo er en virksomhed, der deltager i den socialpolitiske debat og selv etablerer velfærdsordninger som f.eks. fastholdelse af sygdomsramte medarbejdere. Her er der tale om integra- tion af social indsats i virksomhedens drift og rentabilitet.
Vi er således i fuld gang med at revurdere grundlaget for økonomisk aktivitet i det videnssamfund, som vi ser begyndelsen på nu: En verden fyldt med accelererende informationsteknologi; hvor viden er grundlaget for økonomisk aktivitet; og hvor den afgørende produktion foregår i de højteknologiske og vi-densintensive brancher.

Det ligger i videnssamfundets natur, at produktivitetsbegrebet fra industrisamfundets mekaniske processer må omdefineres fuldstændigt. Parallellen er den kognitive forskning, der peger på, at der først og fremmest skal skabes velfærd for skolebørnene, for at stimulere lysten og evnen hos barnet til at indlære og til at lære sig selv at lære.
Inden for Human Resource Management har man længe anvendt f.eks. humor og selskabelighed som stimuli bag en mere effektiv produktion, men der skal mere til, når det handler om at fremme en vidensproduktion, der dybest set er forbundet med personlighed og etik.
Videnssamfundet frarøver den klassiske økonomiske teori sit brændselselement, nemlig det at se mennesket som sammensat alene af forbrugerpræferencer og i konkurrence med naboen. Ulighedens incitament mister sin betydning på både udbuds- og efterspørgselsside og erstattes af reelle velfærdskomponenter som f.eks. lighed og ansvarlighed. Lige som i tilfældet med Novo, der scorer loyalitet og effektivitet hos kernemedarbejderne, når der gennemføres en social indsats for kollegerne.

Et historisk eksempel er den dynamik mellem erhvervsliv og forskning og samfund, der opstod omkring Niels Bohr-instituttet. Resultaterne berigede det danske samfund, materielt og åndeligt i årtier. Instituttet tiltrak internationale forskere ved kombinationen af et højt vidensniveau og så det faktum, at Danmark var et - socialt set - behageligere land at opholde sig i. De havde det sjovt, tankerne sprang og de havde lyst til at dele deres viden med bl.a erhvervslivet. For at forstå denne sammenhæng til fulde, kan der tegnes et skræmmebillede på det modsatte: Ville Bohr og Einstein have været i stand til at nå et lignende forskningsniveau, hvis de havde levet inden for østblokken og været indædte systemkritikere!?

Vi skal kigge på velfærdssamfundet med nye øjne for at blive konkurrencedygtige i videnssamfundet. Danske arbejdere er et helt centralt eksempel på, hvordan velfærdssamfundet også er en erhvervsucces. Arbejdsstyrken er overordentlig mobil med verdensrekord i 'jobåbninger'. Det er udtryk for, at vi er villige til at skifte job meget ofte og indrette vores arbejdsliv i forhold til markedets efter-spørgsel.
Den danske arbejder er mobil, fleksibel og innovativ på arbejdsmarkedet, hvilket skyldes en basal sikkerhed og personlig støtte i kraft af de forskellige vellfærdsordninger.
Vi hører til de mest veluddannede og scorer internationale topkarakterer i motivation og loyalitet i forhold til arbejdsgiveren. Pointen er, at disse karakteristika ikke er kommet ud af den blå luft. De er vort væsentligste aktiv i den internationale konkurrence og har sit udspring i velfærdssamfundet, herunder beslutningen om at skabe en vis lighed på individniveau.
Velfærdssamfundets kerne er intervention i markedsøkonomien, fordi markedets rationalitet ikke inddrager de nødvendige investeringer. Det er bare vanskeligt at eftervise, at f.eks. omfordeling udløser større arbejdsproduktivitet. Det er endnu sværere at sammenkæde en faktor som solidaritet med udviklingen af en stabil politisk kultur og en deraf større beslutningskraft i et pluralistisk samfund. I sidste ende har vi brug for lidt 'religion'.

Hvordan skal vi forene konkurrencesamfund-et med videnssamfundets krav om langsigtede investeringer i kompetencer og i den menneskelige dimension? Udviklingsdirektøren i DTI har foreslået, at vi for-ærer virksomhederne de 8-10 mia., som den offentlige sektor i forvejen bruger på efterudannelse via skoler, VUC-centre etc.
Medarbejder og virksomhed tilrettelægger den kompetenceudvikling, som skal sikre virksomhedens overlevelse. Bliver pengene ikke brugt - og kun efter formålet - ryger de uden brugsret tilbage i statskassen.
Det er et fremragende forslag, som kombinerer mikro- og makroøkonomisk tænkning. Både virksomhed og medarbejder befinder sig i 'beslutningscentrum' og vil derfor udnytte pengene optimalt. På samfundsniveau vil ordningen betyde en ændret incitamentsstruktur, så både erhvervsliv og uddannelsessektor tvinges til at fokusere på de langsigtede investeringer, der modsvarer videnssamfundets krav om kompetenceudvikling.

Jeg vil foreslå, at DTI's ide udvides til at omfatte dele af social- og arbejdsmarkedspolitikken. Vi giver altså også virksomhederne de 16-20 mia., som staten og kommunerne hvert år bruger på aktivering.
Hermed skabes et yderligere økonomisk incitament til at gennemføre en opkvalificering og socialisering af den ledige. Virksomheden kan nu anskue den sociale indsats som direkte forbundet med produktionsprocessen. Vi kan kalde forslaget en variant af 'den tredie decentralisering'.
Dernæst vil kernearbejdskraftens produktivitet stige, når deres virksomhed skaber sådanne velfærdsdimensioner, f.eks. ved at udvikle de mindre kvikke kollegers kompetencer og lukke de marginaliserede indenfor.
Forslaget er en mere direkte vej mod den idealforestilling, der ligger i at lade virksomheden påtage sig et socialt ansvar. De nuværende fleks- og skånejobs bliver kun en succes hos det fåtal af virksomheder, der er markedsførende og dermed har en kapacitet til at udvikle en vel-færdsstrategi.
At oprette sociale koordinationsudvalg i kommunerne lyder fint, men nytter ikke ret meget. Det vil blive en gentagelse af strukturen med arbejdsmarkedsrådene, hvor en række partspolitiske repræ-sentanter forhandler om fordelingen af offentlige midler, men hvor beslutningsprocessen er løsrevet fra produk- tionsprocessens centrum - fra det virkelige liv.
Giv i stedet virksomhederne de store poser penge, ledsaget af en stram formålsstyring. Så vil der være et vægtigt incitament til at begynde at fokusere på sammenhængen mellem lighed, velfærd og velstand.Ellers bruger den konkurrerende virksomhed jo bare alle pengene...

Klaes Guldbrandsen er cand.scient.pol. og lektor ved Den sociale Højskole i København.

Apropos - Ortodoksi smitter

Udviklingen mod vidensamfundet bremses af markeds-økonomiens ortodoksi. Hovedproblemet er tidsperspektivet for omstilling og investering i nødvendige kompetencer - det tager for lang tid at få pengene hjem.
I uddannelsespolitikken ønsker Finansministeriet at forkorte kandidatalderen, af hensyn til offentlige udgifter og akutte behov i erhvervslivet for f.eks. hurtigt udklækkede ingeniører. Ortodoksien består i, at vi hovedløst overfører økonomiske incitamenter fra mikro- til makroniveau.
Vi kan udmærket have som mål, at universitetet udklækker kandidater inden for en given tidsramme. Men det vidner om fravær af makroøkonomisk tænkning, at sigte på en femårsramme for alle, når nu netop videnssamfundets krav peger på en længere og individualiseret uddannelse.
Problemet er ikke, at minister Vestager bliver trynet af sin kollega. Problemet er derimod, at Lykketofts forståelse af økonomisk ansvarlighed mere og mere tager form af driftsøkonomi og ikke samfundsøkonomi.
I familiepolitikken indvier Nyrup os i sine nytårsdrømme om at forbedre arbejdslivets rammer om familierne og derigennem investere i samfundets reproduktion. Men på spørgsmålet om handling udtaler han: Bare jeg siger dette her mange gange, så bliver det nok hørt. Nyrup må være smittet af samme ortodoksi, når han tror på, at arbejdsmarkedets parter selv har et incitament til at gennemføre de langsigtede investeringer, som familiepolitik er udtryk for. Derfor skal området politiseres, frem for at overlades til markedet og parterne.
Videnssamfundet stiller krav om en anden styring, med andre incitamenter for virksomheder og arbejdsstyrke. Prisen på arbejdskraft - lønnen - vil i fremtiden vil spille en langt mindre rolle i mødet mellem arbejdsgiver og -tager. Regering og arbejdsgivere har således i lang tid været alarmerede over befolkningens ændrede præferencer mellem arbejde og fritid. Skal der genskabes en større vægtning af arbejdet, skal vi bruge helt andre inci-tamenter end de markedskonforme som materiel berigelse, ulighed og konkurrence.

Klaes Guldbrandsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her