Læsetid: 3 min.

Kunsten at slippe for skat

Debat
19. marts 1999

Skal billedkunst finansieres via asocial skattetænkning - eller øget direkte og offentlig støtte til kunst og kunstnerne?

KUNST
Sidste efterår fremlagde Billedkunstudvalget sin betænkning. Udvalget om billedkunst blev født i forlængelse af et forslag fra Enhedslisten om en egentlig sikringsordning for skabende kunstnere. En sådan støtteordning kunne ikke finde flertal, men den daværende kulturminister Jytte Hilden besluttede i stedet at komme med en række forslag til forbedringer af kunstnernes situation herunder at der skulle nedsættes et billedkunstudvalg, til at se på de kulturpolitiske støtteordninger og øvrige statsstøttede kulturpolitiske initiativer. Målet var at komme med forslag til en egentlig billedkunstlov, der kunne sikre en bredere støtte til landets professionelle billedkunstnere. Information har for nylig bragt et par artikler om de skattemæssige forslag udvalget er fremkommet med.
Nu kan man diskutere om udvalget udfra sit kommissorium overhovedet havde til opgave at vurdere skattemæssige spørgsmål for erhvervslivets kunstindkøb. Men ikke desto mindre valgte udvalget at indskrive et afsnit i betænkningen herom. Heri tales for at der indføres afskrivnings- og fradragsret for virksomhedernes indkøb af kunstværker. Udvalget foreslog i samme moment at virksomhederne i større grad gør brug af fradragsretten ved sponsorering af kunst. Køb nogle flere kunstværker, forær det væk som reklamegaver og lad skattevæsnet betale end del af det.

Fradrag koster
Udvalget anbefaler således skattebegunstigelser som middel til at stimulere erhvervslivets lyst til at købe kunst, men glemmer at sådanne former for skattebegunstigelse har været og fortsat er kilden til en kolossal skæv omfordeling i samfundet. De, der ikke har fradrag og afskrivningsmuligheder, finansierer reelt det tab, der kommer i samfundskassen, når andre tildeles fradrag og gunstige skatteordninger. Fradrag er ikke gratis.
Nu kan det kan næppe være undgået Billedkunstudvalgets opmærksomhed, at der skattepolitisk i flere år er sket en udvikling væk fra spekulative og mere eller mindre tilfældige afskrivnings- og fradragsmuligheder, og man må gøre op med sig selv, om billedkunst skal finansieres gennem de mest asociale elementer i vores skattelovgivning eller om man vil satse på en øget direkte og offentlig støtte til kunst og kunstnerne.

Skattebegunstigelser
Billedkunstudvalget har i teorien valgt både at blæse og have mel i munden. Reelt har de tilmed ensidigt satset på at markedsføre skattedelen af deres betænkning. Det var således højst mærkværdigt at udvalget valgte at fare til Folketingets skatteudvalg for uden sammenhæng med betænkningen i øvrigt at fremlægge sit forslag om nye skattebegunstigelser til erhvervslivet. Senest har udvalgets formand den 8. marts 1999 fremsendt et fem siders notat til skatteudvalget der forsøger at gendrive skatteministerens svar.
Lad os slå fast at Billedkunstudvalget ikke er sat i verden for at ændre skattepolitik eller foreslå skattemæssige subsidier til erhvervslivet. Derfor bør udvalget stoppe med at skamvride helheden i sin egen betænkning. Betænkningen foreslår en samlet merbevilling til dansk kunst på knap 350 mio. kr. Hertil vil komme et ukendt, end ikke skønnet provenu tab ved indførelse af de nye skatteordninger.
Skal der vindes politisk opbakning til en øget direkte støtte til kunsten bør man glemme alt om nye skattefiduser, der i øvrigt i sidste ende højst gavner gallerierne og de kunstnere der i stald her. Jeg medgiver at det kan være en nemmere sag at fremføre de borgerliges krav og endog få SF med på galejen Men man er i færd med er at gøre billedkunsten og kunstnerne en bjørnetjeneste.

Forbedrede vilkår
Målet må være at sikre politisk opbakning til en bred og samlet støtte der generelt kan forbedre billedkunstens og kunstneres vilkår. Erhvervslivet og aktionærerne har de senere år ikke haft en indtjening der umiddelbart indikerer, at der ikke skulle være råd til kunstindkøb. Mon ikke Direktør Mogens Munck Rasmussen fra Nykredit og Mads Øvlisen fra NOVO-Nordisk kan klare virksomhedens kulturstøtte uden at åbne en ny skattefidus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her