Kronik

Internet i himlen

19. marts 1999

På Nettet svæver vi alle frit som balletdansere. Vil det hjælpe med elektroder, så vores kroppe kan se, høre og føle hinanden?

Jeg har aldrig brudt mig specielt meget om klassisk ballet. Selvfølgelig er det fascinerende at betragte de hvidklædte ballerinaer, som ubesværede og lette som fjer glider hen over scenegulvet, mens de udfører deres krævende trin. Men i længden føler jeg mig uberørt. Det virker lidt maskinelt og spontanforladt på mig.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de timer, danserne i skarp konkurrence med andre børn har brugt på at opbygge og træne deres kroppe, til de er slebet til. Forholdet til kroppen virker ufrit og tvangsmæssigt, som en genstand, der skal tugtes og disciplineres for at komme til at kunne udføre disse fastlagte bevægelser i luften, for at kunne løsrive kroppen fra jorden i et kraftfuldt spring mod himlen. Når ballerinaen ikke flyver, står hun på tåspidser og rækker hænderne op mod himlen. Jeg anser klassisk ballet for oprør mod tyngdeloven.
Disse ballerinaer minder mig lidt om de dopede og udsultede østeuropæiske gymnastikpiger, som vi i tidligere årtier kunne se lave de mest fantastiske og umulige spring på et gulv eller på hesten, men som ikke vejede meget mere end 30 kilo hver og ikke så særlig glade ud, når deres øvelser var overstået. Og de minder mig om vore dages fotomodeller i reklamerne for f.eks. Calvin Klein, skønhedsidealer, som ligner en blanding af narkoludere og anorektikere.

Det er måske derfor, jeg er skeptisk over for klassisk ballet. Og jeg har det lidt på samme måde med Internet: Fascinerende at se på et stykke tid, men i længden kommer det ikke rigtig tæt på én. Jeg tror, dette sammenfald skyldes, at klassisk ballet og Internet i grunden har lidt den samme forståelse af kroppen.
I klassisk ballet er kroppens bundethed til jorden noget, der skal overvindes. Internet tilbyder netop en sådan overvindelse af kroppens bundethed til jorden. Når jeg chatter med en anden person på Nettet, er det ligegyldigt, om jeg sidder i Odense, i Salzburg eller i Kuala Lumpor. På den måde er vi frigjort fra vores geografiske sted, fra vores kropslige placering i rummet. Vi ophæver på en måde tyngdeloven, når vi kan mødes i det virtuelle rum i cyberspace. Kroppen er ingen begrænsning. Internet hører til i himlen.
Det er jo en fascinerende tanke at kunne fjernkommunikere med andre, hvor og hvornår det passer mig, men de få gange, jeg selv har kigget ind på disse chatlines, minder det mest om det træfpunkt i telefonen, det i ens tidlige teenageår var populært at lave telefonfis med. Det bliver sjældent rigtigt alvorligt eller rigtig dybt.
Kommunikationen på Nettet viser meget tydeligt, hvordan vi i virkeligheden forstår hinanden. Forståelse er ikke blot som på Nettet at forstå, hvad meningen med den andens ord er, men også at tyde tonen i stemmen, aflæse kropsudtrykket o.s.v. Når den anden f.eks. er nervøs, kan man høre det i stemmeføringen, se det i kropsholdningen, mærke det i den svedige håndflade, når man giver hånd, ja, man kan måske endda lugte det. Ordene får derfor en anden betydning.
Det samme er tilfældet, når samværet med den anden er rart og trygt. Mellemmenneskelig forståelse kræver derfor i bund og grund kropsligt nærvær. Derfor er Internet ikke specielt egnet som medie for vores personlige liv. Det mangler simpelthen krop. Søger jeg årstallet for den franske revolution på Nettet, kan dette selvfølgelig være temmelig ligegyldigt, men bruges Nettet til mere intime sider af tilværelsen, kommer der til at mangle en dimension eller to. Det er jo klart, at det at se et billede af Pamela Andersons silikonebryster på sin computerskærm ikke er det samme som at have dem i sine hænder!
Snakker vi om de populære chatlines, er f.eks. telefonen mere kropslig end Internet-mediet, da man jo kan høre hinandens stemmer. Internets chatlines er derimod et forum for den rene anonymitet, hvor man i princippet kan være hvem som helst.
Der vil dog nok ikke gå mange år, før vi alle har et lille kamera og en mikrofon placeret ved computeren, sådan at vi både kan se og høre den, vi kommunikerer med. Vi vil kunne side ansigt til ansigt med en ven og snakke eller holde en fest sammen. Der vil kun være en tynd skærm imellem os. Vi vil kunne registrere hver gestus og ansigtstræk, som var den anden lige overfor en.
Og forestiller man sig også, at vi ifører os virtual-reality-briller, så synsfeltet ikke længere er begrænset til skærmens firkantethed, men minder om det virkelige rums flerdimensionalitet, er vi endnu tættere på virkeligheden. Og monterer vi så stimulerende føle-elektroder på huden og kønsorganerne, kan vi sammen dyrke virtuel elskov.
For nogle vil dette teknologiske fremskridt være forbundet med tanken om grænseløse muligheder, det bare gælder om at kaste sig ud i. Det er forbundet med tanken om et stort globalt og ligeværdigt fællesskab, hvor vi nemt og omkostningsfrit kan realisere lyst, ømhed og følelser for hinanden.
For mig er tanken derimod forbundet med den dybeste ensomhed. Denne ultimative dyrkelse af teknologiens muligheder er i sidste instans en negligering af menneskers basale behov for nærhed. Når skærmen slukkes, vil vi sidde alene tilbage i mørket og rækker vi hænderne ud efter den anden, mærker vi kun en kold skærm. Vi vil blive endnu mere bange for hinanden, er vi er i forvejen.
Den omdiskuterede københavnske børnehave, der via opsatte videokameraer er opkoblet til Internet, hvor nysgerrige forældre kan klikke sig ind og betragte deres børn - eller overvåge pædagogerne - er endnu et godt eksempel på denne måde at pleje menneskelig omgang på. Det vil hedde: Har du set dit barn i dag?

Tidligere sammenlignede jeg overvindelsen af den geografiske afstand på Internet med klassisk ballets forsøg på at overvinde kroppens tyngde, der binder os fast til jorden. Jeg har som sagt svært ved at engagere mig både i denne balletform og i Internets virtuelle rum.
De få gange, jeg derimod har haft fornøjelsen af at opleve moderne dans, har givet en helt anden oplevelse. Disse oplevelser har fyldt mig med glæde i hele kroppen og hører ubetinget til blandt mine største kunstneriske oplevelser. Moderne dans opfatter og tænker kroppen på en helt anden måde end klassisk ballet. Javist, danserne er også her udstyret med spændstige og veltrænede kroppe, men det virker som om, der er mere plads til kroppens eget personlige udtryk. Kroppens bevægelser bliver sat fri.
Kroppen skal ikke nødvendigvis flyve mod himlen, men hører til ved jorden. Verden yder modstand. Kroppen kan føles tung som bly eller let som luft, alt efter det dramatiske udtryk. Danserne kravler rundt på hinanden og ruller rundt på gulvet. Hænderne glider hen over gulvet. Der er sex, ynde, smerte og skønhed i luften. Kroppene er ikke gjort af lette fjer, men af menneskekød. Det er en kunstform, der tager tyngdeloven til sig.
Som tilskuer bliver man ramt i hele kroppen. Det er ikke som til en maleriudstilling, hvor det kun er øjnene, der ser. Og det er ikke som på Internet, hvor vi trods den moderne teknologis fantastiske og fascinerende muligheder forbliver på afstand af hinanden. Det er den kropslighed, som kommer til udtryk i den moderne dans, der potentielt er truet af Internettets fremmarch.

Hvis nogle vil kalde mine betragtninger om Internet for sortsynede, vil jeg sige som den franske filosof og Internet-kritiker Paul Virili i bogen Cyberworld: "Hvis jeg overdriver en smule, så er det fordi, så få gør det". Der er jo ingen tvivl om, at Internet vil komme til at betyde mere og mere for handel, undervisning, internationale kontakter, politiske forhold, seksualitet, følelsesliv, privatliv, underholdningsliv osv.
Virilio ser Internet som en fare for det herskende demokrati og den sansende krop. Hvis der bare er en flig af sandhed i denne kritik, må vi diskutere vores brug af Internet i fremtiden. Jeg regner nemlig ikke med, at Bill Gates kommer med forslag til at bruge Nettet med mådehold og til de rette formål.
Det globale fællesskab på Nettet gør verden mindre. Geografiens endeligt, den grænseløse krop, opfattes af mange som et fremskridt, men Paul Virilio ser det som et tab. "Verden begrænses, og der dukker en følelse af indespærring op, som de unge mennesker endnu ikke fornemmer", skriver han. Det er kroppen, som trods sin frisættelse i det virtuelle rum, er indespærret, fastholdt foran computerskærmen.
Mennesket er et sanseligt væsen, som via sin krop forstår at række ind i verden, mod sine omgivelser og mod sine medmennesker. Denne sanselighed kommer ikke til fuldt udtryk foran computerskærmen, heller ikke med virtual-reality-briller og elektroder på kroppen.

*Joachim Wrang er cand.phil. i filosofi.

Apropos - Liv uden arbejde

Globalt set findes der idag omkring 800 mio. arbejdsløse. Tallet er stadig stigende, bla. renser computer- og kommunikationsteknologier ud i arbejdsstyrken. Man kan derfor ikke lade være med at stille spørgsmålet:
"Er der en mulighed for et liv uden at arbejde"? Er det ren science fiction eller kan man forestille sig ens egne børn eller børnebørn på en 20 timers - eller ingen - arbejdsuge?
Allerede i 50'erne holdt automatiseringen sit indtog i danske virksomheder. I 60'erne begyndte det at gå lidt stærkere. Flere og flere virksomheder indkøbte maskiner, der mere eller mindre begrænsede brugen af arbejdskraften. Transportvirksomhederne blev effektiviseret ved køb af samlebånd, gaffeltrucks o.s.v..

Krigsmaskineriet
I midten af 70'erne kom edb-teknologien for alvor til at præge den teknologiske udvikling. I 80'erne kaldtes det IT-samfundet, og hele produktioner kunne nu computerstyres.
90'erne blev indledt med en krig, Golfkrigen, der viste verdenen hvor langt fremme krigsmaskineriet i virkeligheden er. USA har distanceret Rusland med flere længder i moderne krigsteknologi. Teknologien inddrog os alle, hjemme i stuerne foran fjernsynet sad folk og fulgte slagets gang.
Hvert nyt skridt i udviklingen har skabt revolutionsagtig fremgang for både danske og udenlandske virksomhede. Det har uden tvivl også gavnet de fleste mennesker på den ene eller anden måde.

Truende magtfaktor
Men hvornår får vi nok? Se nu bare idag 1999 det enorme marked af billige som dyre mobiltelefoner, radioer, fjernsyn, husholdningsudstyr. Ikke mindst har pc'en vundet stor indpas i vores hverdag.
Informationsteknologien er idag blevet en mere truende magtfaktor i vores hverdag.
Den præger både massemedierne, politikkerne og ikke mindst vort arbejdsliv og vor hverdag m.m.
Hvis vi skal tænke frem i tiden og et samfund med mindre arbejdstid, hvorfor stormer politikerne frem med at der skal arbejdes mere? Vi skal helst være på arbejdsmarkedet så længe som muligt.
Efterlønnen bliver måske afskaffet om nogen få år. Det rimer ikke rigtig med den anden tanke om mindre arbejdstid - mere fritid.

60 timer om ugen
Teknologien har været med til at arbejdsugen idag er 37 timer. For bare eet hundrede år siden var den ugentlige arbejdstid på 60 timer.
Hvordan fortsætter det i fremtiden? Hvis store dele af befolkningen skal fortsætte med at have arbejde, skal arbejdstiden yderligere nedsættes. Det betyder mere fritid til alle, eller gør det?
I dag består mange mindre selvstændige virksomheder af en til fem personer, hvor der bliver arbejdet i hjemmet. Er det fremtiden?
En længere skolegang er en mulighed idet der bliver stillet større krav til det enkelte individ.

Flere robotter
Den teknologiske udvikling giver også en masse gode muligheder for at forbedre vort arbejdsliv og dagligdagen som sådan, men det er og bliver en kendsgerning, at der i fremtiden vil blive brug for færre og færre mennesker på arbejdsmarkedet p.g.a den stadigt stigende automatisering, robotter og meget andet.
Man vil derfor i fremtiden se en klar polarisering mellem mennesker der kan håndtere den ny teknologi, og mennesker der ikke kan.
De mennesker, som besidder den teknologiske viden og information kommer til at sidde på magten. Måske med den effekt, at vi vender tilbage til forrige århundredes klasseskel.
I alle tilfælde: Fremtiden vil forandre sig igen og igen. Fremtidens mennesker må derfor passe ikke at stivne i bestemte roller og positioner. Viden og information bliver vigtigere og vigtigere end nogensinde før.
Fremtidens tabere bliver dem, der vil have det hele og prøver at suge alt til sig, uden at have overblik over hvad de
forskellige informationer kan bruges til.
Fremtidens vindere bliver til gengæld dem, der koldt og roligt kan sortere alt det fra, som de ikke kan bruge til noget. De kritiske, der søger overblik og ikke spilder tiden.

*Claus Christiansen og Søren Brightman er begge ansat indenfor lager- & transportbranchen og i gang med en toårig uddannelse på Landtransportskolen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu