Læsetid: 3 min.

Information svigter kunstens fornyelse

Debat
11. marts 1999

Ekstra Bladet sætter dagsordenen i billedkunstdebatten, mens Information giver Kunstademiets Morten Stræde lov til at kalke pænhedens facade. Fornyelsen kommer ikke længere fra Akademiets professorvælde

KUNST
Har Ekstra Bladet opdaget en helt ny kunstretning, hvor de sammensvornes tætte kunst-klike udtrykker sig i et nyt Machiavelliansk kunstdogme: Gøgeungeeffekten?
Eller kører tabloidsprøjten en ondsindet og kunstfjendsk kampagne, der har til formål at ødelægge et blomstrende og progressivt billedkunstmiljø, bare fordi Ekstra Bladets kernelæsere ikke har hjerne til at forstå meningen med den visuelle grundforskning, men forskanser sin hjemmehyggelige billedforståelse i lettilgængelige,
guldindrammede solnedgange?
Et er sikkert: Ekstra Bladet har vist sin kulturelle styrke ved at sætte dagsordenen i billedkunstdebatten. De førende kultur-redaktioner er - på trods af afvisningen af Ekstra Bladets 'sag' som renskrevet rindalisme - blevet tvunget ud i en argumentation for den billedkunst, de selv har været med til at fremme som det bedste bud på dansk avantgarde.
Informations store weekendtillæg d. 20.-21. februar om sagen imødeså jeg med store forventninger, men blev skuffet af al den dobbeltsidede diagnosticering af en lungebetændelse, kulturredaktionens lægeteam på forhånd havde afvist som hypokondri. Men i lægevidenskabens moderne forståelse af sygdomme er selv hypokondri et sygdomsfænomen man overbærende bør vise forståelse.
Nødtvungen brugte Information 24 sider på at vildlede i kunstens labyrinter. Især var Lisbeth Bondes nyheds-analyse om det Kgl. Danske Kunstakademi et skoleridt i almindelig journalistisk udjævning, der havde det ene formål at legitimere journalistens upartiske hæderlighed.

Åndelig voldtægt
Onsdag den 3. marts fortsatte hun sin helbredende monotoni med et interview med Akademiprofessor Morten Stræde, der i letkøbt fristil fik lov til at kalke pænhedens facade. Alene bemærkningen: "Når Ekstra Bladet misinformerer, så det går hen og bliver et institutionelt problem her på skolen, er vi nødt til at sætte tingene på plads."
Jeg har hverken hørt eller set de to professoralt indsatte hovedaktører forsvare sig med andet end at love Ekstra Bladets opsøgende journalister bank. Ekstra Bladet har tvunget de såkaldte kultur-seriøse aviser ud i kryptiske erkendelser af nogle forhold i dansk kunstliv, man helst ikke vil se i øjnene.
Lad mig her pege på det meget forenklede og unuancerede billede, Information tegner af Leo Tandrups kunstkritik. I Informations weekendtillæg betegnes hans kunstsyn som yderligtgående og konservativt. Tandrup mener, "at kunsten bør være direkte opbyggelig, og at de nye kunstformer intet godt har at tilbyde menneskeheden."
Morten Stræde fortolker Leo Tandrups kunstsyn som dogmatisk åndelig voldtægt, hvor der ikke er plads til åbenhed og frisind.
Det er en argumentation, der er alt for letkøbt og overhovedet ikke er dækkende for Leo Tandrups kunstsyn.
Tanken om, at Kunstakademiets professorer er elitære vagthunde for et gammelt, letkøbt, antikunstnerisk kunstsyn, er ikke fremmed for mig. Akademiet udøver som sædvanlig magt som statens øverste rådgiver i kunstneriske spørgsmål. Professor Claus Carstensen kalder det powerplay.
Alene det faktum, at kunstmuseerne, som i al sit væsen er konservativt, har indkøbt så mange værker af Carstensen og Bonde er bevis på deres akademiske, bagstræberiske umodenhed, der ikke kan mønstre andet kunstnerisk indhold end gentagelsens kedsommelige monotoni. Den føler kunsthistorikerne sig tryg ved. For antikunstens gamle helte blev de ført a jour med gennem deres uddannelse.

Ny renæssance
Hvis man ellers gider at læse Leo Tandrup, så vil man opdage, at han argumenterer for et oprør mod det magtfulde nihilistiske kunstsyn, der siden Dadaisternes anti-kunstneriske formulering fra 1916, har begravet kunsten i en strøm af sociale eksperimenter. Med udgangspunkt i kunsthistoriske højdepunkter, der stadig kan bevæge os og løfte os ud af den modernistiske misantropi, prøver Tandrup at formulere nogle positive krav til billedkunsten om at sætte mennesket i centrum og genindføre den store fortælling i værket.
Det kan godt være, at Tandrups krav er udtryk for en naiv længsel, men det er i disse renæssance-krav en virkelig fornyelse eller genfødsel af kunsten skal findes. Det er en utrolig mangel på historisk indsigt, når Kunstakademiets professorvælde bliver fremstillet som arnestedet for den nyskabende og grænse-overskridende billedkunst. Der er nemlig intet nyt, kun kunstpolitisk powerplay som tom magtdemonstration.
En demonstration er ikke en folkelig rejsning mod magthaverne mere, men en præsentation af et nyt produkt. En revolution er ikke en samfundsomvæltning, men en opfindelse af en tids- eller energibesparende komponent til vores massekommunikation. Når det arbejdende borgerskab skal på kurser for at blive provokeret og udvikle sig til grænseoverskridende medarbejdere, så er der ingen provokation mere. Billedkunsten må genetablere nogle positive værdinormer, hvor kunstnerens rolle ikke er at pisse på sit publikum med makværker, men aflæseligt gør sig umage med værket.
Det er kort sagt Leo Tandrup, der stiller krav om fornyelse i billedkunsten. Fornyelsen formuleres ikke af de kunstpolitiske koryfæhoveder på Kongens Nytorv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her