Kronik

Der skal krop til

Debat
12. marts 1999

Politik er blevet uoverskueligt. Men kropssproget i tv kan vi forstå. Derfor går vi i disse år efter manden, ikke bolden

I Danmark tager vi kun politikerne på ordet. Ikke siden Struensee i 1772 blev lagt på hjul og stejle som led i det politiske skue, har vi haft tradition for korporlige argumenter i politik.
Til gengæld har vi op gennem 90'erne set en tydelig tendens til at svine politikere til med sprogets værste gloser og til at gøre nar af deres kropsprog i sommerrevyer og tv-satire. I de sidste ti år er tonen blevet mere skinger.
Men hvorfor er - i al dansk beskedenhed - Nyrups kropssprog blevet så interessant, at pressen flere gange er gået helt grassat i løbet af 90'erne?
Den simple forklaring er, at Poul Nyrup Rasmussen selv har gjort, hvad han kunne for at føre sig frem. Tre markante eksempler kan være nok:
*Nyrup kom til magten i '92 gennem et personopgør, i en åben personlig konfrontation med Svend Auken om formandskabet i Socialdemokratiet.
*Da han efter Tamilsagen overtog statsministerposten i januar '93, erklærede han 90'erne for moralens årti.
*Og Nyrup garanterede i foråret '98 personligt og for åben skærm for efterlønnen på en sådan måde, at han i december måned '98 lod sig ydmyge for åben mikrofon og skærm over en hel søndag. Det sidste var den foreløbige mest pinlige og ubehagelige situation for manden, jeg har overværet - og han stillede selv op.
1. januar 1999 holdt Statsministeren sin seneste nytårstale, og igen gik pressen mere efter manden end efter statsministeren. "Nyrup, der svigtede" var stadig et hot emne. Tilsyneladende var pressen og vi andre gået i selvsving.
Godt nok kan dagbladet B.T. ikke kaldes en dækkende repræsentant for den samlede danske presse; men avisens behandling af sagen rummede en typisk tendens. Dagen efter nytårstalen havde B.T. næsten ryddet forsiden for at lade Jane Aamund anmelde manden: 'Jane Aamund om nytårstalen: Så dumme er vi ikke, Nyrup'.
Jane Aamund topper på bestsellerlisterne og har været hyppig gæst i tv's talk-shows om seriøse emner. Hun er vores stemme, danskerens stemme i B.T., og det hun vil fortælle os længere inde i bladet er, at Nyrup ikke er noget ordentligt mandfolk: "Havde du været et mandfolk, havde du fra starten sagt: Vi har ikke længere ta'selv bord i Danmark. Vi må sætte de syge og de gamle øverst på prioriteringslisten. Vil I være med til det. Tør I satse på mig, når jeg sige sandheden?" Det er i høj grad manden som mand, der optager Jane Aamund, og det hun forholder sig til i B.T. er, om han taler ordentlig til os, og om vi kan tro på manden.
Skal jeg være ærlig, rammer B.T. meget godt tonen, når man taler politik mellem venner, på frokoststuen, på bodegaen eller på caféen. Det er mere de politiske hovedaktører, man taler om end de finere politiske detaljer i partiprogrammerne og i de politiske forlig på Christiansborg. Og på de bodegaer og caféer jeg kommer, er der ingen i tvivl om at Anker Jørgensen var en meget bedre statsminister end Poul Nyrup Rasmussen. Jern-Anker, han var den sidste rigtige arbejder på statsministerposten. Den lille ærlige mand af folket! - Siger myten...

Tilfældet har villet at Poul Nyrup Rasmussen er blevet statsminister i en periode, hvor tv-billedet har haft markant indflydelse på politikken. Hans politiske kommunikationsrådgivere er klar over, at det gælder om at skabe simple fortællinger på tv, og at man derfor skal fokusere på personer og på konfrontation mellem få personer.
Tilfældet har også villet at den naturlige modstander i dette spil indtil '98 var Venstres formand Uffe Elle-mann-Jensen, en mand der har naturtalent for at spille op på skærmen.
Både i tv og i aviser så man typisk en alvorlig statsminister, af og til med et let smil, over for en altid grinende og mindre højtidelig Uffe Elle-mann. Den første større konfrontation mellem de to fandt sted i en sportshal under valgkampen før folketingsvalget i '94. Ifølge Det Fri Aktuelts forside var det en "Valgfest": "To modstandere, 2000 tilskuere, masser af røde og blå balloner, bannere, slagsange, en stemning som til en fodboldlandskamp.
Valgkampens højdepunkt ligger i Brædstrup. Her mødte Uffe Ellemann-Jensen og Poul Nyrup Rasmussen hinanden for første gang i valgkampen. Og det var ikke kedeligt. Læs side 10 og 11."
På side 10 og 11 kunne man så læse om stemningen ved dette topmøde der "var lige så pragtfuld som til en landskamp" og som i øvrigt ikke førte til megen politisk debat.
Et par år senere mindes Uffe Ellemann-Jensen i et brev til Nyrup Rasmussen dette møde som "en ordentlig politisk meningsudveksling foran vælgerne". Baggrunden for brevet var at Ellemann-Jensen mange gange og forgæves havde udfordret statsministeren til en konfronta-tion - men statsministeren ville ikke.
Efter et indledende "Kære formandskollega", skriver Ellemann-Jensen:
"I pressen har jeg med interesse læst om din nye stil. Det giver mig begrundet håb om, at du ikke længere vil sige nej til en offentlig politisk debat mellem formændene for henholdsvis det store regeringsparti og det store oppositionsparti. Det er jo snart to år siden, vi sidst har haft en ordentlig politisk meningsudveksling foran vælgerne - og det er efter min mening et brud på en god gammel tradition for åben politisk debat mellem regering og opposition."

Det der med din nye stil var en flabet henvisning til, at Nyrup Rasmussen ifølge pressen skulle være blevet mere direkte i sin optræden. Bemærkningen skulle fastholde oplevelsen af den frække og drillende Uffe over for den tøvende uld-i-mund-Nyrup. Men mødet blev ikke til noget, Nyrup ville ikke møde Ellemann-Jensen alene, han ville have den daværende formand for de konservative, Hans Engell med, og så var der ikke noget møde.
Ellemann-Jensen søgte duel for åben skærm, mand til mand mellem to superstjerner, her skulle Hans Engell ikke forstyrre billedet. Den simple modstilling mellem de to store skulle også skabe en opfattelse af, at Ellemann-Jensen ikke var til at komme uden om som alternativ til statsministerposten. Da mødet alligevel ikke blev til noget, ja så stod Uffe alligevel med den personlige gevinst, han ville noget, og Nyrup var en tøsedreng.
Først et år senere kom der et møde for åben skærm. I juni '97 en tv-duel, hvori også deltog den daværende leder af de konservative, Per Stig Møller, og så kom der flere møder. Det sidste store møde fandt sted i marts 1998 i Sønderborg, igen et plat show uden politisk debat eller se-riøs argumentation. Denne gang med total pressedæk-ning og filmoptagelser til det, der senere skulle blive en dokumentarfilm om topkandidaternes valgkamp.
Det var i øvrigt under denne valgkamp i marts '98, at Nyrup Rasmussen på fatal vis gik i ét med mediets krav om korte og klare budskaber. Han lovede kort og godt at efterlønnen var kommet for at blive. Det var et klart budskab, uden nuancer. Meget tyder på at det fatale løfte om efterlønnen hjalp til, så det med få stemmer lykkedes Socialdemokratiet at fastholde regeringsmagten. Men ni måneder senere er det så, at Jane Aamund sammen med en hel del andre danskere bliver godt utilfreds med Nyrup og med hans parti.

Set fra Amager, hvor jeg bor, er det tydeligt, at der er sket store ændringer i den politiske beslutningsproces i løbet af de sidste 10 år. Her er kommet en temmelig bred grøft med både jernba-nespor og motorvej tværs over Amager, og der er foreløbig kommet en halv bro tværs ned over Øresund på vej mod Sverige, og så er der dannet et statsligt selskab, der er blevet pålagt at realisere en drøm om et stort kraftcenter, Ørestaden, på Amager Fælled.
Bent Flyvbjerg har i sin bog Rationalitet og magt (1991) vist, hvordan magten definerer virkeligheden og dermed hvad der er rationelt i samfundet, problemet er blot, at magten ikke altid er synlig. Han er medforfatter til en rapport om beslutningsprocessen bag Storebæltsbroen og Øresundsforbindelsen, Rapport nr. 95-03, der er skrevet for Det danske Transportråd i 1995. Rapporten viser, at planlægningen af disse store trafikanlæg hverken har været sammenhængende eller særlig demokratisk.
Bl.a. påpegede han følgende væsentlige mangel ved planlægningen: "I for ringe grad inddragelse af offentligheden og interessegrupper der kan blive berørt af udfaldet; i for høj grad inddragelse af erhvervslivets lobbygrupper." (Min oversættelse; rapporten findes kun på engelsk!)
Hvis en interesse i magten, lobbygrupperne, får særlig indflydelse, og hvis denne indflydelse ikke er synligt til stede, så har Folketingets politikere et alvorligt problem. For enten har de dermed afgivet magten, eller også har de accepteret et system, der lukker sig om sig selv og dermed en totalitær tendens.
Debatten om demokratiets tilstand har ikke været opløftende i en tid, hvor national-staten har skulle forholde sig til EU og det globale marked. F.eks. synes demokratiet at have problemer set inde fra magtens korridorer.
Ud over politikerne har DJØF'erne nok fået flest røde ører i skandale-maskinen i de sidste 10-15 år. Derfor satte deres faglige forening i '94 en omfattende analyse i gang. I den afsluttende rapport fra '96 er en del af konklusionen at: "Det repræsentative demokrati er et truet dyr. Valgte politikere har reelt mulighed for at være ansvarlige for mindre og mindre. Men de behandles af medierne og offentligheden, som om de har ansvar for mere og mere." Det er ikke nogen opløftende vurdering fra folk, der sidder midt i suppedasen.

Hvis demokratiet er truet, kunne en del af forklaringen være, at ingen politiker eller embedsmand reelt påtager sig et ansvar. At 'påtage sig ansvaret' er blevet en rituel handling uden indhold: "afstanden mellem den, der har ansvaret og den, der træffer afgørelse, [bliver] tit så lang, at enhver kritik, irettesættelse eller påtale, må lande på et forkert bord - hos ministeren eller hans topchefer, der ikke har været involveret, først efterfølgende kan skabe sig indsigt, og kun rituelt kan påtage sig 'det fulde ansvar'." (Demokratiets lette tilstand, 1994). Det er ikke noget sundt tegn.
Og hvis det samtidig er rigtigt, som det hævdes sammesteds, at "De vigtigste politiske beslutninger træffes i dag i delvis lukkede miljøer af politikere, embedsmænd og interesseorganisationer", ja så er der alvorlige tegn på at demokratiet er truet. Og så er det klart, at det ikke er nemt at være i statsministerens jakkesæt.
Alligevel er Nyrup nødt til at optræde som han gør, så længe han er statsminister. Han må holde facaden, selv om den af og til krakelerer, selv om han tydeligt nok ikke bryder sig om det. For hvis han ikke rituelt påtager sig at lade som om han har statsmagten, hvis han siger det som det er, ja så kan man se, at han ikke har helt så meget styr på magten, som vi forventer af en leder i 90'erne.
Det virker som om Nyrup er en ærlig mand, der har svært ved at skjule sit ubehag ved situationen. Enhver, der har set Nyrup optræde på tv, kan se at der er noget galt: Den mand kan ikke være statsminister på en tv-skærm.

*Jens Breinholt Schou er cand.mag. og underviser i dansk og oldtidskundskab på Tårnby Gymnasium.

Apropos - Medier og politik

Det kan være svært at fange politikken i flugten. I forlængelse af min undren over de skred, der er sket med politikken de sidste ti år har jeg prøvet at finde forklaringer der går ud over at måle antallet af partimedlemmer og veje de politiske partiers vægt. (jvf. Bille: Partier i forandring, 1997)
Af en eller anden grund er dyrkelsen af afdøde magthavere afdæmpet i Danmark. Vi har ikke tradition for egentlig helgendyrkelse som i Sovjet.
Til gengæld har tv sat en ny norm for politisk spil. Den franske forsker Regis Debray går så vidt, at han påstår at det er teknologien, der skaber statsformen, fordi teknologien sætter betingelserne for hvordan magten træder frem og optræder (L'État séduc-teur. Gallimard 1993). Meget tyder på at tv i kraft af sin form øver indflydelse på, hvad der kan besluttes også i Danmark. Debrays teorier drejer sig især om den fransk tradition for politisk iscenesættelse af magten. Magtens iscenesættelse er mere diskret hos os; der er ingen triumfbuer og glaspyramider i Danmark.
Politikernes problemer med at bevare masken er tydeligt forbundet med tv og avisernes mange billeder. Politikere skal slå igennem i offentligheden, og deres mindste bevægelse aflæses som tegn på et eller andet. Den amerikanske sociolog Erving Goffman har skrevet om betydningen af at holde facaden ('face') i den daglige omgang mellem mennesker (Om Goffman, red. Gregersen, 1975). Det har været diskuteret om man kan bruge begrebet facade i bredere betydning (Giddens: Sociology 1993). Jeg tror, at tv har været med til at fremme et rituelt spil på skærmen: Betingelsen for at være politisk troværdig er, at en politiker fremtræder personlig troværdig i sit kropssprog.
Hvis man hertil lægger, at politikerne har mindre og mindre indflydelse, samtidig med at medierne holder dem under stadig observation, er det ikke mærkeligt, at politikere vælger at deltage i platte tv-shows og ansætte spin-
doctors og stylister. Den offentlige sektor. Fra nutidens vilkår til fremtidens muligheder. DJØF, København 1996). Det moderne politiske spil er blevet sådan, at vi enten ikke kan forstå det, eller også er det så fordækt, at vi ikke kan se det. Vi må derfor sætte vor tiltro til personen. (Bengtsson: Bakom Mona Sahlin. 1994).
Politik bør ikke bare være en sag for statskundskab, der er også brug for etnologi og religionsvidenskab. J.B. Schou

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her