Læsetid: 5 min.

Information får ug i flinkeskolen

3. marts 1999

Der skal mere end at lade malerier udskifte fotos for at gøre Informations kunsttemanummer interessant. Holdningen er hentet i flinkeskolen

KUNST
Billedkunst handler selvfølgelig også om strategi og power-play, men hvis man ligesom Claus Carstensen m.fl. gør det til selve kunstens ide, er det for dumt. Og småt.
Jeg er rimelig overbevist om, at Claus Carstensen og i hvert fald Peter Bonde også ville have stået og malet, selv om deres power-play havde vist sig mindre effektfuldt. Så kunsten må altså helt banalt betyde, kunne og ville noget, der ligger ud over det, der postuleres angående power-play.
Desværre ser det ud til, at Information har gået for længe i flinkeskolen. Man kunne godt forvente ja ligefrem forlange, at Information var gået anderledes kritisk og dybtgående til værks den 20. februar. Det er ikke nok at fremlægge, hvad der tilsyneladende er fakta.

Selvforstærkende effekt
Man kunne have sat spørgsmålstegn ved det faktum, at det i dag er næsten umuligt at klare sig uden at have frekventeret Det kgl. Danske Kunstakademi. Det er sandt, men ikke nødvendigvis på grund af undervisningens kvalitet og elevernes standard, men måske snarere grundet den selvforstærkende effekt, at jo vigtigere det synes at blive, jo vigtigere bliver det rent faktisk, og jo sværere bliver det at arbejde uafhængigt af Akademiet. Bl.a. fordi det jo tit er tidligere elever fra Akademiet, som senere er blevet lærere, der sidder i udvalg og repræsentantskab, og da man tit vælger at støtte folk, man kender og sympatiserer med, bliver det jo helt naturligt folk fra Det kgl. Danske Kunstakademi, der støttes.
Og det kan da godt være (selvom det tror jeg nu ikke engang), at de muligvis på visse punkter er dygtigere, men de får også langt de bedste og fleste muligheder for at blive det under og efter færdiggørelsen af Akademiet.
Endvidere kunne man vel fra Informations side også have påpeget det usmagelige i det stykke papir, som pseudo-videnskabeligt bruges til at underbygge Statens Kunstfonds ufejlbarlighed. Et stykke papir som passer alt for godt til fondens opfattelse og kommer til at tjene som en legitimering på et alt for tyndt grundlag.
Og jeg synes for alvor, at det bliver farligt, når Ane Hejlskov Larsen sidder og siger, at Statens Kunstfond i hendes tid har støttet alt, der har været af kvalitet. Ja, kvalitet ud fra hendes eget begrænsede synsfelt.
Fondens medlemmer bør derfor holde sig for øje, at det ikke kun er et objektivt kvalitetskriterium, de vurderer deres valg ud fra, men i lige så høj grad personlig smag og interessehensyn.

Størst mulige ydmyghed
Og det burde man måske være mere åben omkring i stedet for at pakke det ind i videnskabelighed og kvali-tetskriterier. Husk endvidere at når man har med billedkunst at gøre, kan det, man overser i dag, sagtens vise sig at være det mest interessante om 10-20 år.
Det er fakta, som man ikke bør glemme, og nærmest til bevidstløshed viser det sig igen og igen i kunsthistorien. Jeg gider ikke engang at opremse eksempler her. Derfor må jeg opfordre til den størst mulige ydmyghed, når man sidder i Statens Kunstfond.
Med hensyn til Akademiet og optagelsen kan jeg kun sige, at det desværre ikke holder med den påståede objektivitet.
Allerede ved optagelsesproceduren søges fremtidige mulige konkurrenter holdt ude fra uddannelsen. Og man vælger gerne elever, der laver lidt det samme som en selv, bare dårligere. Kommer man derimod med et virkeligt originalt og selvstændigt værk, ja så er dine chancer for optagelse desværre ringere. Og helt grotesk blev det, ved mit eget forsøg på at blive optaget. Jeg blev blankt afvist allerede i første runde, men et halvt år senere ser jeg Peter Bonde, der som professor sidder i optagelsesudvalget, genbruge et af de greb, som jeg præsenterede ved optagelsen. Der kan selvfølgelig være tale om et tilfælde, men at optagelsen skulle være lagt an udelukkende på objektive kriterier, det holder ikke.

Alt for ens
Endvidere finder jeg det dybt forstemmende, at hele lærerkorpset stort set tilhører generationen omkring de unge vilde. De har samme kunstsyn, alder og frisure, og jeg mener, at Akademiet for elevernes og sin egen fremtids skyld burde sikre en gruppe af mere forskellige lærere.
Både hvad angår kunstsyn og alder. Man må heller ikke glemme, at det er et økonomisk meget attraktivt ben at få en professorpost. Her kan langt størstedelen af danske kunstnere tjene langt mere end ved reelt kunstnerisk arbejde.

Hvad med pædagogikken
Desuden kunne man måske vælge ikke kun at bestemme en professors ansættelse ud fra hans egne kunstneriske evner men også skele til et minimum af pædagogik og indlevelse. Det er desværre en kendt sag, at fordi man selv er en god kunstner, behøver man ikke at være en god lærer.
Med hensyn til museernes mange indkøb kan man sige, at 80'er-generationen må betegnes som meget forkælede. Og det måske fordi det ikke var så vildt alligevel, og de trods den tilsyneladende vildskab leverede markedets lettest omsættelige objekt. Nemlig ekspressivt maleri på lærred.
Og et værk bliver jo også vigtigt i samspil med de øvrige købte værker. Og visse museer har efterhånden købt så meget af Peter Bonde og Claus Carstensen, at også alt, hvad de laver i fremtiden, vil være interessant og vigtigt. Alene til at belyse tidligere værker.
Man har altså malet sig selv op i et hjørne ved at købe så massivt ind, og nu kan der højest blive tale om den form for strategisk tilbagetrækning som vi oplever for øjeblikket.

Der er altså en forskel
Og helt fantastisk bliver det jo, når man hører Marianne Torp Øckenholt begrunde vigtigheden af Peter Bondes "Surfman"-maleri. Hun taler om amerikansk vestkyst- og surfermentalitet, men ud fra Peter Bondes udstilling i Galleri Asbæk at dømme, så windsurfer Peter Bonde, og der er altså fanden til forskel på rigtig surfing og windsurfing, og man får derfor den forstemmende fornemmelse, at visse kunsthistorikere foretrækker disse abstrakte halvkonceptuelle værker, da de danner en flot baggrund for, at man mere eller mindre omkostningsfrit kan sige hvad som helst.
Og med hensyn til Claus Carstensens og Peter Bondes kvaliteter vil jeg sige, at de er to vigtige danske kunstnere. Og de skal have deres plads. Hvad de jo så sandelig også har fået. Men man bør ikke som Arkens direktør Christian Gether begynde at overdrive deres betydning og sammenligne med Jorn og Kirkeby.
For sandheden er, at Carstensen og Bonde kun er verdensberømte. I Danmark. Men de var ikke i stand til at klare sig på markedets vilkår i slutningen af 80'erne i Tyskland, så der er altså på ingen måde tale om to verdenskunstnere. Så måske var det på tide, at lade andre komme til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu