Læsetid: 3 min.

Krop, sjæl og medicin

16. marts 1999

Medicinsk påvirkning af psyken er et angreb på den inderste integritet

DEPRESSION
Mange problemstillinger bliver rejst i Robin Engelhardts og Jytte Willadsens anmeldelser af Miki Agerbergs bog om depressioner - nogle mere eksplicitte end andre. Skal vi være glade for, at depressioner kan kureres med medicin? Hvornår er en nedtrykt tilstand en sygdom, som skal behandles? Hvis nogen har det skidt, og der kan gøres noget, så de kan få det bedre, hvor er problemet?
Nogle psykiatere finder det overraskende, at den biomedicinske sygdomsopfattelse har så svære kår i medierne. Men der er et meget basalt problem forbundet med det menneskesyn indbefattet i biologiske forklaringer på psykologiske fænomener, og således i essensen i en stor del af moderne psykiatri, som mere og mere er påvirket af neuropsykiatri og neurofysiologi.
Der er et problem i, at vi kalder visse psykiske tilstande for sygdomme. Sygdom i moderne lægekunst plejer at være en betegnelse for uhensigtsmæssige kropslige tilstande, og behandling søger at ændre på disse fysiske tilstande. At være ked af det, f.eks. når ens elskede forlader en, er generelt accepteret at være en naturlig tilstand, men at være deprimeret (i psykiatrisk forstand) betegnes som en sygdom. Ved en typisk depression er den deprimerede plaget af både fysiske og psykiske "forstyrrelser". Alt virker sort, der er ingen mening i noget, der er intet at stille op, og det hele er ens egen skyld. Man er tillige ofte plaget af angst. Man har søvnforstyrrelser, taber sig i vægt, kan blive forstoppet m.m. Hvis man bliver behandlet med antidepressiv medicin, får de fleste det langsomt bedre i løbet af nogle uger.

En kemisk fabrik
Men kan det undre, at man kan blive bekymret over ideen om, at man i virkeligheden "bare" er en meget kompliceret kemisk fabrik og at ens indre kemi bare skal rettes op. Hvor bliver 'Jeg' af - den jeg føler er subjektet af mine oplevelser? Det er som om, det opløses til ingenting. Hvis en ikke-optimalt fungerende persons problem er en kemisk fejl i personens hjerne, som kan rettes, hvor bliver dens essens af?
Vi ved, at der i en del psykiske sygdomme er en genetisk disposition. Man kan muligvis lokalisere positionen på kromosomet, hvor dispositionen ligger. Vi kan ved biokemiske målinger og PET-scanninger se forskelle mellem de syge og andre, som ikke har de samme lidelser. Men at man kan finde fysiske forudsætninger for, og et fysisk korrelat til en psykisk tilstand, er ikke det samme som at sige, at sygdommen er biologisk. Det kan godt være, at for enhver tanke jeg har, der kan måles en tilsvarende fysisk begivenhed i min hjerne, men den ene kan ikke reduceres til den anden. Det er ikke mere logisk at argumentere, at den fysiske tilstand forårsager den psykiske, end at den psykiske tilstand er den primære. Man kan lige så godt argumentere, at de ved PET-scanning sete abnormiteter i hjernen hos en deprimeret er en følge af den psykiske tilstand, som at argumentere omvendt. Vores evne til at opleve har fysiske forudsætninger, og vores oplevelser påvirkes af fysiske omstændigheder, men de har også psykologiske forudsætninger og påvirkes af vores psykiske tilstand.

Integritet angribes
Den fysiologiske begivenhed findes ved hjælp af empiriske undersøgelsesmetoder, men mine oplevelser opleves af mig direkte, og har intet med empiri at gøre - de er der bare. Den verden jeg oplever som min - som jeg er subjektet for - er ikke reducerbar. Det er således, at den biologiske psykiatri anfægter min essens, og derfor man kan være bekymret over dens anmarch.
For den enkelte, der behandles psykoterapeutisk, opleves den personlige integritet som bevaret, mens integriteten angribes ved påvirkninger i form af medicin - selvom man "får det bedre".
Jeg anfægter ikke, at far-makologiske behandlingsmetoder kan være nødvendige for at facilitere en vej til en psykisk bedring (en dybt deprimeret kan dårligt samle en eneste tanke eller udføre en eneste handling), og mange undersøgelser har vist, at psykoterapi er rimelig virkningsløs ved dybe depressioner, men alligevel er medicinske påvirkninger af ens psyke, på et niveau, et angreb på ens inderste integritet.
Med mindre man forstår dette, forstår man ikke den fare det rent biologiske menneskesyn indebærer. Hvis man bliver betragtet som en rent fysisk enhed, er der ingen væsentlig forskel mellem mennesker og robotter - den enkeltes værdi opløses - og der er ingen etiske problemer i at ændre eller udskifte en robot, hvis den ikke fungerer optimalt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu