Kronik

Man må yde før man kan nyde

Debat
23. marts 1999

En ung mand på tvangsaktivering kræver retten til selv at bestemme over sit liv og sin tid - for offentlige midler

Jeg er blevet tvangsbeskæftiget på en produktionsskole.
Da jeg på ingen måde finder nogen berettigelse for dette absurde tiltag, indlægger jeg hermed en skriftlig redegørelse for, hvorfor jeg for eftertiden ikke længere vil møde op til dette beskæftigelsesprojekt.
I samme ombæring håber jeg, at dette brev vil virke til eftertanke for kommunens medarbejdere, og til gavn for andre, der måtte finde sig i en lignende situation. Men det er nok tvivlsomt.
Fra de politiske højborge udråber man for tiden parolen Fuld beskæftigelse! Oven i købet, som var det en gave til befolkningen. Og sandelig om store dele af befolkningen ikke også lader sig overbevise og selv betragter disse gamle velkendte toner som en gave - Arbeit macht frei, husker I? Man forstår, at man må yde før man kan nyde.
Det synes således at være samfundets vurdering, hvornår og hvordan man yder og nyder, ikke det enkelte individs. Det kan umiddelbart undre, for hvordan kan samfundet - eller mere præcist: Et formelt væsen som kommunen vurdere noget så individuelt og personligt relateret, uden at have noget personligt kendskab til det menneske, hvis sag, man behandler?
Svaret er selvfølgelig det helt simple, at sagsbehandlingen ikke tager udgangspunkt i noget som helst individuelt - at mennesket i sagen er usignifikant, og at hele sagsbehandlingen er lige så generel som fåreavlerens behandling af sin fåreflok, når de skal klippes. Alle er ens. Alle har samme vilkår. Ulden skal produceres, og man henter dem ind alt efter hvem, der står nærmest.
Fuld beskæftigelse! Alle mand i trøjen.
Jeg er imidlertid borger i dette land. En status, der ikke af sig selv sætter mig i gæld til resten af samfundet, hvorfor jeg ikke på noget tidspunkt kan føle mig skyldbetynget over at bede samfundet om økonomisk bistand.
Det er på dette tidspunkt af mit fireogtyvende år implicit blevet krævet af mig, at jeg har u(d)dannet mig igennem et livslangt skoleforløb, således at jeg med tiden vil kunne bidrage til en eller anden form for produktion og dermed til samfundsøkonomien.
Praktisk talt har jeg i fremtiden heller ikke andre muligheder end at fortsætte uddannelsen, indtil jeg kan finde mig et arbejde, og i min fulde gerning udøve en funktion, der er bestemt af og er til gavn for samfundet. Kun få kunstnere er på finansloven, og så absolut ingen livsnydere.
Med andre ord har jeg reelt ingen andre muligheder end at tjene staten Danmark.
Vel, det kan jeg affinde mig med, men kun hvis staten i samme grad indvilliger i at tjene mig som individ.
Lige nu beder jeg selvsamme stat om økonomisk bistand i en kort periode.

Den øjeblikkelige respons er - uden så meget at konsultere mig - at indsætte mig til beskæftigelse på en produktionsskole, hvis eneste formål tilsyneladende er, at lære mig at masseproducere - for mig - fuldstændigt meningsløse og ligegyldige varer. Reel undervisning er der overhovedet ikke tale om, og processen at masseproducere kræver i sagens natur ingen undervisning, men alene instruktion.
Havde jeg præferencer i den henseende, ville jeg have gjort karriere i militæret.
Det åbenbare formål er således også kun at beskæftige mig alene for princippets skyld. At undgå at jeg "forfalder" til lediggang - jeg kunne jo få smag for at være... fri? Altså i bund og grund, at have en opdragende indflydelse på mig.
Dette må jeg imidlertid opponere imod. Jeg er et voksent og ansvarligt menneske - og definitionen på ansvar påhviler mig selv som individ, ikke kommunen som institution. Jeg har fået min opdragelse, og har endda eget barn, som jeg til fulde magter at opdrage uden statslig hjælp - fri mig, tak.
Jeg kan altså ikke være interesseret i at blive opdraget på, da jeg må, skal og vil betragte mig selv som et frit og selvstændigt individ.
I kraft af min eneste reelle mulighed for en karriere i dette land gennem uddannelse og senere erhvervs- eller kommunal ansættelse står jeg overfor ingen anden mulighed end at tjene samfundet (nu hvor vagabond ikke forekommer mig en tiltalende mulighed), hvorfor samfundet står i en form for gæld til mig. Jeg er dets rygmarv. Det er svært at forstå, jeg véd det, men prøv.
Det er når alt kommer til alt meget lidt at forlange: At skal jeg partout beskæftiges for den korte periode, jeg behøver økonomisk bistand, må dette absolut være lige så meget på mine betingelser som på kommunens.
Og sættes jeg i samråd, og findes en beskæftigelse, jeg kan leve med i overensstemmelse med mine personlige præferencer, intellektuelle formåen og mit livs øvrige formål, er jeg indforstået med denne betingelse. Andre krav ville være regulært slaveri i følge enhver definition.

Det synes at være en udbredt opfattelse - ikke mindst i Vejle kommune, at mennesker i almindelighed ikke har gavnlige og fornuftige ting at bruge deres tid til, at mennesker ikke har et liv - indbefattet en vilje til og en interesse for omverden - og ellers nok skulle kunne beskæftige sig selv, uden 'venlig' hjælp fra statslige institutioner. Denne opfattelse finder jeg ydmygende og krænkende.
Forstår I? Det er mennesker, I har med at gøre.
Jeg er f.eks. selv i gang med at tage HF-eksamen som selvstuderende. Jeg er ved at søge job som pædagogmedhjælper, støttelærer eller som bibliotekarassistent. Jeg glæder mig til at komme på universitetet og studere idéhistorie og religionsvidenskab.
Jeg har en søn på lidt over to år, som ikke har vanskeligheder ved at holde mig beskæftiget. Jeg er aktiv i det samfundskritiske, relativistiske og alment dannende tidsskrift Faklen, og jeg har hundreder af andre personlige interesser og ambitioner.
Alt hvad jeg beder om er kortvarig økonomisk bistand, så jeg kan komme videre - ikke en kæp i hjulet.
Lad det være godt. Spar jeres bekymringer for min fremtid og lad mig om dem. Jeg er den nærmeste til det.
Dette er min redegørelse. Dette er mine helt rimelige betingelser.
Hvad er kommunens svar? Vil I hjælpe mig?

Chano Jørgen Kristensen er borger i Danmark under aktivering.

APROPOS
Tvang
Er retten til at bestemme over sit eget liv, også for andres penge, forkælelse eller simpel menneskelig frihed? - kan man spørge, når man læser Chano Jørgen Kristensens redegørelse for sine grunde til at bakke ud af et kommunalt beskæftigelsesprojekt.
Mit liv er mit eget ansvar, jeg har mine egne projekter, som jeg godt kunne behøve hjælp til, mener han. Følgelig irriteres han over samfundets trang til at 'opdrage' ham i stedet for at hjælpe ham i gang med det, der før eller siden skal være hans rigtige gerning i livet.
Chano Jørgen Kristensen rammer ned i en interessant problemstilling.
I mange tilfælde opleves det sikkert som et overgreb, at samfundet - læs: kommunerne - nu stiller udførlige og ofte standardiserede krav, som vi ikke har været vant til.
Søndag aften kunne man fx i TV 2's Dags Dato se andre tvangsaktiverede pille indmaden ud af gamle fjernsyn og miljøsortere delene til genbrug. Hvordan havde de lært på to dage, derefter var det ikke sjovt.
Næh, det forstår man egentlig godt, selv om arbejdet tilsyneladende var nyttigt nok.
Der findes nemlig utvivlsomt også projekter så tumpede, at det er til at blive vanvittig af.
Men er det ligefrem uværdigt at udføre kedeligt arbejde til lav løn, næsten som en straf eller forbedrende foranstaltning? Og ville det i realiteten være muligt at finde et bedre betalt alternativ, fx rengøring? Og endelig, er det i sig selv kvalificerende at skulle møde til tiden dagligt i en periode, at indgå i sociale netværker og bla. skiftes til at afkalke kaffemaskinen?
Til det sidste spørgsmål vil nogle utvivlsomt mene Nej, det er ikke kvalificerende, hvis arbejdet ikke interesserer én og iøvrigt ligger langt fra det, man reelt kan og vil. Min egen - beskedne og ustatistiske! - erfaring fra studenterjobs på plejehjem osv. er Ja, det var ganske udmærket og tilfredsstillede bestemt et behov hos mig selv for at blive luftet. Desuden har flere senere arbejdsgivere noteret positivt, at jeg havde demonstreret en vis evne til at stå op morgenen og indrette mig efter andre.
Næppe mange vil dog kunne mene, at tvangsaktivering er nogen ideel løsning. Hvad er læsernes erfaringer?mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her