Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

Debat
10. marts 1999

Atomstrategi
2. MAR. - Den 9. februar diskuteres NATO's atomstrategi i Folketinget. Et flertal vil ikke give afkald på retten til at slå først med atomvåben. Kun SF og Enhedslisten er imod den atomstrategi. Man lader hånt om internationale love. Den 8. juli 96 erklærer Den Internationale Domstol, at atomvåben er ulovlige ifølge den gældende internationale lov for væbnede konflikter.
Samtidig med den danske folketingsdebat demonstrerede "Trident Ploughshares 2000" ved u-bådsbasen Fas-lane i Skotland. Der var deltagere fra USA, Nederlandene, Columbia, Irland, Frankrig og Danmark.
Den 16.-30. maj 1999 går en fredsmarch for atomnedrustning fra Haag til Bruxelles. Marchdeltagerne bringer information fra Haag om international lov til lovbryderne i NATO's hovedkvarter i Bruxelles. Foreløbig har 33 lande tilmeldt sig.
Niels Helveg Petersen udtrykker i debatten 9. februar i Folketinget, at han har et pragmatisk syn på atomstrategien. Fredsbevægelsen kræver ikke et pragmatisk syn på atomstrategien, men respekt for de internationale love.

Inger Bjørn Andersen
Buegården 9
2880 Bagsværd

Ingeniørmangel
9. MAR. - Jeg har undret mig over Margrethe Vest-agers forslag om at bruge 46 millioner på at trække 200 ingeniører fra Østeuropa til Danmark, men jeg blev slået af forbavselse over Informations unuancerede holdning til sagen i lederen 'Dumsmart dansk-isme' (6.-7. marts). Information kalder Poul Nyrup Rasmussens afvisning af at importere arbejdskraft "aldeles tåbelig" på baggrund af ingeniørmanglen i Danmark, der vil skade væksten. Det kan godt være, at Socialdemokratiet ser for meget til højre, men Information har sandelig også fået de nationalistiske briller på i denne sag. For Information drejer det sig kun om, hvad Danmark skal have. Vi skal have nogle Østeuropæiske ingeniører til tele- og IT-området, fordi vi skal have flere arbejdspladser, udvikling og skattepenge til velfærdsstaten. Men hvorfor er det ikke Østeuropa, der skal have det? I en avis, hvor man dagligt skriver om u-lande, er det mig ubegribeligt, at man kan foreslå et decideret brain-drain fra Østeuropa. Hvis der er arbejdsløse IT- og teleingeniør i Østeuropa, burde man måske opfordre virksomhederne til at flytte deres produktion derover, hvor der er væsentligt mere brug for arbejdspladser, udvikling og skattepenge.

Anne Melchiorsen
Rævehøjvej 36
2800 Lyngby

Ingen ingeniør-mangel
5. MAR. - Der er ingen grund til at bruge 46 mio. kr. på at uddanne baltere til inge-niører i Danmark, da der er både yngre og ældre inge-niører uden arbejde.
Der er ingen ingeniørmangel. Der er rigeligt med ingeniører uden arbejde, og mange ingeniører bliver ansat i IT-branchen og i andre brancher, da de ikke kan få arbejde som ingeniører.
Der vil heller ikke være nogen ingeniørmangel i fremtiden, da stort set alle ingeniøropgaver er løst. Fremover løses udviklingsopgaver af konstruktører via computerprogrammer, bl.a. CAD-CAE. Danmarks betydning som industriland er aftagende.
Man talte også for 15 år siden om ingeniørmangel, og man har gjort det lige siden, uden at det var korrekt.
Der er en grundlovssikret ret til arbejde. Den tilgodeses ikke ved at importere inge-niører og anden arbejdskraft fra ikke-EU-lande og bruge dem i industrien, når der her i landet er stor arbejdsløshed blandt ingeniører, specielt ældre ingeniører.
Effekten af import af fremmed arbejdskraft kan meget vel være lønnedgang inden for dansk industri.
Vi undrer os over at Inge-niørforeningen, Dansk Metal og SID ikke har gjort nogen ophævelser mod arrangement med import af arbejdskraft.
Omvendt undrer det os ikke, at Danmarks Tekniske Universitet gerne vil have nye studerende, da DTU's bevillinger er taxameter-regulerede.

Frede Levring
2300 Kbh. S.
Torben Jacobsen
2000 Frederiksberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her