Læsetid: 5 min.

Latteren fra gravens dyb

Debat
3. marts 1999

Efter Kong Husseins død er det tydeligt, hvordan murens fald og afblæsningen af Den kolde Krig er gået sporløst hen over den arabiske verden

MELLEMØSTEN
Det kunne være interessant at se afdøde Kong Husseins ansigt i graven. Uden tvivl ligger den jordanske monark og gnækker over al det postyr, det lykkedes ham at skabe om sin arvefølge, inden han tog billetten.

'Den lille dværg fra Amman' blev Hussein foragteligt kaldt i den vestlige presse, før han for nylig på dødens rand blev opgraderet til at være en af verdens mere betydningsfulde ledere. Pludselig var han en regent, om hvem hele verdens mægtigste samlede sig, som om han var en uundværlig mand for Jordan og det geo-politiske sætstykke i Mellemøsten. En forunderlig metamorfose, hvis man sammenligner med Kong Husseins omdømme i 70'erne og 80'erne.
Dengang blev han regnet for en i bedste fald marginal overgangsskikkelse i et ret betydningsløst land. Husseins ovenud beskedne og generte fremtoning forstærkede det indtryk. Jeg mødte ham efter Seksdageskrigen i 1967 i en audiens, hvor han i et radiointerview som altid udtalte sig i lange ligegyldige almindeligheder om en højeksplosiv situation, efter at Vestbredden og dens palæstinensiske befolkning var blevet erobret af Israel. Hussein drømte ikke om at røbe for medierne, hvad der bevægede sig af tanker bag hans ydmyge facade.

Senere efter Libanon-krigen i 1982 var jeg sammen med en håndfuld vestlige korrespondenter til middag i pa-ladset for at få en afslappet snak om løst og fast.
Hussein benyttede aftenen, hvor han stort set intet selv sagde af betydning - men dog serverede et fortrinligt måltid for gruppen af vandkæmmede journalister - til at udspørge os om, hvad vi havde hørt eller måtte mene om situationen i Jordan og Israel. Det var hans måde at holde sig underrettet om, hvad der bevægede sig af rygter i det mellemøstlige vinløv.

Ingen tvivl, Hussein var betydeligt mere kløgtig og overlevelsesdygtig end hans ydmyge fremtoning lod ane. Bag facaden var han en hård nyser!
Netop derfor har det antageligt moret ham at kuldkaste arvefølgen på gravens rand for endnu en gang at tage selv sine nærmeste omgivelser ved næsen. I tredive år har lillebror Hassan forberedt sig på at blive konge, og fejet op for storebror og gjort sig nyttig i hans bagland, under det indtryk at han skulle overtage tronen.

Men som bekendt vendte kong Hussein hjem fra hospitalet i USA til Jordan og stillede arvefølgen på hovedet.
Hassan blev forkastet, og den uprøvede og uforberedte søn Abdullah blev kastet i løvegården, kort før Hussein leviterede til de højere sfærer. Deraf smilet fra gravens rand. Endnu en gang havde dværgen fra Amman kuppet sine omgivelser.

Det var i flere henseender et besynderligt gravfølge, der samledes ved Husseins kiste. Her mødtes fjender, som gjorde deres bedste for ikke at få øjenkontakt, som f.eks. Syriens præsident Assad der ikke ville konfronteres med de israelske toppolitikere. Eller Lea Rabin, enken til den myrdede israelske ministerpræsident Yitshak Rabin, der rent ud hader højrefløjens ministerpræsident Benyamin Netanyahu, som hun holder moralsk ansvarlig for sin mands død.

Men mest besynderligt var nok Naif Hawatmehs fremmøde. Hawatmeh er leder af det palæstinensiske PDFLP, guerillagruppen der med trotskistisk fortegn bekæmpede både Israel og Jordans kong Hussein i 70'erne. Dengang sammenlignede Hawatmeh og hans kampfæller på venstrefløjen Amman med Hanoi og Tel Aviv med Saigon, og et af kampråbene fra partisan-hulerne lød: Revolutionens vej mod Tel Aviv går gennem Basman-paladset! Altså kong Hussein skulle styrtes, og Israel derefter nedkæmpes.
Nu stod Hawatmeh pludselig foran Israels præsident Ezer Weizmann, en højt dekoreret kampflyver og for tyve år siden en af højrefløjens virkelige høge. Hawatmeh stak poten frem og sagde til Weiz-mann, at han altid havde haft lyst til at møde ham, og at han beklagede, at mordet på Rabin havde standset fredsprocessen.
Knap var der gået en uge, så forlød det, at veteran-chefen Hawatmeh ved beslutning i PDFLP's centralkomite blev smidt ud af sit parti. Men det sidste ord er dog næppe sagt i den sag.
Men sammenlignet med den arabiske verdens dybe brønd af reaktion og politisk ubevægelighed er der trods alt mere vidsyn og fremdrift i forholdet mellem israelere og palæstinensere, hvis man ser bort fra de to folks religiøst fundamentalistiske kræfter. Der er mere historisk vingeslag i, at to indædte frontkæmpere som en Naif Hawatmeh og en Ezer Weizmann går i dialog, end i, at f.eks. Syriens præsident Assad for nylig ved et præsidentvalg lod sig genvælge med 99,9 procent af de syriske stemmer.

Hvor længe vil syrerne, irakerne, libyerne m.fl. finde sig i politiske fup-valg, hvor deres ledere lader sig vælge med 99 procent af stemmerne? Her står verden ved indgangen til en ny informa-
tionsteknologisk revolution - og så sidder disse folk fast i nogle feudale strukturer fra en snart fjern fortid.
Det er, som om murens fald og afblæsningen af Den kolde Krig er gået sporløst hen over den arabiske verden. Jeg husker stadig en aften i december 1989 i Tunis - hvor PLO og de palæstinensiske kamp-organisationer dengang holdt til. Jeg delte en flyflaske med nogle gamle bekendte fra Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP. Hvor jeg ytrede mig begejstret over de stalinistiske regimers fald i de østeuropæiske lande i de forrige uger, var de to PFLP'ere mere end skeptiske.
Nu forsvandt hele deres trygge bagland i Østeuropa, som de sagde. Herfra havde de kunnet operere ind i Vesteuropa med politisk rygdækning.

Med 1989 blev den palæstinensiske venstrefløj kastet ind i et selvopgør, som både førte til anerkendelsen af staten Israel og fem år senere til Osloaftalerne.
Arafat gik i spidsen, men mere eller mindre modvilligt er venstrefløjen fulgt med. Hawatmehs håndtryk forleden i Amman siger mere end en snes manifester, uanset om han er blevet ekskluderet for det.
Den arabiske verden står overfor et politisk tidsskifte. Efter kong Husseins død kan man forudse en række snarlige skift på lederposterne. Men problemet er, at de i overvejende grad følger mønsteret fra Jordan, nemlig at sønner følger i deres fædres fodspor som konger eller præsidenter. Det er ikke blot udemokratisk i hele tankesættet. Det er også udtryk for en fortsat blokering af den samfundsmæssige udvikling, som med voldsom hast forvandler verden omkring dem.

I Singapore er man i færd med at koble hver eneste husstand på et nyt høj-hastigheds bredbånd, der gør internetadgang til en lige så selvfølgelig ting, som at der kommer vand ud af hanen. Der kan siges meget skidt om globaliseringseffekten, og det bliver der ved Gud også. Men standse den hastige forvandling, som knytter verden sammen i et stort elektronisk netværk, og i stadig højere grad umuliggør despoters misregimte, kan man ikke. Toget er kørt!

Derfor er det patetisk. at se den arabiske verden forsøge at komme til rette med 'glasnost', åbenhed, samtidig med at regenter og præsidenter nægter at forholde sig til 'perestrojka', strukturforandring. De lever i verdenen af i går.
Ved kong Husseins begravelse sagde de fremmødte arabiske ledere som i eet kor til den nykårne jordanske kong Abdullah: "Måtte du følge i din faders fodspor". Det er vel nok det dummeste og mest udemokratiske ønske man kunne fremsætte!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her