Kronik

Ud af kosteskabet

29. marts 1999

I ti år har skuespillet på det kongelige Teater været stedbarn. Nu må det slutte: Giv Gamle Scene til skuespillet og byg nyt til musikken

Hamlet: ...."Min ædle herre, vil du sørge for, skuespillerne bliver beværtet. Og, forstår du, de skal beværtes godt, for de er tiden selv i kort begreb og udtog. Hellere få en slet gravskrift efter døden end blive dårligt omtalt af dem, mens du lever."
Polonius: "Min herre, de skal blive behandlet efter fortjeneste."
Hamlet: "Ih, Gud forbarme sig, meget bedre! Hvis vi alle blev behandlet efter fortjeneste, hvem undgik da pisken? Behandl dem efter din egen ære og værdighed - jo mindre de fortjener, des mer fortjeneste er der ved din gæstfrihed."
William Shakespeare: Hamlet, 2. Akt/ 2. Scene. Oversættelse: Johannes Sløk.

Uhyggeligt længe har skuespillet været stedbarnet i 'den kongelige familie' på Kgs. Nytorv: Skuespilforestillinger må instuderes i kosteskabe af prøvelokaler eller - i yderste nød - i træk og kulde foran Radioguden i Nye Scenes publikumsfoyer.
Hvem tør på denne baggrund påstå, at skuespillerne på Det kgl. Teater gennem de sidste ti års turbulens og lederskift er blevet behandlet efter fortjeneste, som Shakespeare-citatet antyder? - Se også dagens Apropos.
Særligt på denne baggrund kan det undre, at teatrets skuespillere støtter den siddende ledelse i den igangværende debat om teatrets fremtid og kunstarternes fortsatte sameksistens. Det forekommer mig også ufatteligt, at skuespillerne er så skræmte ved at få overladt Gamle Scene for sig selv. Der er immervæk lavet mange storslåede skuespilopsætninger på den scene, og når tidligere generationer af skuespillere har kunnet tale scenen op, må det også kunne lade sig gøre for den nuværende generation og dens efterfølgere.
Måske er der tale om en helt unødig 'guld-og-glimmer'-angst hos skuespillet, for med operaens opsætninger af bl.a. Peter Grimes og Jenufa er det modbevist, at salens udsmykning på Gamle Scene skulle modarbejde en moderne opsætning. Det eneste forbehold mod Gamle Scene, man kan respektere, er, at der er mange pladser, der skal sælges. Det er ikke sjovt at spille i en sal, der kan rumme ca. 1.300 publikummer, hvis den kun er kvart fyldt op. Men det er jo et spørgsmål om repertoire - og måske om at lukke nogle af etagerne af.

Repertoiret bliver lagt således, at dramaturgerne og instruktørerne kan komme til at sætte deres individuelle fingeraftryk. Der lægges ikke repertoire med skuespillerensemblet for øje. Endsige den enkelte skuespiller. Hvornår tilgodeses udviklingsforløbet for den enkelte skuespiller? Talent skal plejes, roller skal tildeles på det rigtige tidspunkt i en skuespillers karriere og udvikling. Ingen store skuespillere er blevet store ved egen hjælp alene. Nogen har set talentet, haft sans for det, været inspireret af det og skubbet på med rette rolle på rette tidspunkt.
Men det sker ikke med det koncept for repertoirelægning, som praktiseres på Det kgl. Teater i dag. Her lægges repertoiret, først dernæst besætter man rollerne og forventer, at skuespillerne med deres dygtighed, erfaring og talent evner at forløse snart sagt en hvilken som helst tekst.
"Det er enestående. Det findes ingen andre steder i verden" - udtalte afdøde kulturminister Niels Matthiasen om tre-enigheden, skuespil, opera og ballet på Det kgl. Teater. "Og hvorfor mon? Andre steder har man nemlig fundet ud af, at det ikke ka' la' sig gøre!" - kommenterede ligeledes afdøde skuespiller og sceneinstruktør, Preben Neergaard.
Ved udgangen af dette århundrede/årtusinde burde vi da ikke fejre fremtiden ved at lave om på noget bestående, som har vist sig at fastlåse de involverede parter i stedet for at bringe dem styrke? Systemer forgår, har dette århundrede vist os. Hvorfor ikke skilles, fremfor at ende med at forgå i en ulykkelig alliance?

Lad os benytte os af, at København alligevel undergår en forvandling i disse år, hvor bydelene får ny identitet og nye muligheder. Det ville for eksempel være pragtfuldt med et nyt opera- og ballethus ved Havnefronten. Og i øjeblikket, hvor Kgs. Nytorv er træ-løs, kan man se hvilken harmonisk plads den er, så man kun må fryde sig over, at der ikke blev klemt en 'fugl' ind på pladsen.
Og Det kgl. Teaters Gamle Scene klæder pladsen. Ydermere er den form for teaterbygning langt mere intim end man forestiller sig en teaterbygning, der rummer henved 1.300 pladser. Salen danner et favntag om scenen, og rummet kan godt tales op. Det kræver teknik og kunnen, javist, men den er jeg overbevist om, at en ung generation af unge skuespillere også godt kunne tænke sig at tage livtag med.
Tænk igen at se klassiske tekster med eviggyldige temaer, store følelser og mange medvirkende forløst nyt og moderne på Gamle Scene! - noget, en nationalscene blandt andet burde have som sit særkende, ud over naturligvis at spille dansk og ny dramatik. Desuden har teatret Turbinehallerne, som er herlige scener for folk med guld-og-glimmer-skræk.

Teater, ballet, opera og skuespil er højtlæsning for voksne: Nogen skal fortælle os om menneskelivet, dets muligheder, håb og forventninger, indfriede som uindfriede. Det er med til at lære os at leve, hjælpe os til at leve, åbne muligheder for os vi ikke vidste eksisterede eller i travlhed havde glemt eller overset. Det er en måde at få indblik i andre liv end det, man selv er i færd med at gennemleve.
En god teateroplevelse kan være en næsten religiøs, i alt fald spirituel oplevelse. Det er muligt, at mange føler, at teatret er overflødigt, men skal et moderne menneskes liv ikke reduceres til en meningsløs vandring mod døden, har vi slet ikke råd til at undvære steder, hvor vi kan få næret vores åndelighed.
Blot finder vi ikke de store oplevelser i de samme ting. Derfor er der også ét publikum til skuespil, ét til opera, ét til ballet, ét til koncert - og nogle få, som er til det hele. Men at bevare alle fire kunstarter under ét for disse fås skyld, vil være i overkanten.
Man må blot håbe, at vore politikere med kulturministeren i spidsen vil evne at favne fremtiden og vove ansvaret for at skille kunstarterne. At sige farvel til noget gammelt og prøvet og goddag til noget nyt og uprøvet er jo ikke ensbetydende, at det som var, ikke havde sine kvaliteter, mens det bestod, og at nyt pr. definition er godt. Men prøver vi ikke, får vi det jo ikke at vide.
Derfor: Tag en dyb indånding, kære Folketing og minister for kulturelle anliggender. Bestig ti meter vippen, spring ud og mærk, at der faktisk er vand i bassinet. Husk også, for alles skyld, at teaterbyggeri starter indefra - med scenen, salen, prøvesalene, garderoberne og værkstederne.

*Charlotte Sass Mønsted er exam.art. i teatervidenskab, foredragsholder mm.

Apropos - Ti hårde år

Hvad siger de sidste ti års historie om æren og værdigheden hos dem, der har haft magten og indflydelsen i den periode? Og er der på denne turbulente baggrund noget at sige til, at skuespillet er i krise på Det kgl. Teater?
Vi spoler hastigt tilbage:
For ti år siden nulstillede afdøde sceneinstruktør og skuespilchef, Ib Thorup, Skuespillet på Det kgl. Teater. Nu skulle der brydes med traditionen, historien og de to herrer, Holberg og Oehlenschläger, der flankerer hovedindgangen til Gamle Scene. Der blev renset grundigt ud i personalet - både det kunstneriske og det administrative - og indforskrevet nye kræfter udefra, som formodedes ikke at være inficeret af traditionen. Et nyt dramaturgiat blev etableret for at sammensætte et repertoire, som kunne honorere ambitionen om at befinde sig i år Nul.
Projektet blev dog aldrig rigtig realiseret, for kort efter sin tiltræden blev Ib Thorup alvorligt syg og døde ved begyndelsen af sin anden sæson. Men ved et seminar afholdt i februar 1990 med temaet: "Hvad skal vi med Holberg?" afslørede Ib Thorup og hans ledende instruktør, dramaturg og sparringspartner, Klaus Hoffmeyer, at Holberg intet sagde dem som instruktører. Ingen af dem havde den ringeste lyst til at iscenesætte ét eneste af hans stykker og for deres skyld måtte fadderen til Den Danske Skueplads gerne forsvinde i den totale glemsel.
Som sagt fik Ib Thorup ikke tid nok til for alvor at realisere sine planer, så det er umuligt at gisne om, hvorvidt denne vragning af Holberg og traditionen kunne have været en livgivende operation for Det kgl. Teaters skuespil.
Efter en tid med Klaus Hoffmeyer som konstitueret i stillingen som skuespilchef, blev den tidligere formand for Dansk Skuespillerforbund, Litten Hansen, udnævnt til skuespilchef ved sæsonstarten 1991/92. Dette skete uden de massefyringer og voldsomme programerklæringer, man havde oplevet nogle år forinden. Til gengæld kom Holberg - meget apropos - tilbage til teatret med en opsætning af Den Politiske Kandestøber...
Efter at skuespillet havde befundet sig i en givende og forholdsvis rolig periode, hvor økonomien i skuespilafdelingen desuden blev tydeligt forbedret, ophørte også Litten Hansen som skuespilchef.
Det skete, efter at Michael Christiansen tiltrådte som teaterchef og i 1993 opslog stillingerne som henholdsvis skuespilchef og balletmester. Han havde ved sin tiltræden været med til at udvælge en ny operachef, Elaine Padmore, og ville også have indflydelse på hvem, der skulle være chef for de to andre kunstarter.
Det stod skuespilchef Litten Hansen og balletmester Frank Andersen frit for at søge deres stillinger på lige fod med øvrige ansøgere, men Litten Hansen renoncerede, da hun ikke havde lyst til at deltage i det "hundeslagsmål".
Skuespilleren og sceneinstruktøren Birgitte Price blev udnævnt til skuespilchef og tiltrådte stillingen i februar 1994. Birgittte Price havde et par gange bejlet til stillingen som teaterchef, men blev nu i stedet skuespilchef, efter at være blevet løst fra sin kontrakt med Det Danske Teater, som hun havde været chef for i halvanden sæson.
Nu gentog historien fra Ib Thorups udnævnelse sig, med massefyringer både blandt det kunstneriske og det administrative personale og mange nyansættelser.
Repertoiret blev nu væsentlig anderledes med hovedvægten på boulevard-komedier og stykker hentet fra Londons West End scener. Men hvor det projekt ville have ført hen, ved vi heller ikke, efter blot to sæsoner måtte Birgitte Price trække sig på grund af sygdom.
I forsommeren 1996 skulle der således igen findes en skuespilchef. Klaus Hoffmeyer, der igennem alle disse år med skiftende chefer, havde virket som fast instruktør og tegnet sig for nogle af de smukkeste, lødigste og mest vellykkede forestillinger i den periode, blev udnævnt til skuespilchef i parløb med den anden faste instruktør, Jan Maagaard - gennem næsten ti år det eneste forsøg på at skabe en form for kontinuitet.

Charlotte Sass Mønsted

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu