Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

23. marts 1999

Protest
16. MARTS - For nogen tid siden skrev jeg en kommentar til Information. Jeg havde på forhånd skrevet til debatredaktionen at hvis man ønskede mit indlæg i en anden form, ville jeg gerne skrive det om. Man skulle blot give mig et praj.Information lod ikke høre fra sig, men bragte indlægget i sin version. Fire afsnit havde man af pladsmangel udeladt, og teksten var derved blevet radikalt ændret. Det kan I simpelthen ikke være bekendt. Det var oprindeligt et temmelig personligt indlæg, hvor jeg havde gjort mig umage for at skrive, så det ikke fremstod som en udlevering af nogen. Indlægget var vittigt for at bløde det hele lidt op. Da Information havde haft fat i min diskette var alle bløde sider af kommentaren elimineret. Og I havde ikke engang skrevet at indlægget var forkortet af redaktionen. For at få bekræftet at det ikke bare var mig som var såret på min forfængelighed hængte jeg Informations variation op på opslagstavlen i lærerværelset.
Man kunne vinde en flaske rødvin hvis man kunne gætte hvem af kollegerne som havde skrevet indlægget. Ingen gættede på mig. Så hængte jeg den oprindelige model op. Så kunne alle pludselig se at det måtte være mit værk. I må sgu højne moralen lidt på St.Kongensgade. (Fork. af red.)

Hans-Henrik Ekner
Spånagervej 2
4200 Slagelse

Svar
Avisen er undertiden nødt til at forkorte for at få plads til så mange indlæg som muligt og siderne til at gå op. Forbud mod forkortelse eller ønske om, at foretaget forkortelse angives, vil blive respekteret. Vi undskylder, at forkortelsen i dit tilfælde ikke var tilstrækkelig nænsom.
Du havde i øvrigt bedt om, at kommentaren ikke uden videre blev forkortet til læserbrevsstørrelse - hvilket vi overholdt.Red.

Livsstilssygdommen depression
17. MAR. - Lisbet Knudsen skriver i Information 16. marts, at jeg ved at kalde depression for en livsstilssygdom (i min anmeldelse af Miki Agerbergs bog om depressioner 26. februar) fordømmer deprimerede mennesker og deres brug af medicin.
Men heri tager hun fejl. Det står fast, at salget af antidepressiv medicin af typen SSRI stiger enormt, og dermed er en debat om depression og depressionsbehandling mildt sagt påkrævet. Findes der ikke en anden vej frem end medicinindustriens piller? Jeg sammenligner det stadig stigende antal deprimerede med det ligeledes stadig stigende antal sukkersygepatienter. Sukkersyge har længe været erkendt som en livsstilssygdom, der breder sig i forbindelse med forkerte kost- og motionsvaner. Ingen vil af den grund tage insulinet fra dårlige sukkersygepatienter, men med generelle livsstilsændringer kan mange tilfælde forebygges, og hos de syge kan en ændret livsførelse mindske behovet for insulin, nogle kan endda helt slippe for behandlingen.
Ganske tilsvarende vil ingen - og i hvert fald ikke jeg - tage medicinen fra deprimerede, der trænger til den og har gavn af den trods bivirkningerne, men jeg vil meget gerne gå ind for en ændring af vores moderne deprimerende livsstil.

Jytte Willadsen
Lundehusvej 14
2100 København Ø

Vi vil gerne styrke kontrol
17. MAR. - 'EU-modstandere vil ikke styrke kontrol' hedder det i overskriften ionsdagens Information.
Det er der ikke dækning for at skrive. Tværtimod har vi i JuniBevægelsen i tale og på skrift utallige gange foreslået at EU-Parlamentet får større muligheder for at kontrollere EU-Kommissionen.
Vi har igen og igen krævet åbenhed og offentlighed i forvaltningen, vi har igen og igen krævet alle bilag på bordet.
Kontrollen er faktisk den mest meningsfulde opgave, der kan placeres i EU-Parlamentet, når det nu engang eksisterer, og vi betaler store summer for at opretholde det..I skriver at EU-Parlamentet "som det første har demonstreret, at det er i stand til at kontrollere EU-Kommissionen". Det er noget vrøvl.
EU-Kommissionen måtte gå af oven på en ekspertrapport, som netop viser, at ingen har været i stand til at kontrollere noget som helst.. EU-Parlamentet har haft for få muligheder for at kontrollere, og viser fortsat alt for lidt vilje til at tage fat.
Faktisk er det nærmest et teknisk uheld, at EU-Kommissionen nu blev tvunget af. Ekspertgruppens nedsættelse kom kun som afværgemanøvre, fordi vi tog initiativet til en underskriftindsamling for en mistillidsafstemning i januar.
Men det er ikke nok at give EU-Parlamentet kontrolmuligheder, siger vi. Folketinget, borgere og pressen skal også kunne følge med i og kunne kontrollere, hvad der foregår i EU.
En anden snak er at ville tillægge EU-Parlamentet større magt ilovgivningsprocessen.
Det er det, vi siger nej til. Der kommer ikke nogetmeningsfuldt demokrati ud af at fjerne magt fra de 179 folkevalgte på Christiansborg til 16 danskere ud af 626 medlemmer i EU-Parlamentet.

Med venlig hilsen
Ulla Sandbæk
Jens-Peter Bonde
medlemmer af EU-Parlamentet for JuniBevægelsen (J)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu