Læsetid: 6 min.

Guds sande væsen

Debat
17. marts 1999

Af fulde børn skal man høre sandheden. Af børn kan vi lære at tage afslappet på distinktioner som den mellem natur og kultur

TVANGSAKTIV
Under et fødselsdagsselskab i min barndom spurgte en klassekammerat min mor, om han måtte få lov til at tage "låget" af vores landskildpadde. Det var også ham, der spurgte hvad tårnfalken gjorde, før der fandtes tårne. Og han kunne med samme ret have spurgt, hvad ursuppen gjorde før den dybe tallerken blev opfundet.
Af børn kan vi således lære at tage afslappet på distink-tioner som den mellem natur og kultur. Snart vil vi kunne se bævere i Arresø, og en del vil nok opleve det som snyd, næsten som om man havde konstrueret robotter forklædt som bævere. Det minder for meget om cyberspace til, at vi kan tilkende det autenticitet: hvorimod vore børn vil finde det fuldt så naturligt som - cyberspace.
Ved en anden lejlighed havde en klassekammerat før religionstimen på tavlen skrevet "Gud er dum". Måske slet ikke så dumt endda, for dermed slog han netop ned på Oplysningstidens såkaldte teodecé-problem, der optog Holberg en del: Spørgsmålet, hvorledes verdens syndefulde ufuldkommenhed lader sig forene med antagelsen af en på engang algod og almægtig gud. Snarere måtte man jo tro, at Gud måtte lade en del tilbage at ønske enten i algodhed eller i almagt. Hvis vi krampagtigt fastholder, at i så fald er Gud ingen rigtig gud, og insisterer på vor ombytningsret inden for garantiperioden, så går det ligesom når vi bedyrer, at hvis naturen ikke er totalt uberørt, så er den ikke værd at bevare.

Kosmisk internet
Thi således strikt defineret findes der måske ingen natur og ingen gud - men i så fald ville det være mere frugtbart at omdefinere disse begreber lidt i håb om, at de da vil være mere brugbare i virkeligheden. Således kunne man tænke sig, at Gud så langt fra at være verdens skaber er et meget avanceret intergalaktisk produkt, en slags kosmisk internet, ganske som bevidstheden i den biologiske verden er udsprunget af et uhyre komplekst grundlag. Hvis vi endvidere tænker os dette internet udstyret med en betydelig autonomi, så ville vi jo komme ret tæt på gudsbegrebet, ganske som vor tids fysiske begreber jo også har deres antikke forgængere og prototyper.
Og lige så naivt det var af hine tiders gudsdyrkere at tro, at guderne lod sig bestikke med blodige offergaver, lige så primitivt ville det være at betale en særlig afgift til det kosmiske internet. Pengene ville som ved den katolske afladshandel med garanti havne i de forkerte lommer - eftersom de rigtige lommer jo slet ikke findes i virkeligheden. Og ganske som de kætterske eremitter og mystikere i deres egensind stod sandheden nærmere end den etablerede kirke, er det måske i vor tid de autistiske hackere, som står Gud nærmest. Ikke sjovt at tænke på for en arkaisk idiot som mig, men nogen anden skæbne havde en gudsforgående fritænker vel heller aldrig regnet med.
Men måske er der slet ingen fordele ved at stå Gud nærmest. I svundne tider kom dette af, at de udvalgte måtte regne med at måtte bære svære prøvelser for at bevise deres værdighed. Men i den moderne version kan sandheden omvendt være den, at der slet ikke er noget at opnå. Forklaring følger. Det kunne nemlig være sådan, at Gud må anskues behaviouristisk. Heri ligger for menneskets vedkommende det syn, at bevidsthed og følelser alene er biprodukter af organiske, fysiske tilstande og på ingen måde selv indgår som årsager eller gennemgangsled i de legemlige og cerebrale processer! Ganske ligesom vi kan være bedøvende ligeglade med, om vore computere har mindste anelse om de beregninger de udfører. I henhold til dette syn indgår bevidsthed slet ikke i forklaringsmodellen, og for denne læres tilhængere følger heraf, at enten eksisterer bevidstheden ikke - og det kan de rettroende jo end ikke selv tro på, ifølge deres egen lære (hvis De forstår mig - hvad De ifølge teorien ikke gør); eller også er bevidstheden lige så virkningsløs i den fysiske verden som hastighedsmåleren er det for en bils hastighed. Ja, endnu ubetydeligere, for via aflæsning kan hastighedsmåleren dog virke tilbage på bilens hastighed. Teorien går godt i spænd med den af Tor Nørretranders så omtalte teori om bevidsthedens tragiske forsinkelse i forhold til virkeligheden.
På tilsvarende vis kunne vi tænke os, at Guds bevidsthed er et aldeles magtesløst bifænomen ved de kosmiske processer; så at Gud er den privilegerede, om end noget ensomme tilskuer i sit eget teater - med den ene trøst, at eftersom han ikke behøver at løse billet eller bekymre sig om skilte med påskriften "Forbudt for Gud", så kan han som sagt være flintrende ligeglad med, om de øvrige brugere af det kosmiske net betaler afgift eller ej. Og i øvrigt ville han heller intet kunne stille op mod denne eller anden misbrug.
Imidlertid ved vi jo fra historien om Abraham og Isak, at også i gudernes verden er det tanken der tæller. Der er derfor intet til hinder for, at den afmægtige gud kan aflæse vore sjæle, der jo netop er ingredienser i hans kosmiske opera, som end ikke Wagner med sin "gesamtkunst" og "Götterdämmerung" kunne have forestillet sig. Kort sagt kan det meget vel forholde sig sådan, at mens vi intet har at opnå hos Gud, så ånder og lever den afmægtige i al anonymitet for en smule omtanke og medfølelse fra vor side.

Gud behøver mennesket
Fordelen ved denne revision af gudsbegrebet er nu, at for første gang i menneskehedens historie kan vi være sikre på, at alle ofre og andre handlinger til Guds pris vitterlig foretages af den pure uegennytte. Allerede C.G. Jung havde den ide, at Gud behøver mennesket nok så meget som mennesket behøver Gud - ja måske mente han endog, at Gud behøvede C.G. Jung i særdeleshed. Forfatteren skal afholde sig fra opdaterende tilnærmelser - ikke blot af beskedenhed, men især fordi den afmægtige Gud jo er aldeles ude af stand til at honorere sin endelige opdagelse. Dog gælder det også for os, at alene tanken varmer, og det er os fuldt tilstrækkeligt at vide, at Stanley hilste Livingstone med de berømte ord "Mr. Livingstone I presume" - hvorimod det ikke har nogens interesse at spørge, hvad Livingstone mon svarede i den anledning. Rimeligvis har han dog været ret målløs, hvilket altså kan vise sig at være en ret guddommelig tilstand.

Frygten for fornyelse
Men på arbejdsmarkedet kommer man ikke langt på den vis, for der kan man snart ikke få lov til at slippe en vind uden gyldig autorisation. Frygten for fornyelse og konkurrence gør at man beskytter sig klaustrofobisk ved at holde åndløst på støjende meritter samt en umiskendeligt gnaveragtig og vedholdende geskæftighed. Lidet guddommeligt, men Gud har som påvist heller intet ansvar for arbejdsmarkedets tåbeligheder.
Og således går det til, at Gud kan prise sig lykkelig over at være kronisk arbejdsløs fra evighed og til evighed, thi hvis han nemlig som sin noget uforsigtige søn formåede at bringe sig inden for rækkevidde, ville han fluks blive tvangsaktiveret og aldeles uheroisk sat til at udfylde spørgeskemaer om stærke og svage sider. Hvilket dog er ganske overflødigt, eftersom vi jo nu tør rose os af at have afhandlet alle sider den sag vedrørende.
Men vi skal gerne påtage os rollen som Guds sagsbehandler og tale varmt for videst mulig særbehandling og fritagelse for smålige foranstaltninger, såfremt sagen alligevel skulle komme op. Som sagt ingenlunde i det håb at opnå nogen modydelse til gengæld, men dels af medfølelse, dels for ikke selv at blive aktiverede - det pynter alt sammen i statistikken. Men hvis også de kongelige i tilfælde af yderligere stramninger skulle behøve en lignende konsulentbistand, da kan vi ikke på forhånd udelukke at måtte betinge os et honorar i henhold til gældende tariffer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her