Kronik

Kurderne findes

Debat
15. marts 1999

Kurderne satser på 'selvbestemmelse' som burde være en selvfølge, når de udgør en fjerdedel af Tyrkiets befolkning. Hvorfor er det så ikke det?

Den 15 år lange tyrkisk-kurdiske krig er omsider kommet i verdens fokus, efter at PKK-lederen Abdullah Öcalan blev kidnappet fra Nairobi i Kenya og ført til et tyrkisk fængsel med udsigt til dødsstraf og eventuel henrettelse. I Europa har der været udfoldet voldsomme kurdiske protestaktioner.
Det er vigtigt ikke at glemme Europas historiske hovedansvar for 'det kurdiske problem': Det var nemlig vinderne af Første verdenskrig - med England og Frankrig i spidsen - der delte Mellemøsten op efter selvtrukne streger med Lausanne-traktaten i 1923 (se også dagens Apropos). De fleste af de 30 mio. kurdere kom til at høre ind under den nye tyrkiske republik.
Lige siden har Den tyrkiske Republik befundet sig i et vedvarende dilemma mellem på den ene side ønsket om at være en vestligt orienteret, moderne stat, der håber på fuldgyldigt medlemskab af EU, og på den anden side hensynet til nationalstatens enhed og homogenitet der 'tvinger' Tyrkiet til at slå hårdt ned på kurderne.
Dette dilemma afspejles p.t. i de tyrkiske medier hvor man kan se tyrkisk militær samt menigmand og -kvinde kræve henrettelse af Öcalan og kalde til national samling imod hovedfjenden PKK (Kurdistans Arbejder Parti). Imens udtaler ministerpræsident Bülent Ecevit beroligende - med blikket rettet mod vest - at han personligt nok skal garantere Öcalan en fair retssag, og iøvrigt selv går imod dødsstraf.

Kemalismen, den tyrkiske statsideologi, blev i høj grad udformet af Mustafa Kemal, grundlæggeren af den moderne tyrkiske republik. Han har i Tyrkiet status som alle tyrkeres 'landsfader' (Atatürk = landsfader). Ønsket om en homogen tyrkisk nation med stærke bånd til moderniteten og det oplyste Europa fik den tyrkiske republik til at holde de mange etniske og religiøse befolkningsgrupper, der havde udgjort det osmanniske imperium, nede, om nødvendigt med vold.
For at cementere den tyrkiske nationale enhed blev alle borgere påtvunget det tyrkiske sprog, der blev gjort til det officielle modersmål, og det eneste sprog der måtte undervises i på universiteter, skoler etc. Man opbyggede en helt ny tyrkisk historieskrivning der fjernede de 'kurdiske historier', 'de muslimske historier' og fremhævede tyrkisk sprogs, kulturs og histories overlegenhed.
Når der tales om kemalismens tre søjler menes der: Etno-nationalismen (tyrkisk og kun tyrkisk identitet og kultur er legal), sækularismen (adskillelse af religion og stat) og etatismen (den centraliserede bureaukratiserede stærke stat).
Ifølge kemalismen er kurderne ikke-eksisterende som folk - se også dagens Apropos.

Den tyrkiske nationalstat bygger på 'et forestillet fællesskab', alt-så en drøm om at samle de over 20 forskellige befolkningsgrupper, og hvor kurderne, der udgør en fjerdedel af befolkningen, op gennem århundredet har udgjort den største udfordring for den nationale enhed, set med kemalismens øjne. Det stærke tyrkiske militær har som sin hovedopgave at sikre den kemalistiske stats sammenhængskraft. Hvis den trues, griber man til militærkup, hvilket er sket tre gange, i 1960, 1971 og 1980.
Op gennem 20'rne og 30'rne gennemførte kurderne oprør på oprør imod Tyrkiets tvangsassimileringspolitik, men led hver gang nederlag. Efter det sidste store oprør i Dersim i 1938, som kostede hundredtusinder af menneskeliv, fulgte de '46 tyrkiske år' (fra 1938 til 1984).
Kurderne syntes assimileret ind i det tyrkiske samfund. Men det var kun på overfladen. De 15-20 mio. kurdere havde ikke droppet drømmen om en kurdisk fremtid.

Det nuværende kurdiske oprør mod den tyrkiske stat er det 29. i rækken. Det startede med et væbnet oprør i de kurdiske bjerge i Sydøsttyrkiet i 1984, anført af PKK. Den nuværende tyrkiske præsident Suleyman Demirel har udtalt: "Vi er oppe imod det 29. kurdiske oprør i dette århundrede, og som vi har nedkæmpet de andre, vil vi også nedkæmpe dette her."
Der er ikke blevet sparet på de tyrkiske ressourcer i forsøget på at nedkæmpe kurdernes oprørskrig. Vurderinger fra USA State Department melder om udstationering af 250.000-300.000 regeringsstyrker i det sydøstlige Tyrkiet (tyrkisk Kurdistan), heraf bla. 50.000 paramilitære 'landsbyvagter' (kurdere truet eller bestukket til at fungere som stikkerkorps i den kurdiske region). Flere gange har Tyrkiet foretaget offensiver ud over Tyrkiets grænser for at ødelægge kurdiske træningslejre i Nord-irak (Sydkurdistan).
Ifølge de tyrkiske myndigheders egne tal, tæller de kurdiske guerillaer ikke mere end 6.000 bevæbnede mænd og kvinder. Ikke mindst på denne baggrund må omfanget af den militære indsats vække forundring.
Men kurderne opererer i et område som de kender som fisken kender vandet: De opererer blandt venner, i bjerge de kender som deres egen lomme, og i et klima med hårde vintre hvor de er vokset op.

Mens opbakningen bag det PKK-ledede oprør i 1984 ikke var stor blandt kurderne i de feudale småsamfund, så er opbakningen i dag enorm. Sociologiske undersøgelser i den kurdiske region, f.eks. den kendte TOBB-undersøgelse fra 1995 ved den tyrkiske sociolog Dogu Ergil, tyder på en massiv opbakning bag den væb-nede kamp i de kurdiske områder. Jo hårdere tyrkisk militær slår ned, des større opbakning - en 'naturlov' som har gyldighed i næsten alle oprørskrige.
Krigssituationen har samtidig fået den tyrkiske stat til at gå til yderligheder med hensyn til brud på menneskerettighederne.
Tortur er blevet en del af hverdagen i Tyrkiet, hvilket rapporter fra Amnesty International, Human Rights Watch, den tyrkiske menneskerettighedsforening IHD m.fl. dokumenterer. Tyrkiet ligger i spidsen med hensyn til antal af 'forsvindinger', dvs. mennesker som i forbindelse med arrestation-er aldrig vender tilbage. En tyrkisk parlamentarisk kommission, nedsat i 1993, udarbejdede en rapport over alle disse tilfælde af forsvindinger og mord hvori de skrev at en del af disse tilfælde skyldtes 'ulovlige elementer inden for staten'. Hvilket kun bekræfter mistanker som menneskerettighedsorganisationer og NGO'-er havde haft i forvejen.

Da Tyrkiet i januar 1996 kom ind i den europæiske toldunion, var det en betingelse fra EU, at der skulle ske forbedringer af menneskerettighederne i Tyrkiet. Det lovede daværende ministerpræsident Tansu Ciller, som ville få den berygtede Pgf. 8 fjernet i den såkaldte Anti-terrorlov, som gør det muligt at forfølge enhver, som kalder sig kurder. Hertil svarede general Ahmed Cörekci (vicechef for de væbnede styrker) at hæren mente, at enhver ændring i den lov ville være en katastrofe. Han tilføjede at det "ikke er nødvendigt for hæren at være bundet på hænder og fødder af demokrati og menneskerettigheder."
Præsident Suleyman Demirel var ikke svær at overbevise om det samme, for han havde nogle måneder tidligere udtalt: "Man kan ikke bare rette sig efter demokrati og menneskerettigheder og trække landet ud i en situation hvor dets enhed er truet...". Ciller opgav følgelig - trods afgivet løfte til EU - at fjerne Pgf. 8. Der blev lavet et par kosmetiske ændringer i paragraffen, det var hvad det tyrkiske demokrati kunne holde til.

Ovenstående giver måske en ide om hvad det er for kræfter og ideologi, kurderne er oppe imod når de nu på 15. år kæmper for anerkendelse af kurdisk modersmål, kultur og national identitet. Og på femte år arbejder for en fredelig løsning. Den første ensidige våbenhvile gennemførtes af PKK-guerillaen tilbage i 1993, den næste i 1994 og den tredje 1. september sidste år. Men uden at den tyrkiske regering har vist vilje til at forhandle fred med PKK.
PKK har for længst opgivet det radikale krav om en selvstændig kurdisk stat og taler i det seneste fredsudspil fra november 1998 om 'en form for selvbestemmelse inden for det nuværende Tyrkiets grænser'.
Med vestlige øjne ser dette krav beskedent ud og burde være en 'selvfølge'. Når det ikke bakkes op af EU og USA har det sin egen storpolitiske logik, nemlig Tyrkiets NATO-medlemskab.
Set med 'kemalistiske øjne' er kravet imidlertid vildt 'separatistisk', idet det bryder med ideologien om 'kurdernes ikke-eksistens' og opfattes som et angreb på nationens enhed. Derfor har kurdernes ønske om en dialog med den tyrkiske regering ikke store chancer, medmindre der udefra - fra USA og især EU - lægges massivt pres på Tyrkiet i form af sanktioner i stil med dem som var med til at vælte det daværende apart-heidsstyre i Sydafrika. Og det er der ikke udsigter til så længe Tyrkiet er medlem af NATO.
Hvad der også er vigtigt, men ofte glemmes, er at det tyrkiske folk og det kurdiske folk har en fælles interessse i en demokratisering af den tyrkiske republik. Også tyrkiske intellektuelle, journalister, forfattere, fagforeningsfolk og socialister, der udtrykker kritik af kemalismen og den tyrkiske stat, lider under Tyrkiets manglende menneskerettigheder.

Man kan spørge kurderne: Hvorfor kæmper I ikke med demokratiske, legale midler? Fordi Tyrkiet i praksis har umuliggjort kurdernes parlamentariske legale kamp ved efter tur at lukke to prokurdiske partier op igennem 90'erne. I 1994 fratog man tilmed seks DEP-parlamentsmedlemmer deres parlamentariske immunitet og fængslede dem for 15 år, heriblandt Leyla Zana.
Det nuværende Hadep (Folkets Demokratiske Parti) er indtil videre sidste skud på stammen af legale pro-kurdiske partier. Men det er kun et spørgsmål om tid. Ikke meget tyder på, at Hadep får lov til at opstille til parlaments- og kommunalvalget i Tyrkiet den 18. april.
Abdullah Öcalan kom til Rom i november med hånden strakt ud til fred. Nu bliver han helt sikkert idømt dødsstraf og muligvis henrettet. Synd at de europæiske regeringer ikke var sig deres ansvar bevidst og tog imod tilbuddet om fred.

Citater og tal stammer fra artiklen 'Turkey: Beyond Atatürk' af Eric Rouleau, tidl. fransk ambassadør i Tyrkiet, i bladet Foreign Policy, nr. 103, sommer 98. (Eric Rouleau skriver jævnligt til Le Monde Diplomatique).

*Irene Clausen er tilknyttet Internationalt Forum.

Apropos - Forfatningen

Alle tyrkiske forfatninger, fra den moderne republiks dannelse i 1923 og til den seneste forfatning efter militærkuppet i 1980, er gennemsyret af hvad der internationalt kaldes 'the denial of the Kurds', altså benægtelsen af kurdernes eksistens. Herom handler de fleste paragraffer i den tyrkiske republiks forfatning. Overordnet hedder det i forfatningens Pgf. 3, afsn. 4:
"Den tyrkiske stat, med dens territorium og folk, er et udeleligt hele. Sproget er tyrkisk. Disse forhold kan ikke ændres, og der må ikke foreslås ændringer hertil". Opfattelsen af nationens udelelige enhed er selve kernen i den tyrkiske statsideologi, kemalismen. At insistere på en kurdisk identitet betragtes som en trussel mod den nationale enhed og straffes som en statsfjendtlig handling. Derfor er det forbudt at give børn kurdiske navne, (lov om personlig status nr. 1587, Pgf. 16); at give kurdiske navne til landsbyer, byer, floder. Mange kurdiske byer har både et officielt tyrkisk navn og et uofficielt kurdisk navn.
Om pressen hedder det: "Pressen er fri og der må ikke forekomme censur. (...). Publikationer må ikke anvende sprog som er forbudt af loven" (Pgf. 28 i Forfatningen). I Lausanne-traktaten af 1923 gav armenerne og grækerne mi-noritetsstatus og ret til at tale deres sprog - dette gælder ikke kurderne, som ved samme lejlighed blev opdelt på fire lande, Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien. Ifølge forfatningen er kurdernes modersmål tyrkisk og kurdisk at betragte som et fremmedsprog. Der må ikke undervises på kurdisk. Hvis kurderne skulle ønske at lave sprogkurser i kurdisk, skal de søge om tilladelse hos Det nationale Sikkerhedsråd, det militære organ der reelt styrer Tyrkiet. Hvis kurderne på trods af forfatningen skulle driste sig til at være kurdere - 'separatister' i tyrkisk sprogbrug - træder antiterror-loven i kraft:
"Enhver form for skreven og mundtlig propaganda, herunder forsamlinger, demonstrationer, eller protestmarcher, som har til formål at ødelægge den tyrkiske repu-bliks territoriale og nationale integritet, er forbudt. Enhver krænkelse af dette vil resultere i fængsel på 2-5 år og en bøde på 50-100 mio tyrkisk lira" (ca. 1.750-3.500 kr.). (Antiterrorlov nr. 3713, Pgf..8)
På denne baggrund er det interessant at tænke på at Tyrkiet har underskrevet FN's menneskerettighedserklæring, og at Tyrkiet er medlem af FN, Europarådet, og OSCE. Irene Clausen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her