8. marts har i 89 år været dagen, hvor kvinder kæmpede for deres ret - også i fraktioner mod hinanden
KVINDEDAG
I dag samles kvinder fra socialistiske partier over hele Europa i Paris for, at føre rundbordssamtaler om hvor kvindekampen skal bevæge sig hen i de kommende år.
I København har Professionelle Hekse taget initiativ til at fejre kvindernes internationale kampdag med et kaleidoskopisk arrangement på Statens Museum for Kunst under titlen: 'Kvinders visioner for det næste årtusinde'.
En del kvinder fejrer altså stadig kampdagen og holder den fast som en anledning til at sætte fokus på kvinde- og ligestillingsdebattens temperatur anno 1999. Andre kvinder ser bare dagen som endnu en mandag på vej mod et forår de fleste længes efter. Andre igen længes efter en kampdag, der bliver til dialogdag mellem kønnene. Men dagen er der - og rigtig mange af os forholder os på den ene eller den anden måde til den.
8. marts som Kvindernes Internationale Kampdag er en gammel sag, som vi fejrer for niogfirsindstyvende gang i år. FN har anerkendt dagen som en international dag, men så officiel har dagen ikke altid været.
I 1910, ved den Anden Internationale socialistiske kvindekongres i København, blev kampdagen indstiftet med det primære formål at erobre den almindelige kvindevalgret, hvilket blev formuleret således:
".. i forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer foranstalter de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag, som i første linie har agitation for kvinders valgret til formål. Fordringen må belyses i sin sammenhæng med hele kvindespørgsmålet, i overensstemmelse med den socialistiske opfattelse."
Fagbevægelsens kvinder, socialdemokratiske, socialistiske og andre kvinder i Danmark har siden med skiftende intensitet og paroler fejret dagen. Også efter, at formålet - valgretten - blev opfyldt. I de senere år har parolerne ofte drejet sig om lighed, udvikling og fred, altså et globalt perspektiv i solidaritet med kvinder, som lever under dårligere vilkår end danske. Den seneste rigtigt store satsning var under Det sociale Topmøde i København i 1995, hvor bl.a. Hillary Clinton talte i anledning af dagen.
Men kampdagen har også været en kampdag i en helt anden forstand. 8. marts har om noget været sagen, der kunne få forskellige fraktioner i kvindebevægelsen i totterne på hinanden. Sat på spidsen kan man sige, at fagbevægelsen og Socialdemokratiet har sat fokus på ligestillingskrav, mens kvindebevægelserne, især den hedengangne rødstrømpebevægelse, satte fokus på kvinders frigørelse i alle sammenhænge. Gennem de sidste 20-25 år har man derfor ofte kunnet observere flere 8. marts-arrangementer i samme by, men under forskellige paroler og med en meget vred skulen til hinanden arrangørerne imellem. Kamp om mål og midler har således også været repræsenteret på dagen.
Selvom navnet 'kvindernes internationale kampdag' nok kan lyde lidt uldent og gammelt, har dagen formået at overleve sit oprindelige formål og stå fast som en dag kvinder kan bruge til fest, kamp, diskussion og forgodtbefindende. Faktisk er 8. marts noget af det eneste 'urørlige' kvindekampen har skabt.
Som anerkendt international FN-dag er den svær at ignorere, men alligevel let at nedgøre. For hvad er der at kæmpe for mere, og skal kampene føres med eller mod mænd, og hvorfor er dagen kun kvinders o.s.v. Argumenterne er mange, især er mandebevægelsernes argumenter for afskaffelse af dagen ret velplacerede, hvis man vælger at se dagen, som en årlig genkomst af kvindekampen fra begyndelsen af århundredet (og 70'erne). Men sådan behøver det ikke at være, og sådan er det sjældent i 90'erne. Der er faktisk også i mange kvindekredse en erkendelse af fremskridt.
8. marts bør derfor, som den tradition den er blevet, blive stående. Ikke som
kampdag af praksis, men gerne af det navn, som historien tilskriver.
8. marts kan nemlig noget af det, som selv det bedste internationale arbejde må kæmpe for. Den kan mobilisere en reel solidaritet kvinder imellem og med kvinder i tredjeverdens-lande, som virkelig har brug for det. Den kan mobilisere kvinder bredt i en kamp for egne og andres bedre vilkår, og den kan, hvis vi vil, bruges til at af-individualisere kønskampen til fordel for både dialogen mellem kønnene og for gennemslags-kraften i kønsdebatten. For sådan er 8. marts-traditionen, uanset forgangne tiders uenighed om parolerne. 8. marts er nemlig også den årlige anledning til at folk med og uden magt - både kvinder og mænd - kommer i tanke om, at der vidst er noget om det der med at kvinder nok har fået valgret, men vist ikke helt ligeret i praksis. Og det er vel ikke så ringe klaret af noget, som i virkeligheden blot er en tradition og en dato.
Derfor: God 8. marts. Kridt traveskoene og find en sammenhæng, et arrangement og en parole, der passer dig, men kom kampdagen i hu og hold den levende.
