Læsetid: 3 min.

Læserdebat

15. marts 1999

Ex Cathedra

9. MAR. - Information har ved mange lejligheder, senest den 5. marts, bragt kommentarer af en vis Raymond van Ermen fra Bruxelles, som er oversat til dansk af redaktionen. Kommentarerne er skrevet til en dansk offentlighed, oftest med direkte opfordringer til danskerne om at engagere sig mere i EU. Og ofte akkompagneret af utopisk jubel-retorik om det nye Europa, som borgerne skal gøre til sit.
Hvorfor bringer Information kommentarer på debatsiderne skrevet til danskerne, som den kommenterende ikke selv er i stand til at deltage i diskussioner af? Svar udbedes.
Er det udtryk for den nye europæiske offentlighed, hvor vi i hvert vores sprog taler til hinanden uden mulighed for dialog? Hvor man som avislæser skal lade sig belære uden at kunne svare med henblik på debat, fordi rette vedkommende ikke kan forstå det?
Hvor kritisk kan en multilingual offentlighed blive?

Henrik Gadesen
Agerfløjen 36
4130 Viby Sjælland

Mennesker og aber

5. MAR. - For første gang, mig bekendt, har videnskaben givet et bud i klare tal på forskellen i mental kapacitet mellem aber og mennesker. Tallet er så latterligt lavt som 30 gange. I betragtning af de småpræstationer som Jane Goodall har beskrevet hos aberne i den frie natur i sammenligning med menneskers rigt facetterede evner, er det ubegribeligt, at menneskers processeringskapacitet ifølge Thomas Schou Larsens referat i Information den 5. marts kun skulle være ca. 30 gange så stor som abernes. Men selv et så lavt tal lader sig ikke forklare ved forskellene i gener mellem chimpanser og mennesker. Den forskel er nemlig kun på ca. en procent altså ca. 3.000 gange så lidt.
Mon det ikke er på tide, at den reduktionistiske naturvidenskab ophører med at nedvurdere mennesket til biologi eller til en computer? Der er efterhånden så mange selvmodsigelser i videnskabens menneskesyn, at det er umuligt kun at finde en moralsk brist hos reduktionisterne, der er i lige så høj grad tale om en intellektuel brist.
Hvorfor have så meget imod at anerkende menneskeåndens eksistens, der alene kan forklare menneskers evner?

Iver Hagel-Sørensen
Hyltebjerg Alle 78A
2720 Vanløse

Hurra for Hanne og Christine

10. MAR. - Fornøjeligt interview mellem Hanne Dam og Christine Grøntved. Jeg har også sagt som C: Hvad skal jeg dog med Dansk Kvindesamfund! Jeg har ikke haft problemer eller følt mig diskrimineret på grund af at være kvinde, og det samme sagde min 1. reservelæge: Vi fandt spørgeskemaet fra Dansk Kvindesamfund for ca. 30 år siden lidt komisk.
Men ca. 10 år senere begyndte det at gå op for mig at der var andre kvinder der havde problemer som ikke bare var ens egen skyld - det var både højtuddannede, som jeg selv, og hjemmegående husmødre og arbejdende kvinder som KAD og HK og andre sled med at støtte og arbejde for - også kvinder der er i klemme mange andre steder i verden end her i vores egen andedam. Så meldte jeg mig ind i Dansk Kvindesamfund for at vise solidaritet på flere måder end gennem min måde at være gynækolog på.
Jeg har ikke været rød-strømpe, det havde jeg ikke selv brug for, men mere på linie med C og befundet mig godt ved at arbejde sammen med mænd.
Lighed og forskellighed, som mottoet var da Dansk Kvindesamfund fejrede 125 års jubilæum i 1996 - det er vigtigt at kunne snakke sammen, det gælder ikke blot mellem kvinder og mænd men også kvinder imellem.
Så tak for jeres samtale - fra en i bedstemorgenerationen.

Helga Berg
Sejbjerg 18
Nr. Nissum
7620 Lemvig

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu