Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

Debat
1. marts 1999

Det daglige brød
22. FEB. - Det er svimlende summer, der ydes til bønderne i EU, for at vi kan købe landbrugsvarer til cirka halvdelen af produktionsprisen. Ti lækre skiver økologisk solsikkerugbrød for bare en tier. Hvorfor skal det være så billigt? I New Zealand har man afskaffet al landbrugs-støtte, og jeg har ikke erfaret om sult eller underernæring på de kanter. Vi skal heller ikke sulte, men er det nødvendigt med et tykt lag smør på begge sider af brødet? Hvis vi spiser og drikker lidt mindre - og rører os mere - har vi også udsigt til besparelser i det for tiden meget kritiserede sundhedsvæsen, og ingen behøver at jogge flere kilometer daglig.
Der må være mulighed for et bredt forlig om afskaffelse af landbrugsstøtten, for bøndernes parti, Venstre, er jo "Danmarks liberale parti". Velbekomme!

Niels Stubkjær
H.C. Lumbyes Gade 10
2100 Ø

Kære kanalchef
24. FEB. - Til Finn Slumstrups (kanalchef-P1) indlæg den 22. feb. kan anføres.
Jeg har ingen grund til at klage over indholdet af P1 - eller P2 - lytter med glæde til begge.
Men! glem ikke, at rammerne, især 'indledningen', nemt kan skræmme væk. Jeg fravalgte i lang tid 'Studio 2000' fordi indledningen var enormt støjende, og det var jo en skam, for indholdet var ofte helt fremragende.
Jeg fravælger stort set lokalradioen, fordi der er alt for meget larm omkring de måske interessante indslag; jeg går straks til P1 eller NDR3 efter de lokale nyheder.
Det er, som om I pakker de gode udsendelser ind i reklamelarm. Er det de kommercielle kanalers reklame, der er jeres mønster eller forbillede?
Hilsenen er i lige grad til P2.
Reklamer frabedes - Information udbedes.

Wilhelm Frederiksen
Rødding Tværvej 3
6630 Rødding

Dåsekrigen
24. FEB. - Der er godt 32 forskellige returflasketyper i cirkulation, som er pantbelagt, og som skal administreres og opbevares af detailhandelen. En god kvadratmeter i City koster kr. 800 i lagerleje, og de tomme sorterede flasker fylder godt op i landskabet. Lagerlejen til opbevaring af returflaskerne pålægges naturligvis varernes priser. Købes en sodavand i Aldi, Netto, Fakta eller i en anden kæde, godtgøres returpanten kun i samme kæde, som flasken blev indkøbt i. Og det fremgår naturligvis aldrig af flaskens etiket, hvor sodavanden er indkøbt, hvilket stiller forbrugeren i nogenlunde samme groteske situation, som detailhandelen står med: magtesløst kaos.
Og for fuldstændighedens skyld kan miljøministeren ikke tolerere dåser, af hensyn til miljøet. Dog må man godt købe alkoholberigede sodavand på dåse, men ikke øl, hvis det indeholder alkohol. Og man må også godt købe chokolademælk og
frugtjuice på dåse, men under ingen omstændigheder sodavand eller orangeade. De flåede tomater i dåse må man godt købe, formentlig på grund af, at konsistensen gør det umuligt at drikke indholdet direkte af dåsen.
Og skulle argumentet være hensynet til miljøet, ser jeg ingen hindring i at beregne pant på dåser. Disse fylder i knust stand en tiendedel af, hvad flasker fylder. En flaske skal renses i vand, der er en knap ressource. Dåserne kan omsmeltes, og spildvarmen benyttes til fjernvarme.
Og arbejdsmiljøet? Tjah, ølmændene må nok fortsætte deres uergonomiske løft af glasemballage ned ad smalle trappegange og korridorer, for at levere øl og vand til de danske værtshuse. For når flaskepanten er blevet en bastion for miljøministeren, skal man ikke komme her og blande arbejdsmiljøet ind i debatten.
Dette sorterer nemlig under arbejdsministeren, der - i lighed med miljøministeren - ikke ønsker at føre tvær-faglig politik.

René Svendsen
Dr. Olgasvej 2a, 3. t.v
2000 Frederiksberg

Medievildledning
24. FEB. - En 68-årig ungarer med forsker-ansættelse i Skotland lavede en gensplejset lectin-holdig kartoffel, og fodrede rotter med den et par gange, og fandt sygdomsagtig vævsforandring hos rotterne, og gik til medierne, inden noget tidsskrift havde vurderet, om hans fund var interessante, gentagelige og fortjente betegnelsen videnskab, og blev fyret.
Det har alle aviserne i både Storbritannien og Danmark gjort til helsides-hetz, der skaber frygt og minister-tv-snak om skærpede krav til varedeklaration etc.
Kun et sted slipper den vigtigste sandhed ud til læserne: At den lectinindsplejsede kartoffel er skabt med ekstrem giftvirkning som mål - det var i Informations bagsideleder den 17. feb. 99. Her indrømmes, at kun hvis der viser sig noget i dag helt ubevist (og næppe sandsynligt) giver ungarerens påstande anledning til frygt Der er tale om rygtedannelse, og ingen forskere har haft adgang til at gentage nogen af forsøgene, ingen blindede kontrolforsøg er foretaget, og især: Kartoflerne var kunstigt og direkte gjort giftige. De skulle ikke markedføres til menneske- eller dyreføde - der var tale om basal forskning, som måske kunne bidrage til en for skadedyr særlig modstandsdygtig kartoffel, som så efter megen forædling evt. kunne blive til noget for mennesker ugiftigt, og først da ville markedsføring komme på tale.
Hvis den tvivlsomme teori, som Informations Jørgen Steen Nielsen udstiller, skulle vise sig sand, er der tale om et (formodentlig overkommeligt) problem af de mange, frem imod en eventuelt produkt i supermarkederne.
Du har ingen grund til at kassere dine Buggles-snacks!

Bo Warming
Bjelkes Alle 46
2200 N

Kurdernes ret
24. FEB. - Tak til Lave E. Broch for indlægget den 22. feb. 'EU-lande dødsdømte Öcalan'.
Personligt mangeårigt kendskab til nogle herboende kurdere fra en landsby under tyrkisk herredømme - samt personlige erindringer fra Sønderjylland kort efter Genforeningen - har givet mig en umiddelbar sympati for det kurdiske folk og dets kamp for frihed. Hvordan vi fra dansk side bedst kan støtte kurderne i denne kamp, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg håber, at den påmindelse, vi nu har fået om deres mangeårige - og fortsat uløste - problem, må føre til konstruktiv tænken og handlen, også fra den danske regerings side.

Axel Arnfred
Vandtårnsvej 30
3460 Birkerød

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her